Lægegerning i de sociale mediers æra

Hvad skal man tænke om en læge, der er medlem af en gruppe, der kalder sig Perverts united? Eller offentliggør fuldefotos af sig selv på Facebook? Lægers brug af sociale medier kræver omtanke - både af hensyn til patienterne og lægerne selv. Den amerikanske lægeforening har allerede skabt et sæt anbefalinger for god lægetone i de sociale medier. Verdenslægeforeningen arbejder på et etisk kodeks, og det samme gør Lægeforeningen.

Egentlig skulle man tro, det var nemt. Nemt nok for læger at begå sig professionelt og korrekt i sociale medier som Facebook, Twitter, LinkedIn m.m., ligesom de gør i alle mulige andre sammenhænge.

Men der er åbenbart noget særligt ved sociale medier. De opfattes ikke som offentlige på samme måde som f.eks. en avis eller et debatmøde. Også selv om ting, der lægges på nettet, hurtigt kan spredes, ved at andre sender dem videre. Og selv om informationer på nettet er kolossalt svære for ikke at sige umulige at fjerne igen.

Sidste år udgav et forskerhold artiklen »Privacy, professionalism and Facebook: a dilemma for young doctors« [1] efter at have undersøgt brugen af Facebook hos flere hundrede nyuddannede læger i New Zealand. I undersøgelsen fokuserede man på den information, de unge læger lagde ud om sig selv.

De fleste - 65 procent - var på Facebook, men det var bestemt ikke alle, der havde aktiveret deres privatlivsoptioner, så deres side kun var tilgængelig for deres egne venner. Lidt over en tredjedel af de unge lægers Facebooksider kunne ses af alle og enhver. Mange af lægerne var meget åbne om deres liv og lagde f.eks. billeder ud, hvor de tydeligvis var berusede, eller de fortalte om f.eks. deres seksuelle orientering og religiøse overbevisning.

Undersøgelsens forfattere konkluderede, at oplysningerne på Facebook i et vist omfang var af en sådan karakter, at »de kunne gøre patienter urolige eller ændre den professionelle grænse mellem patient og læge«. Desuden kunne informationen »give professionen et dårligt ry«.

Undersøgelsen brugte som eksempel en læge, der på sin Facebookside fortalte, at vedkommende var medlem af en gruppe, som hedder Perverts united.

Forskerne anbefalede, at det ville være en god ide for uddannelsessystemet og myndighederne at rådgive studerende og færdige læger om, hvad der ligger i begreber som »privat« og »offentligt«.

Retningslinjer på vej

Lægernes organisationer er inde på det samme. Den amerikanske lægeforening American Medical Association [2] har allerede etableret et sæt retningslinjer (se boks) for færden i de sociale medier.

Og World Medical Association - Verdenslægeforeningen - har nedsat en arbejdsgruppe, der skal se på »professionel og etisk brug af sociale medier«. Det er meningen, at arbejdet skal munde ud i et sæt anbefalinger.

Herhjemme har Lægeforeningens bestyrelse sat en proces i gang med at etablere danske retningslinjer.

Formand for foreningens etiske udvalg, Poul Jaszczak, er med i Verdenslægeforeningens arbejdsgruppe om spørgsmålet og vil også blive involveret i det danske arbejde.

»Det ser ud som om, det er svært at finde grænsen mellem den enkelte privat og patienterne, specielt hvad angår at dele oplysninger. Spørgsmålet er, om man er opmærksom nok på, at der er en gråzone, som kan få betydning for tillidsforholdet mellem læge og patient«, siger han.

Han selv er meget klar over egne grænse.

»Jeg mener, at man skal gøre op med sig selv, hvor tæt på man vil være. Men man er nødt til at trække en grænse mellem, hvornår man agerer som professionel, og hvornår man kommer til at agere som 'familiemedlem'. Min egen holdning er, at jeg ikke vil være 'venner' med mine patienter, for jeg ville være bange for at miste objektiviteten«, siger han.

Lægeforeningens arbejde er i sin vorden, og Poul Jaszczak forventer først og fremmest, at der bliver sendt et signal til lægerne.

»Jeg håber, at vi får opmærksomheden rettet mod problematikken. Forventningen er, at vi forhåbentlig får kulegravet området omhyggeligt og peget på, hvor vi mener, man skal se advarselstegn eller passe på«, siger han.

Holbæksagen

Overvejelserne om anbefalinger, retningslinjer m.m. er ikke mindst blevet aktualiseret af, at der i Danmark allerede har været en række Facebookfadæser, som har haft store konsekvenser for de implicerede. Fælles for dem er, at de pågældende ikke havde indset den offentlige status, som de sociale medier har erhvervet, også selv om de i udgangspunktet ikke var ment sådan.

F.eks. måtte en pressemedarbejder ved et politisk parti gå af, efter at hun på sin egen Facebookside havde skrevet noget stærkt nedsættende om en ansat på Christiansborg.

En ung politiker er blevet ekskluderet af sit parti, efter at han har ytret sig temmelig ekstremistisk på en Facebookside, der ikke var hans egen.

Og fra den sundhedsfaglige verden er sygeplejerskesagen fra Holbæk nærmest blevet berygtet. Her blev en sygeplejerske fyret for angiveligt på Facebook at have skrevet noget, der kunne identificere patienter. Det betragtede ledelsen som brud på hendes tavshedspligt. I den efterfølgende retssag blev det dog fastslået, at ledelsen havde overreageret. Fyringen var uberettiget, og sygeplejersken fik tilkendt erstatning.

Styr på rollerne

Set med professionelle kommunikatørøjne understreger sådanne eksempler, at man bør have styr på sine egne roller i de sociale medier. Har man det, kan et medie som f.eks. Facebook til gengæld byde på mange gode muligheder for læger.

»Facebook er en kanal. Man kan bruge den til at servicere patienterne - ikke mindst kan man få en anden dialog med de unge«, siger Elisabeth Tissot Ludvig, administrerende direktør i Effector Communications, og fast blogger om »læger og medier« hos ugeskriftet.dk.

Hun anbefaler først og fremmest, at man som læge adskiller sin private og sin professionelle sfære. Har man en professionel side på f.eks. Facebook, er den i realiteten ligesom en hjemmeside, men med mulighed for umiddelbar dialog.

»Hvis man nu f.eks. er praktiserende læge, kan man måske spare tid ved at kommunikere ud til patienterne via Facebook. F.eks. information om HPV- og influenzavaccine. Det er ligesom en hjemmeside med en anden målgruppe«, siger hun.

Men bordet fanger - for hvis patienterne nu benytter dialogmuligheden, skal der gerne være nogen til at svare.

»Især unge er vante til hurtigt at kunne kontakte f.eks. deres mobilselskab på den måde og få svar. Men lægen skal være opmærksom på, hvornår det er nødvendigt med en egentlig konsultation«, siger hun.

At sociale medier skulle beklikke lægens autoritet, mener hun, er en fordom.

»Det er ikke for poppet for en læge at være på Facebook. Store selskaber synes ikke, det er for poppet. Selv Lægemiddelstyrelsen er på Facebook! Mange firmaer har flyttet rigtig mange resurser derover og væk fra telefonserviceringen af deres kunder«, siger hun og peger på, at lægerne måske kunne lade sig inspirere her.

»Måske kan de social e medier aflaste telefonkonsulationerne«, siger hun.

Læger tøver

Lægerne i Danmark har dog indtil videre haft lidt svært ved at hoppe ud i at bruge de sociale medier.

Ifølge en undersøgelse, som Effector Communications gennemførte i februar i år om praktiserende læger og sociale medier, er det kun få, som bruger dem aktivt. Det hører dog med, at der var en overvægt af læger over 50 år blandt deltagerne, og det kan muligvis have spillet en rolle, at 70 procent var mænd.

Ifølge undersøgelsen er kun lige over ti procent af de praktiserende læger på Facebook - faktisk bruger flere videostedet YouTube. Men de fleste - 60 procent - havde dog vænnet sig til at bruge dadlnet, Lægeforeningens netværk.

Undersøgelsen viste også, at lægerne i høj grad er sig selv nok online. F.eks. var under 20 procent interesserede i at indgå i onlinenetværk med andre faggrupper som f.eks. politikere eller sygeplejersker, mens de fleste gerne ville indgå i netværk med andre læger og faglige eksperter.

Alt overvejende foretrak lægerne at dele - og få - viden via møder med andre, f.eks. i 12-mands-grupperne. Og næsten ingen havde den fjerneste lyst til at indgå i offentlige grupper på nettet.

American Medical Associations politik

American Medical Associations politik for lægers brug af sociale medier (sammenfatning):

1. Læger bør overholde almindelige regler for patienternes privatliv og fortrolighed og skal afholde sig fra at lægge identificerbar information om patienter online.

2. Læger bør bruge privatindstillinger, når de bruger sociale netværk på nettet. Men de bør også indse, at privatindstillinger ikke er absolutte, og at indhold, der placeres på internettet, sandsynligvis ligger der permanent. Læger bør jævnligt monitorere deres egen internettilstedeværelse for at sikre, at den personlige og professionelle information på deres egne sider er korrekt, og - når det er muligt - for at sikre, at oplysninger fra andre om dem er korrekte og passende.

3. Hvis de har dialog med patienter på internettet, bør læger opretholde passende grænser for læge-patient-forholdet, ligesom de ellers ville.

4. Læger bør overveje at separere personligt og professionelt onlineindhold.

5. Når læger ser indhold fra kolleger, som efterlader et uprofessionelt indtryk, har de pligt til at gøre den pågældende opmærksom på det, så han eller hun kan fjerne det eller tage andre passende forholdsregler. Sker det ikke, eller hvis der er tale om alvorlige brud på professionelle normer, bør lægen rapportere tilfældet til de relevante myndigheder.

6. Læger er nødt til at indse, at handlinger og indhold online kan påvirke deres rygte negativt, kan have konsekvenser for deres medicinske karriere og kan underminere offentlighedens tillid til den medicinske profession.

Blogs - også for læger

Danske læger har ikke blot taget f.eks. Facebook til sig, men har også fået øjnene op for mulighederne i blogs (oprindeligt web-logs, dagbøger på nettet).

Flere har meldt sig hos ugeskriftet.blogtspot.dk, hvor det f.eks. er læger, som blogger om it, almen praksis og forskning foruden en række andre emner.

Og i kølvandet på en nu nedlagt blog på læger.dk har tre unge læger etableret Læger uden filter-bloggen. Den understreger både mulighederne og begrænsningerne ved formen.

»Vi havde faktisk den tanke, at den skulle være meget bredt funderet og henvende sig til flere end læger. Til alle, der havde noget på hjerte inden for sundhedsområdet. Men vi præger den jo med vores emner«, siger en af initiativtagerne, Abir Al-kalemji.

For eksempel er der indlæg, som handler om FAM og fireårsreglen, der nok har mere umiddelbar appel til unge læger end til f.eks. KOL- eller kræftpatienter.

Men i selve formen lægger bloggerne ikke noget specielt i det faktum, at der er tale om et socialt medie. Den er et offentligt forum for debat og deltagelse som mange andre.

»Overordnet er det vores tavshedspligt, der er det grundlæggende. Vi kommer ikke med patientfølsomme oplysninger, og hvis vi skriver om en bestemt sag, gør vi det så anonymt som muligt«, siger Abir Al-kalemji.

»For mit vedkommende har jeg altid in mente, at det skal være noget, der ikke er personligt og ikke er urimeligt. Men jeg tænker også, at det ikke skal være beskyttende. I det, man lægger ud til debat, og den viden, man deler med andre, tænker jeg, at patienter er voksne mennesker, som selv bestemmer, hvilke informationskilder, de eksponerer sig for«, siger hun.

Så optræder du anderledes på bloggen, end du ville f.eks. over for en patient?

»Hvis jeg skulle tage et emne op over for en patient, tror jeg, jeg ville bruge samme ordvalg. Jeg ville måske justere for det lægefaglige i sproget, men ikke indholdet«, siger hun.

Erfaringer med Facebook

Professor Jesper Stentoft, Hæmatologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital har i en årrække kommunikeret med nogle af sine patienter via Facebook. Her er hans erfaringer:

Ugeskriftet: Hvordan fungerer Facebookgruppen?

Jesper Stentoft: Det er ikke nogen gruppe som sådan. Patienterne spørger mig, om jeg vil være ven med dem. Så siger jeg ja. Jeg er Facebookven med 15-20 af dem. Men jeg kunne ikke drømme om at gå den anden vej.

Ugeskriftet: Hvorfor ikke?

Jesper Stentoft: Man skal aldrig institutionalisere det - jeg kunne ikke drømme om, at f.eks. Aarhus Universitetshospital lavede en samarbejdsaftale med Facebook. Det skyldes bl.a., at der ikke er nogen datasikkerhed, som man kan stole på.

Ugeskriftet: Hvad bruger du det til - patientvejledning?

Jesper Stentoft: Hvis patienterne spørger om noget, kan mine svar allerhøjst være noget helt generelt. Så snart det er personrelateret, skriver jeg, at det skal de tale om over andre linjer. Men man kan følge med i patienternes liv. Det er ligesom i en konsultation. Der spørger man heller ikke bare om, hvordan det går med de røde blodlegemer. Man spørger til, hvad de går og laver til daglig, hvordan det går med skolen, vennerne, kæresten, hvad de skal lave i sommerferien. Det hører med i et ambulatoriearbejde at følge med i patientens liv.

Ugeskriftet: Er det en bestemt type patienter, der vil være Facebookven med dig?

Jesper Stentoft: Den ældste er snart 70 år. Men det er jo mest de unge. Det er så vigtigt med unge patienter, at man forsøger at forstå, hvad det er, der er vigtigt for dem. For mellem kulturen på et traditionelt hospital og ungdomskulturen er der en kæmpestor kløft.

Ugeskriftet: Hvor ligger begrænsningerne i dette her - ud over din pointe med sikkerheden?

Jesper Stentoft: Jeg er personlig kontaktlæge for 275 patienter. En praktiserende læge f.eks. har langt flere. Hvis man skulle kommunikere med dem alle sammen på denne måde, kunne det blive det rene ragnarok. Og jeg er nødt til at være strengt professionel på min egen profil og ikke f.eks. lægge private billeder ud.

Ugeskriftet: Hvad bruger du sociale medier til om fem år?

Jesper Stentoft: Vi er i gang med at udvikle et koncept med et eget, lukket netværk. Man kan sagtens forestille sig et socialt medie med begrænset adgang, som en større patientflok kunne have glæde af. Men det kræver nok ekstern støtte, for det er et stort udviklingsarbejde.