Skip to main content

Lægeformanden har meldt sig til coronaberedskabet

Andreas Rudkjøbing er klar til at trække i kitlen, og han har nu meldt sig til beredskabet på Herlev Hospital. På grund af coronaepidemien er Lægemødet blevet udskudt fra april til juni, så Andreas Rudkjøbing må fortsætte som formand et par måneder mere end først planlagt.

Andreas Rudkjøbing  på Herlev Hospital - før han lagde kitlen og blev Lægeforeningens formand. Arkivfoto: Anne-Li Engstrøm
Andreas Rudkjøbing på Herlev Hospital - før han lagde kitlen og blev Lægeforeningens formand. Arkivfoto: Anne-Li Engstrøm

Bodil Jessen boj@dadl.dk

20. mar. 2020
3 min.

Onsdag sad Andreas Rudkjøbing i sit hjem i Malmø og spekulerede over den coronapandemi, der i øjeblikket rammer verdens lande, også Danmark.

Som formand for Lægeforeningen er han normalt en uhyre travl mand. Da han i januar bebudede, at han træder tilbage som formand et år før tid, var en væsentlig årsag netop det store arbejdspres og den konstante »ståen-til-rådighed« for pressen.

Men jo mere han sad der og tænkte over den alvorlige udfordring, som coronavirus udgør for kapaciteten i det danske sundhedsvæsen, des mere sikker blev han.

»Så meldte jeg mig under fanerne på min gamle arbejdsplads, Herlev Hospital. Jeg står til rådighed, hvis de har brug for mig, når tingene spidser til. Jeg har arbejdet der for nylig i medicinsk afdeling og i akutmodtagelsen, og der vil jeg hurtigt kunne gøre gavn«, siger Andreas Rudkjøbing.

Som formand for Lægeforeningen er man deltidsfrikøbt og kan arbejde som læge ved siden af. Det har Andreas Rudkjøbing også gjort, og han mangler nu 1,5 år af sin uddannelse til speciallæge i samfundsmedicin. Han er netop blevet færdig på Socialmedicinsk Center og ønsker, hvis det er muligt, at starte på Psykiatrisk Center Amager i løbet af forsommeren.

»Det er klart, at der er perioder, hvor der er så travlt i sundhedspolitik, at det ikke er muligt at arbejde som læge ved siden af formandshvervet, men eftersom det meste sundhedspolitik er gået i stå nu, fordi alt handler om corona, vurderer jeg, at jeg godt kan bruge en del tid på klinisk arbejde ved siden af mit arbejde for Lægeforeningen«, siger han.

For Andreas Rudkjøbing er det mest oplagte, at han træder til på Herlev Hospital, hvor han kender mange af kollegerne og rutinerne.

»Selv om jeg ikke er verdens mest erfarne læge, så har jeg nogle års erfaring fra akutmodtagelse og medicinsk afdeling, og jeg kender Sundhedsplatformen og vil hurtigt kunne indtage en funktion på for eksempel en akutmodtagelse eller en medicinsk afdeling«.

Normalt er april en meget travl måned for Lægeforeningens formand, fordi Lægemødet afholdes. Men i dag blev det meldt ud, at Lægemødet er udskudt til den 19. juni. Derfor bliver arbejdspresset som formand langt mindre.

»Mit ønske har hele tiden været at gå af ved en generalforsamling, hvor jeg kan aflægge beretning og stå til ansvar for det år, jeg har haft ansvaret og så give stafetten videre til en repræsentantskabsvalgt formand. Det bliver nu udskudt et par måneder, og det har jeg det fint med«, siger Andreas Rudkjøbing.

I kan vel blive nødt til at udskyde det endnu længere?

»Det er klart, at der er en risiko forbundet med at lægge et arrangement i juni, selv om det er tre måneder ude i fremtiden. Det har vi også vendt i bestyrelsen. På den anden side vægter det meget, at vi har behov for at få holdt en generalforsamling, og at vi har behov for at få valgt en ny formand. Men vi vælger en mere begrænset model, hvor vi fokuserer på det absolut nødvendige, og undlader at køre på i to fulde dage med gæster og så videre. Det sker af hensyn til alle repræsentanterne, som, uanset hvor langt vi er i epidemien, formentlig har svært ved at tage to fulde dage ud af kalenderen«.

LÆS OGSÅ

Lægemødet udskydes på grund af corona – formanden bliver på sin post

»Jeg stopper ikke et år før tid på grund af en enkelt ting. Der er flere årsager.«