Lægeforeningens struktur må laves radikalt om

Det er ikke første gang, man hører forslaget om at give Lægeforeningens struktur et større hovedeftersyn.

Alligevel vover FAYL's formand et øje. For selv om der gennem de sidste 25 år har været nedsat flere strukturarbejdsgrupper, end nogen bryder sig om at huske, mener han, at denne gang er det faktisk både relevant og højaktuelt.

For selv om DADLs hæderkronede søjleopdeling nærmest har overlevet både landbrugs- og industrisamfundets storhed og undergang, er det ikke sikkert, at foreningen i dag - og om 20 år - kan matche samfundet og individet, den politiske måde at tænke på og de store ombygninger i sundhedsvæsenet.

Desuden er der jo økonomien. Og selv om Erik Jylling bedyrer, at det ikke primært er pengene, der interesserer ham, peger han dog flere gange på, at DADL har »tre skatteudskrivende instanser«, og at læger betaler næsten dobbelt så meget i faglige kontingenter som andre akademikere.

- Kontingentet skal nødvendigvis ned på højst 2/3 af det nuværende niveau, siger han og understreger:

- Lægemødet viste, at grænsen for betalingsvillighed er nået, hvad kontingentet angår. Men min strukturdiskussion stikker langt dybere end økonomien.

Det kan ikke fortsætte

Erik Jylling har længe funderet over spørgsmålet om en ny struktur for Lægeforeningen. Han har sendt prøveballoner op ved flere lejligheder.

F.eks. sidste år, hvor han i Dagens Medicin (15. nov. 2001) advarede om, at Lægeforeningen om få år alligevel vil blive tvunget til at handle, hvis man ikke allerede nu tager fat på at omkalfatre den nuværende, uhensigtsmæssige struktur.

Det var synd at sige, at FAYL-formandens ideer vakte begejstring internt i Lægeforeningen. Reaktionerne svingede fra skuldertræk til lettere fornærmethed.

Men på sommerens Lægemøde i Herning var der sket noget. Uden at være direkte på dagsordenen, kom strukturen til at fylde en del i debatten, både om Ugeskriftet og om decentrale lønforhandlinger og videreuddannelsen, hvor vigtige beslutninger og kompetencer i stigende grad placeres lokalt i amterne og de nye uddannelsesregioner.

DADLs formand Jesper Poulsen pegede endda selv i sin beretning på, at foreningen måske kunne løse en række opgaver »både bedre og billigere for medlemmerne, hvis vi undgår dobbeltarbejde og i det hele taget sørger for at allokere ressourcerne til det rigtige niveau, og kun til det rigtige niveau«, sagde Jesper Poulsen.

Tidspunktet er rigtigt

Det er både interne faktorer i lægestanden og ydre påvirkninger fra samfundet, der gør diskussionen om en ny struktur »presserende«, mener Erik Jylling.

Og lige nu er der »et fantastisk godt klima« mellem de tre søjler i foreningen, hvor konfliktpunkterne er få, og ingen mistænker hinanden for skjulte dagsordener eller slette motiver.

- Derfor er tidspunktet det helt rette til at få en åben og fordomsfri diskussion, hvor man får vendt alle sten. Hvis vi om ti år kigger tilbage og ikke har foretaget os noget, om det så blot er at analysere spørgsmålet, vil vi ikke få ros for det.

Erik Jylling erkender, at hans synspunkter for mindre end et år siden »faldt på stenet grund.«

- Men timing er alt. Og i det sidste år er der sket så meget - ikke kun i forbindelse med OK-forhandlingerne, men også med de nye toner, der høres på sundhedsområdet efter regeringsskiftet. Det har måske åbnet fleres øjne for, at det er nu, vi skal tage diskussionen.

- Løsningen skal findes, om så det skal være status quo eller radikale ændringer, er det vigtigt at finde en løsning, som alle står bag. Ingen skal føle sig kørt over, og alle skal kunne se, at det er den fornuftigste måde at gøre tingene på, siger Erik Jylling.

- Det handler om at lave en opstilling, så lægerne rent organisatorisk står stærkest muligt og har størst indflydelse. I dag har vi ikke den optimale opstilling, når det handler om at opnå indflydelse i samfundet.

- Vi bruger for megen intern energi i lægestanden på at finde kompromiser, på at administrere i stedet for at bruge mindre økonomisk energi på at opnå mindst lige så gode resultater på at være mere udadvendte.

Erik Jylling opremser en række af de faktorer, som han mener påvirker processen:

- Blandt de ydre ting er der spørgsmålet om, hvorvidt kontingentkroner fortsat vil være fradragsberettigede.

- En anden faktor er den generelle trend i samfundet, hen mod en større individualitet. Det betyder, at flere er parate til at gå selv. Og det vil også påvirke os.

Erik Jylling frygter, at den stærkere følelse af individualitet, i forbindelse med eksklusivaftalernes svækkelse og en større frihed til at organisere sig, hvor man føler sig bedst repræsenteret, vil give Lægeforeningen problemer med et kontingent, som er næsten dobbelt så højt som andre AC-organisationers.

Han ser ikke nødvendigvis individualitet som en modsætning til solidaritet:

- Man kan godt være individuel og stadig have et stærkt kollektivt, solidarisk engagement ved at udnytte de stærke til at løfte de svage. Hvor fællesnævneren før var, at man skulle finde en fællesnævner, hvor lav den end var.

Søjlerne som spændetrøje

Tidligere har Lægeforeningen som noget naturligt kunnet henvise til sine tre søjler: én for yngre læger i uddannelsesstillinger, én for liberale, praktiserende - eller man befandt sig et sted midt imellem, der kunne samles i sin egen søjle. Den form er ved at blive til en spænde-trøje, mener Erik Jylling:

- I dag oplever vi, at en læges arbejdsområde er langt mere differentieret, end da Lægeforeningen blev skabt. Der kommer flere med blandingsansættelser - i medierne, medicinalindustrien og andre virksomheder, hvor de arbejder tæt sammen med folk, som er organiseret andre steder, og hvor man også som læge kan føle, at man ville få den samme service, endda langt billigere.

Det er også en ydre påvirkning, som vil være med til at presse os, rent kontingentmæssigt.

Organiseringen i tre søjler har været kendetegnet ved, at ingen kunne majorisere de andre. Der skulle altid to til et flertal, og bevidstheden om, at man til enhver tid kunne komme i mindretal, har tilskyndet til altid at finde konsensus.

Den ene søjle - FAYL - vil i løbet af de kommende år vokse sig så stor, at man vil få et flertal af Lægeforeningens medlemmer. Og det vil være »usundt og uholdbart« i forhold til den nuværende struktur.

- Samtidig sker der en opblødning mellem søjlerne, siger Erik Jylling:

- Tidligere følte man sig meget entydigt som tilhørende én søjle. Men bl.a. qua den nye speciallægeuddannelse får du dels et speciale; så har du et fagområde, som bliver din personlige identitet; og endelig har du et ansættelsesvilkår. Vi vil snart kunne opleve, at den praktiserende læge med fx børnepsykiatri som sit fagområde vil opleve et større fællesskab med den afdelingslæge, altså en yngre læge, som er speciallæge i børnepsykiatri. Måske vil også den praktiserende speciallæge, som har den samme interesse, fø le sig mere knyttet til andre med samme interesseområde, end til en anden praktiserende med et interessefelt som idrætsmedicin eller kirurgi.

- De før så entydige ansættelsesforhold er også i forandring. Før var man enten selvstændig eller ansat. Men nu sker der en opblødning: Mange hospitalsansatte har jo bierhverv som selvstændige erhvervsdrivende, som konsulenter og alt muligt, hvor de kan dyrke deres identitet og faglighed. Samtidig rykker stadig flere fra praksissektoren ind og udnytter ledig kapacitet på sygehusene på inaktive tidspunkter. På den måde vil der ske en opblanding.

- Og mon ikke mange af FAYLs afdelingslæger føler en større fælles identitet med de overenskomstansatte overlæger, som er uden reel ledelsesfunktion, end med de yngste turnuskandidater? På den måde vil vi se en konstant sammenblanding af interesserne, som går på tværs af de søjler, vi har i dag.

To-søjlesystem er også passé

- Det, som har fastholdt søjlestrukturen, har været de centrale overenskomster, siger Erik Jylling.

- Magtbasen i en fagforening er den centrale forhandlingsret. Men med det nye lønsystem kommer de centrale aftaler mest til at dreje sig om mere generelle arbejdsvilkår, mens løndannelsen og en række andre konkrete aftaler i stigende omfang forsvinder ud til det lokale, decentrale niveau.

- Derved vil også den magtbase, som har ligget i de tre overenskomstområder lige så stille fortone sig, og det fjerner endnu et argument for den struktur, vi har i dag.

- Men hvordan skulle en ny struktur se ud? Sidste år talte du om muligheden for en sygehussøjle for hospitalsansatte yngre- og overlæger, og en praksissøjle med praktiserende læger og speciallæger?

- To-søjlesystemet er nok allerede overhalet af udviklingen, siger Erik Jylling og understreger, at han ikke har en fiks og færdig organisationsplan liggende i skuffen.

- Og man skal ikke låse sig fast på nogen bestemt model, før alle sten er vendt. Jeg vil gerne bidrage til en fordomsfri debat om en mere hensigtsmæssig organisation. Fx ser jeg gerne, at vi får de lægestuderende hentet ind. Og jeg kan også forestille mig, at de faglige selskaber skal spille en central rolle i en Lægeforening, som både er en fagforening, men også en standsforening.

Erik Jylling har hæftet sig ved, at »det er lykkedes at opbygge en struktur med tre skatteudskrivere«: Den enkelte søjle, Lægeforeningen som paraply samt lægekredsforeningerne. Dermed løber det nemt ud af kontrol:

- Hvordan kan vi ellers komme i den absurde situation, at lægernes absolut vigtigste blad, Ugeskrift for Læger, bliver presset voldsomt på økonomien, samtidig med, at man rundt omkring kan se nogle tykke lægekredsforeningsblade, som bliver kraftigt understøttet af kontingentmidler. Det er en ubalance, som ikke har været diskuteret noget sted.

Erik Jylling fremhæver, at den norske lægeforening, da sundhedsvæsenet for nylig overgik til staten, besluttede kun at have én central, kontingentudskrivende instans, nemlig lægeforeningen, som derefter fordeler midlerne til de forskellige niveauer.

Tandløse lægemøder

- Mange har sagt om Lægeforeningens repræsentantskabsmøder, at de virker tandløse. Som en paradeforestilling, hvor alt er aftalt på forhånd, siger Erik Jylling.

- Og de har fuldstændig ret. For når repræsentantskabet er sammensat som nu, må der op til møderne foregå en vældig aktivitet mellem søjlerne, i hovedbestyrelsen og internt i huset for at finde det rigtige kompromis, som kan bære hjem.

- Et tydeligt eksempel var forslaget til ny struktur for Ugeskriftet: Det startede med et pålæg til HB om at analysere området og komme med et udkast, der så kom til en lang debat med de ansatte, mellem søjlerne osv. for at ende med et forslag, der blev fremlagt på Lægemødet - og her vedtaget enstemmigt uden debat. Der var altså en omfattende debat - bare ikke på selve mødet.

Erik Jylling vil have debatten flyttet frem til selve Lægemødet og ser i øvrigt gerne et repræsentantskab, der kan bruges aktivt mellem møderne.

Han mener, at antallet af deltagere bør halveres, så møderne kan holdes ét sted, hvor de delegerede også bor under samme tag:

- Vi skal være færre, vi skal bo samme sted, så vi kan gnide os op ad hinanden i pauserne og om aftenen, for det er dér, synspunkterne bliver formuleret, og der, diskussionen i virkeligheden bliver taget, siger han.

- Hvis vi gerne vil have den debat, som i dag foregår isoleret i tre forskellige repræsentantskaber, og derefter bliver formidlet af tre forskellige bestyrelser plus en hovedbestyrelse, og derefter fremlagt som konsensuspapirer på talløse møder - hvis vi vil have den debat flyttet ind på lægemøderne, kunne det være et skridt på vejen, at den enkelte søjles repræsentantskab er identisk med søjlens medlemmer af DADL's repræsentantskab.

- I FAYL, fx, er der i dag stort sammenfald mellem vores repræsentantskab og vores repræsentanter på Lægemødet. Det er ikke sikkert, at det er sådan i de andre søjleforeninger. Men på Lægemødet kan det nemt skabe en følelse af »fraktionsdannelse«, en »os-og-dem«-stemning, når hver søjle møder op i samlet trop og endda bliver indkvarteret på hver sit hotel, siger Erik Jylling.

Hvad med identiteten?

- Men selv om man muligvis opnår et mindre DADL-repræsentantskab ved at afskaffe den nuværende søjlestruktur i en enhedsorganisation, er der vel også en risiko for, at medlemmerne mister den følelse af identitet, af at høre til, som eksisterer i dag, fx i FAYL? Man risikerer, at medlemmerne bliver fremmedgjorte i forhold til en lidt fjern organisation?

- Det er en risiko. Derfor tror jeg også, det vil være godt for standens kultur, hvis man nedtoner denne identitet som FAYL'er eller FAS'er. At man først og fremmest tænker på, at man er læger og kolleger. Forhåbentlig vil debatten om lægekultur allerede bringe os i den retning.

- Men det er sandt, at man for at kunne identificere sig med det, der foregår, har brug for en lidt mere tydelig tilkendegivelse af, om ens interesse bliver varetaget det ene eller andet sted. Jeg tror heller ikke på et miskmask af et stort repræsentantskab, hvor det er tilfældigt, hvem, der bliver valgt til det. Der skal nok stadig være nogle bagvedliggende grupper, som er repræsentative i forhold til de forskellige lægegrupperinger.

Erik Jylling har også et bud på, hvordan en enhedsorganisering kan se ud:

- Jeg forestiller mig en model med en række grupperinger, afhængigt af de mere præcise interesser. Det kan være en gruppe af chefer, en for speciallæger, en gruppe for læger under videreuddannelse, en gruppe af faglige selskaber, en for lægestuderende og forskellige andre grupper, der hver fungerer som en lille forening.

- Hver veldefineret gruppe sender en eller flere repræsentanter til en fælles hovedbestyrelse, som har den endelige myndighed.

- Og for mig ville det være naturligt, at denne enhedsorganisation har en lokal repræsentation, der kan møde modparten der, hvor modparten er - om det så skal være regionaliseret, eller længere ud i de enkelte amter, hvis de stadig findes. Og af rationalitetsgrunde gerne i samarbejde med andre AC-organisationer.

Alle andre gør det

Et andet mål for det, Erik Jylling kalder »Operation Konvergens« er Lægeforeningens sekretariatsbetjening, hvor der allerede er enighed om en række områder, hvor kræfterne kan lægges sammen. Det gælder bl.a. uddannelse og arbejdsmiljø.

Han forestiller sig en række centrale sekretariater, som betjener alle medlemmer: en overenskomst- og aftaleafdeling, en juridisk, en sundhedspolitisk og en international afdeling, en afdeling for forsknings- og uddannelsesspørgsmål, for arbejdsmiljø osv., så ressourcerne udnyttes bedst muligt, og så man kan t række på hinandens ekspertise.

Og hvorfor standse ved gadedøren? Hvorfor skulle Lægeforeningen ikke kunne købe visse servicefunktioner hos DJØF? Foregår der ikke noget i andre organisationer, som Lægeforeningens sekretariat kunne klare for dem? På den måde kan der også ske en rationalisering på tværs af organisationerne.

Trenden til at fusionere er klar: I Sverige er fire mindre arkitektforeninger samlet til én stor. Herhjemme fusionerede en række ingeniørforeninger gennem en lang proces til én slagkraftig.

Der er mange erfaringer at øse af i den diskussion, Erik Jylling har søgt at rejse flere gange, og nu - hvor afslutningen på hans formandsperiode så småt begynder at nærme sig - igen lægger kræfterne i at skubbe i gang.

Tidspunktet er formentlig velovervejet: klimaet mellem søjlerne er godt og åbent, og agurketiden er overstået.

- Hvis nu den lange diskussion ender med, at vi får mest for kontingentkronerne ved at gøre, som vi gør i dag, vil jeg ikke opfatte det som et prestigetab. Jeg vil så acceptere, at vi dog har fået lavet en ordentlig analyse og konstateret, at tingene er i skønneste orden, siger Erik Jylling.

- Men jeg er også sikker på, at dét ikke bliver konklusionen.