Lægeformand: Lydfiler hører ikke hjemme i journalen

Lydfiler med forvrængede stemmer, anonymisering af læger og nu også slettede samtaler med vagtlægen.

Den seneste tid har DR afdækket, hvordan læger i Region Syddanmark har forvrænget stemmerne (scramblet), deres optagelser af patientsamtaler for at anonymisere vagtlægerne.

Lægevagten i Region Syddanmark har fået påbud fra Datatilsynet om at slette lydfiler, der er mere end fem år gamle. Da Patienterstatningen har meldt ud, at den vil genoptage erstatningssager, hvor der har været anvendt scramblede lydfiler, har påbuddet fra Datatilsynet konkret betydet, at en række sager, hvor lydfilen er mere end fem år gammel, alligevel ikke kan genoptages af Patienterstatningen.

Humlen er, at lægevagten som udgangspunkt skal slette lydfiler, der er mere end fem år, selvom patienter og pårørende kan søge erstatning i op til ti år, skriver dr.dk.

Og derfor vil flere politikere ifølge dr.dk ændre journalføringsbekendtgørelsen, så lydfiler af vagtlægeopkald bliver en del af i patienternes journal. Den opbevares nemlig i ti år.

Lægeforeningens formand Camilla Rathcke hæfter sig ved, at lydfiler, der har betydning for igangværende sager godt kunne opbevares i mere end fem år.

Datatilsynet har nemlig også tilkendegivet, at opbevaring ud over fem år ikke vil være i strid med princippet om bl.a. opbevaringsbegrænsning, hvis der på tidspunktet for opbevaringsperiodens udløb verserer en konkret klage-, tilsyns- eller erstatningssag.

Desuden mener formanden slet ikke, at lydfiler hører hjemme i journalen.

»Tanken om, at filer skal puttes ind i journalerne, bryder jeg mig ikke om, bare fordi opbevaringsreglerne i journalføringsbekendtgørelsen giver mulighed for at opbevare lydfilen i ti år, hvis den er en del af journalen, er jo ikke i sig selv et argument for at gøre lydfilerne til en del af patientjournalen. For det skal jo også give selvstændig mening«, siger Camila Rathcke.

»Journalerne er et arbejdsredskab, hvor vi ikke har unødig information. Og en lydfil er ikke information, der skal hjælpe os i patientbehandlingen. Lydfilerne er information, man gemmer for kvalitetssikring, kvalitetsudvikling og potentielt klager. Det kan man godt gemme, men find en anden server at gemme det på. Lad være med at putte det i journalen«, siger Camilla Rathcke.

Direktør i patienterstatningen har kritiseret, at bevismateriale i journalen er gået tabt, og at detaljer i dialog og tonefald kan være udslagsgivende i patienterstatningssager.

Men at omtale journalen med ord som »bevismateriale« er stik imod, hvad journalens formål er, mener Camilla Rathcke.

»Journalen skal først og fremmest være et arbejdsredskab, hvor vi journalfører de informationer, som patienterne fortæller os, og som er relevante for forløbene for de enkelte sygdomme, patienten har. Vi journalfører udredning og behandling, hvilken plan vi lægger, og hvordan det går med patienten i forløbet. Mange faggrupper journalfører, og journalen er derfor også et kommunikationsredskab mellem de forskellige faggrupper eller specialer om, hvordan det går patienten. Det skal journalen understøtte«.

Bør der slet ikke være lydfiler sammen med journalen?

»Vi skal tænke os grundigt om, inden vi supplerer journalen som yderligere materiale. Jeg er skeptisk overfor, om det bliver støj i forhold til det, som journalen i al sin væsentlighed skal understøtte. Lydfilerne i sig selv bidrager jo ikke til patientens videre behandling. Det er fint at lave kvalitetssikring, og det er fint at have optagelser. Men de kan gemmes i en anden kontekst«.

Risikoen er, at journalen bliver et arkiv for alt muligt, som ikke er det, lægerne skal bruge i den daglige behandling af patienten.

»Vi skal tænke os om for ikke at forurene journalen med alt muligt, som vi ikke bruger i det daglige arbejde, men som skal bruges i en anden sammenhæng«.

Hvad hvis det skal bruges netop i patienterstatningssager?

»Så kan filerne findes frem. At der gælder forskellige opbevaringsregler, afhængigt af om lydfilen er en del af journalen eller ej, er ikke argument for, at filerne skal være en del af journalerne. Man må finde en anden løsning«.

Hvor meget støj kan det skabe, at der ligger en enkelt lydfil med en samtale på – er din bekymring ikke overdrevet?

»Vi skal ikke bruge journalen som et arkiv for alt muligt andet end journalens hensigt. Det er måske ikke bare én lydfil, hvis patienten har ringet til vagtlægen ti gange og måske endda om flere forskelligartede problemstillinger. Og hvilken journal er det, at filen skal ind i, hvis vi taler om en lydfil fra vagtlægen? – Er det journalen hos den praktiserende læge? – Er det journalen på sygehuset, hvis det drejer sig om den kroniske lidelse, patienten eventuelt følges for dér? Alene hér risikerer vi at skabe unødige problemer«.

Toneleje

Camilla Rathcke er desuden overrasket over det store fokus på lydfilernes pludselige vigtighed. Og stiller også spørgsmålet om vi har et reelt problem eller et tænkt problem.

Patienterne skal have erstatning på videst muligt grundlag på flest mulige oplysninger, men det lyder voldsomt, at man sidder og lytter efter tonefald og følelser i stemmen, når man skal vurdere, om en patient skal have erstatning, når man i øvrigt kan høre, hvad der bliver sagt, mener Camilla Rathcke.

»Jeg bliver bekymret for, hvor meget en enkelt lydfil kan være afgørende for, om man får erstatning eller ej. Uanset udfaldet. Det lyder skrøbeligt. Det overrasker mig godt nok, hvis det udslagsgivende for, om man får erstatning eller ej, er, at Patienterstatningen vurderer på tonen, at man lyder ængstelig eller bekymret«.

Kunne man ikke forestille sig, at nuancer kan gå tabt, hvis patienten trækker på det, eller hvis lægen tøver, hvis lydfilen er redigeret?

»Men filen er ikke redigeret, så materiale er gået tabt. Alle filer kan høres for, hvad der er sagt, men stemmen er forvrænget, dvs. stemmelejet er ændret. Men hvorfor skulle stemmelejet i sig selv ændre billedet? Der gøres meget ud af, hvor stor forskel der er på en stemme i et redigeret toneleje vs. en normal stemme«.

Hun peger på, at det er en juridisk diskussion, om filerne skal gemmes i fem eller ti år, og den skal ikke afgøre, om lydfilen skal være en del af journalen eller ej.

Patienterstatningen: Det handler om ordentlighed

Allerede før diskussionen om slørede og slettede lydfiler kom frem, foreslog Patienterstatningen i december 2020 i et høringssvar til den nye journalføringsbekendtgørelse, at video- og lydoptagelser, der foretages som led i behandling, skal indgå i journalen.

»Det er vigtigt at have lydfilen. I det øjeblik den bliver en del af journalen, er der en opbevaringspligt på ti år«, siger Karen-Inger Bast, direktør i Patienterstatningen.

Karen-Inger Bast siger dog, at lydfiler ikke nødvendigvis skal lagres i journalen.

»Vi er ligeglade med, hvor lydfilen gemmes. Vi foreslår journalen, fordi der er en tiårig opbevaringspligt for journalmateriale, og det er den, vi er interesserede i, så vi ikke står i en situation, at patienten kommer efter fem et halvt år og er omfattet af den tiårige forældelsesfrist, men hvor vi ikke kan få lydfilen, fordi den er slettet«, siger Karen-Inger Bast.

Så det er af praktiske årsager og for at komme uden om Datatilsynets påbud om at slette filer inden for fem år, at I ønsker at placere lydfilerne i journalen?

»Det handler om retssikkerhed for patienterne. I journalen ved vi, at der er opbevaringspligt, men om der står journal eller ej som overskrift, er for os ligegyldigt. Vi skal bare kunne få fat i lydfilen«.

Karen-Inger Bast forstår ikke bekymringen for, at der kommer til at indgå en masse i journalen, som ikke er relevant for behandlingen af patienten, og at det kommer til at støje.

»Vi ser på det ud fra et erstatningssynspunkt. En sagsbehandler og en lægekonsulent gennemlytter lydfiler, og hvis det er en vigtig sag, lytter jeg også selv. Hvis lydfilen slettes, er der noget, der mangler. Jeg tror, at den skrevne journal bliver kortere, når der ligger en lydfil. Det er en menneskelig reaktion at skrive mindre i den situation«.

Er det ikke et skråplan og et udtryk for mistro til lægerne, hvis der både skal være videolinks og lydfiler i patientens journal?

»Det er aldrig lægen, der kommer i klemme i en erstatningssag. Vi går efter behandlingsstedet, og når vi skriver en afgørelse, skriver vi ”man gjorde,” vi skriver ikke navne. Vi har ikke læger i klemme. Når vi har en sag, kigger vi på skanninger, ultralyd, blodprøver, EKG. Der er mange teknikker og metoder, som indgår i en journal, og jeg kan ikke se, at lydfiler og video i journalen gør det meget anderledes«.

Det er objektive, målbare undersøgelser – en lydfil kan vel ikke vurderes objektivt på samme måde, uden at lægens personlighed spiller en rolle?

»Det gør den også i almindelige skrevne journaler. Det er jo lægen, der formulerer sætningerne. Vi ser tit, at patienter er uenige i det, der står i journalen, men vi lægger journalen til grund for sagsbehandlingen, medmindre der er særlige forhold«, siger Karen-Inger Bast og understreger:

»Det kan godt være, at det ender med, at ingen af de sager, vi genoptager, får et andet udfald. Men dette handler også om ordentlighed. Man skal som patient kunne stole på, at sagen afgøres på baggrund af materiale, der ikke er manipuleret med«.