Skip to main content

Lægeformand: Stop nu diskussionen om akutmodtagelser

Anne Steenberger, as@dadl.dk

2. sep. 2011
2 min.

Flere politikere tager nu akutbetjeningen af borgerne i landets tyndt befolkede områder ind i valgkampen. Kristendemokraternes formand Per Ørum Jensen, vil således have som et ultimativt krav, hvis han skal støtte en kommende regering, at der bliver oprettet seks nye lokale akutmodtagelser og fødeafdelinger. De skal ligge i Holstebro, Svendborg, Kalundborg, Næstved, Helsingør og Nakskov, mener han. Enhedslisten vil frede fire sygehuse, der ifølge sygehusplanen skal lukke. Dansk Folkeparti har bebudet, at de vil drage til det nordvestlige Jylland for at diskutere sygehuslukninger og akutbetjening. Endelig har Socialdemokraternes Henrik Sass Larsen trukket akut-kortet frem i valgkampen med en udtalelse om, at ingen skal have mere end 30 minutter til nærmeste akutmodtagelse. Han vil derfor se nærmere på sygehusplanen efter valget.

Lægeforeningens formand opfordrer politikerne til at tænke sig om, før de begynder at lave om på sygehusplanerne, der bygger på meget grundigt forarbejde, ikke mindst fra faglig side:

"Man må holde fast i sygehusplanen. Den er faglig gennemarbejdet og sikrer, at alle får samme gode behandling, uanset hvor man bor i landet. Derfor synes jeg, man skal stoppe den diskussion om akutmodtagelserne," siger Mads Koch Hansen.

Der er intet, der fagligt taler for at oprette fire eller seks lokale akutmodtagelser udover de 18 store, der er ifølge sygehusplanen skal være, siger Mads Koch Hansen:

"De vil ikke kunne det samme som de store. Behandling af akut syge kræver et hold af læger og sygeplejersker, der har rutine i akutbehandling og specialiserede kompetencer og det kræver særligt apparatur. Det kan vi tilbyde over alt ved at koncentrere akutmodtagelserne på 18 steder. Mindre lokale akutmodtagelser vil ikke kunne tilbyde det. Derfor foregøgler man i debatten at kunne give noget, som man reelt ikke kan."

De borgere, der når sygehusplanen er gennemført, får længere - mere end 30 minutter - til nærmeste akutmodtagelse, skal have det samme tilbud som alle andre, pointerer Mads Koch Hansen.

"Det er en forudsætning for hele planen, at der er et præhospitalt beredskab - med lægebemandede, fuldt udstyrede ambulancer - så de borgere ikke stilles ringere end alle andre," siger Mads Koch Hansen.