Skip to main content

Lægeformand: Lav en fælles økonomiaftale

Gårsdagens møde med statsministeren bekræftede, at arbejdet med en sundhedsreform er ”en vanskeligere opgave end man umiddelbart havde forestillet sig”, vurderer Yngre Lægers formand, Camilla Rathcke.
Camilla Rathcke, formand for Yngre Læger.
Camilla Rathcke, formand for Yngre Læger.

Anne Steenberger, as@dadl.dk

13. nov. 2018
3 min.

Forsinkelsen af sundhedsreformen skyldes ikke alene politiske uenigheder om regioner eller ej. Det skyldes også, at det har vist sig meget svært at finde ud af, hvad der skal til for at få kommuner, akuthospitaler og almen praksis til at spille sammen.

Sådan lyder en sammenfattende vurdering fra Camilla Rathcke, formand for Yngre Læger efter at hun og de øvrige formænd i Sygehussamarbejdet - Yngre Læger, Overlægeforeningen, Sundhedskartellet, FOA, HK Kommunale/Danske Lægesekretærer - i går, mandag, var kaldt til møde med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Emnet var den kommende sundhedsreform, som parterne i sygehusfællesskabet gerne vil være med til at præge. Mødet fandt sted på opfordring af Sygehussamarbejdet.

Camilla Rathcke siger efter mødet:

”Jeg tror, at reformen har vist sig at være en væsentligt vanskeligere opgave, end man umiddelbart havde forestillet sig. Der er selvfølgelig det politiske – regeringspartierne og støttepartiet skal blive enige. Men det er også fordi opgaven er vanskeligere end som så.”

Kompleks

Hun forklarer:

”Der er 21 akuthospitaler. Der er almen praksis, som hører til flere forskellige akuthospitaler afhængig af sygdom. Og så er der kommunerne, som også hører til flere forskellige akuthospitaler, afhængig af deres borgeres rejser rundt i sundhedsvæsenet. Der er en kompleksitet alene i det at lave en konstruktion, der hedder sundhedsfællesskaber, og det gør opgaven vanskelig. Det gør det nødvendigt at overveje – og det er vel det, man gør - hvordan det forpligtende samarbejde kan etableres, så det reelt bliver til løsninger af de udfordringer der er – uden at der er brug for alt for mange nye byggesten.”

Udfordringerne

Hvad er de vigtigste udfordringer, mener du?

”Der er i hvert fald en udfordring med de ti pct af patienterne, som rejser på tværs af primær og sekundærsektor. De er typisk kronisk syge og fejler flere forskellige ting. Det er en lille patientpopulation, men de har et ret stort træk på sundhedsydelserne. Hvis vi skal mindske det træk, skal koordinationen være optimal.”

Hvordan mener du koordineringen bliver bedre?

”Der er lige nu meget forskellige krav til hhv regioner og kommuner, både hvad angår levering af kvalitet, måleparametre på kvalitet, måling på og ensartethed af tilbud, og på data, der understøtter, at man når i mål. Kommunerne er lidt et mørkeland, derfor er der dybest set behov for at skabe transparens både i tilbud og kvalitet ved at man får data på bordet.”

Fælles økonomiaftaler

Camilla Rathcke peger på, at de årlige økonomiaftaler, som regeringen indgår med hhv regioner og kommuner kan være en vej ind til en større forpligtelse for alle parter:

”Lige nu handler økonomiaftalen med kommunerne ekstremt lidt om sundhed. Hvorimod aftalen med regionerne på flere områder er meget konkret og fx hæftet op på, hvad regionerne skal gøre for at forhindre at så mange patienterne skal behandles på sygehusene – det går den nye nærhedsfinansiering bl.a. ud på. Men der er ingen aftale med kommunerne om, hvordan de så skal gribe patienterne.”

”Der synes at være behov for en fælles økonomiaftale for begge parter, hvor man siger at her er en bunden opgave for regioner og kommuner at løse. Hvor man forpligter dem begge i en fælles aftale om hvordan de skal nå målet.”

Fik du indtryk fra mødet med statsministeren om at det er den vej, det går?

”Vi havde i hvert fald en god dialog og Løkke var lydhør over for vores overvejelser. Men hvordan modellen bliver, er vist ikke klar for nogen endnu.”

Læs også: Sygehussamarbejdet til møde hos Løkke: Der blev lyttet