Lægeforeningens organisering

På Lægemødet 2002 i Herning vedtog Repræsentantskabet en opfordring til Hovedbestyrelsen om at foretage en vurdering af, hvorvidt den samlede Lægeforenings organisering og arbejdsfordeling svarer til de behov, som medlemmerne har i dag. Resultatet forelægges på Lægemødet 2003. Afsættet for arbejdet er en resolution fremsat af FAS og vedtaget i Herning: »Repræsentantskabet opfordrer Hovedbestyrelsen til at gennemføre en analyse af mulighederne for bl.a. gennem styrkelse af Lægeforeningens decentrale struktur at forbedre og sikre en fortsat udvikling af betjeningen af Lægeforeningens enkelte medlemmer«.

En række helt centrale arbejdsområder flytter for øjeblikket plads. Derfor kan det være nyttigt for den samlede Lægeforening at undersøge om fokus i betjeningen af det enkelte medlem er i orden. Ændringerne gælder videreuddannelsen, hvor hele tilrettelæggelsen flytter fra centralt hold i Sundhedsstyrelsen til regionale videreuddannelsesråd og til det enkelte amt. På samme måde vil Ny Løn forudsætte rådgivning af det enkelte medlem ude på det enkelte sygehus. Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt Lægeforeningens nuværende struktur er skruet rigtigt sammen til at løse denne opgave.

Der er en række eksempler på, at Lægeforeningen på tværs af søjler og særinteresser, har været i stand til at løfte store opgaver rationelt. Det gælder fx DADLNET, Ugeskriftet og det internationale arbejde. På Lægemødet var der en klar udmelding om, at disse områder fortsat skal have en høj prioritet i Lægeforeningens arbejde, og det gøres bedst i fællesskab. Det internationale arbejde koordineres herhjemme gennem Internationalt Udvalg og det Internationale Sekretariat. Denne konstruktion, hvor sagsbehandlingen og sekretariatsbetjeningen foregår fælles for de tre søjler i Lægeforeningen, har gennem mange år vist sin styrke og rationalitet.

På baggrund af Lægeforeningens trængte økonomi er det en model, der sikkert med stor fordel også kunne udvides til at gælde andre områder. I lyset af det tillidsfulde klima, der for øjeblikket præger Lægeforeningens arbejde, er timingen for disse overvejelser optimal. Erfaringerne fra arbejdet i Speciallægekommissionen gav et meget positivt signal om de muligheder, der er for samarbejde. En udvidelse til andre områder kan føre til bedre politiske resultater via en bedre koordinering og en mere samlet fremføring af vores synspunkter. Samtidig kunne den samlede kontingentbyrde for medlemmerne reduceres.

De økonomiske problemer i Lægeforeningen har nødvendiggjort en række nedskæringer i DADL. Det er beklageligt, men det har også gjort os klogere. Forløbet har vist os, at vi konstant skal være opmærksomme på, om opgaverne løses tilstrækkeligt rationelt, og her er det vigtigt at pointere, at det er for snævert at se på den enkelte kredsforening, delforening eller Lægeforening. Kodeordet er rationel arbejdsdeling. Jeg er overbevist om, at vi kan løse en række opgaver både billigere og bedre for medlemmerne, hvis vi undgår dobbeltarbejde, og i det hele taget sørger for at allokere ressourcerne til det rigtige niveau. Kontingenterne til Lægeforeningen, delforeninger og kredsforeninger bør ses under ét, når vi skal sikre, at medlemmerne får value for money. Sekretariatsmæssige samarbejdsprojekter ligger lige for, men måske kan de også bane vejen for politiske samkøringer.

Lægeforeningens struktur kommer til debat med jævnlige mellemrum. Oftest har det været svært at skimte konturen af enighed bag de stillede forslag, men min fornemmelse siger mig, at skal noget ændres, skal det være i retning af samling og ikke divisionering. Samlet står vi bedst. På baggrund af resolutionen fra Lægemødet vil HB i det kommende år lave en analyse, der kan bidrage til besvarelsen af spørgsmålene og forhåbentligt give afsæt til de fornødne ændringer.