Skip to main content

Lægehuset med 20 medarbejdere

Journalist Anna Louise Stevnhøj, stevnhoj@post12.tele.dk

1. nov. 2005
6 min.

Huset på Carl Nielsens Vej i den idylliske fynske landsby er så stort, at det ved første øjekast kan minde om et lille sygehus.

Lægehuset rummer da også 20 medarbejdere, og dertil kommer, at huset låner lokaler ud til jordemoderkonsultationer og fødselsforberedelse.

Ni indvånere er læger - syv kompagnoner og to uddannelseslæger. Seks er sekretærer, tre er sygeplejersker, og de to sidste er henholdsvis en laborant og en socialrådgiver.

Der lægges nemlig stor vægt på tværfaglighed og udvidet samarbejde faggrupperne imellem.

»Vores socialrådgiver er f.eks. et fantastisk godt bindeled til mange af de myndigheder, vi samarbejder med. Hun laver forslag til socialmedicinsk behandling og deltager tæt i blandt andet pensionssagerne. Vi har især glæde af samarbejdet med hende ved vanskelige socialmedicinske problemstillinger, hvor hun sammen med os ofte deltager i møder med kommunens sagsbehandlere eller andre konsulenter udefra. Vi undgår desuden at skulle bruge så megen tid på at følge med i diverse regelændringer. Det står hun for,« fortæller praktiserende læge Karsten Mørkbak, der samarbejder med socialrådgiveren i endnu en funktion. De tilbyder parterapi.

»Det er et naturligt tilbud, fordi vi begge to er uddannede til det, og fordi vi synes, det er dybt relevant at have et samlet syn på vores patienters liv.«

Det tværfaglige arbejde foregår også ud af huset, idet man holder møder med områdets sundhedsplejersker og den tilknyttede jordemoder og har et tæt samarbejde med kommunens hjemmepleje om fælles patienter. Det kan vedrøre alt fra problemer med sårbehandling til psykisk syge og terminal pleje.

Fra vugge til grav læge

De faste læger i lægehuset i Nr. Lyndelse har i en vis udstrækning særlige kompetencer hver især. Karsten Mørkbak er fhv. lektor i sexologi ved Odense Universitet, men han har lige som flere af de øvrige læger i huset også en kirurgisk baggrund.

Det betyder, at praksisen udfører en række mindre kirurgiske indgreb i lokalbedøvelse.

Det er dog ikke sådan, at patienterne vælger læge ud fra interesseområde.

»Vi går meget ind for det, man kan kalde den gammeldags familielægetankegang. Vi følger vores patienter og deres familier så at sige fra vugge til grav, og det vigtigste er, at kemien passer, og at der er tillid og tryghed. Vi bruger til gengæld hinanden meget,« fortæller Lisbeth Munche Møller, der er en af de yngste faste læger, og som ud over at være praktiserende læge er kommunal børne-unge-læge en dag om ugen.

»Vi signalerer også i vidt omfang til patienterne, at vi ikke ved alt, og at vi spørger hinanden. Jeg kan da godt finde på at stikke hovedet ind til en kollega midt under en konsultation, hvis jeg er i tvivl. Det er et godt budskab at sende videre,« siger Lisbeth Munche Møller.

Sygeplejerskerne i huset tager sig af en række undersøgelsesfunktioner, lige som de hjælper ved rejseprofylakse, en række vaccinationer og småskadebehandling.

Henviser mindre

Lægerne har dog ikke nogen intentioner om at overtage egentlige sygehusfunktioner.

»Når man lige ser bort fra lidt ambulant kirurgi, laver vi egentlig ikke ydelser, der normalt hører til hos speciallæger. Det har vi heller ikke nogen ønsker om. Men vi afviger, når det gælder § 100-opgørelserne, vi henviser mindre end gennemsnittet,« siger Karsten Mørkbak, der ikke vil bryste sig af den lave henvisningsgrad.

»Man kan sige, at vi er hensigtsmæssige for de offentlige kasser. Men vi skal jo altid være kritiske over for os selv og diskutere, om vi henviser for lidt. Det er ikke nødvendigvis et ideal at være påholdende og tro, man kan klare det hele selv,« siger Karsten Mørkbak, der dog mener, at det kan handle om, at man i så høj grad rådfører sig med hinanden kollegialt, og at der i huset muligvis er lidt mindre tilbøjelighed til at lave det, man kan kalde defensiv medicin.

Der er nemlig stor tradition for at dele viden og tvivl, lige som man er åben og drøfter tingene med kollegerne, hvis der skulle opstå en klagesag.

»Det er for belastende at være praktiserende læge, hvis man ikke sørger for at udveksle. Der er ingen mennesker, heller ikke læger, der altid vurderer rigtigt, lige som ingen kan nå at holde sig helt ajour med alting altid,« siger Lisbeth Munche Møller.

Lægerne i huset har derfor valgt at køre den linje, at hvis en kollega vil på kursus, er det altid meget velkomment. Der er blot videreformidlingsforpligtelse til kollegerne, og det kan både have form af et oplæg eller eventuelt et rollespil, som det for nylig var tilfældet, da kollegerne drøftede den motiverende samtale.

Økonomisk ægteskab fordrer tillid

Villigheden til at give hinanden rum gælder ikke blot i forhold til kurser.

Der er tradition for, at lægerne i Nr. Lyndelse markerer sig i forskellige sammenhænge, både som undervisere, forskere, fagforeningspolitikere og deltagere i udviklingen af videreuddannelsen til almen mediciner.

»Det kræver stor enighed og rummelighed i forhold til hinanden. Økonomisk set er vi næsten mere gift med hinanden end med vores partnere derhjemme, for det er en stor forretning, og den enkeltes økonomiske og tidsmæssige dispositioner kan have indflydelse på alle de andre,« siger Lisbeth Munche Møller.

Dogmet er alligevel, at fleksibilitet og individuelle løsninger er det eneste rigtige.

»Det er hårdt arbejde med lange arbejdsdage at være praktiserende læge. Det er en bevidst overlevelsesstrategi, at vi giver hinanden rum, for vores erfaring er, at man selv får tilført energi, hvis man giver andre frihed. Derfor har vi også aftalt vidt forskellige individuelle arbejdsskemaer og fridagssystemer,« siger Lisbeth Munche Møller.

Det er til gengæld et helligt bud, at det er forbudt at gå ind i husets regnskabssystem og kigge efter, hvor meget de enkelte tjener ind til fælleskassen.

»Det gør man bare ikke. Den slags kan skabe utrolig dårlig stemning, hvis man selv er den sidste, der går hjem hver dag i en uge, og man føler sig overbelastet. Men vores fællesskab bygger på tillid. Vi går alle sammen ikke i for små sko. Hvis man får et problem med det, må man få det sagt til de andre i stedet for at gå og blive smålig,« siger Lisbeth Munche Møller.

Der er enighed om, at gruppen kun kan fungere, hvis man er åbne over for hinanden på de månedlige møder, hvor kun kompagnonerne er til stede. Det er også på de møder, man »giver hinanden lov« til eksterne aktiviteter, og hvor man afgør, hvem der skal betale, hvis en af lægerne bruger meget tid uden for huset.

Siden sidst - fagligt og socialt

»Vi har en runde ved hvert møde, hvor man fortæller, hvordan det er gået siden sidst - fagligt og socialt. Vi lægger vægt på at følge med i hinandens liv, også på hjemmefronten, fordi vi ellers ikke kan fungere som et tilstrækkeligt netværk for hinanden. Det er vigtigt, når vi vælger at køre praksisen, som vi gør,« siger Karsten Mørkb ak.

Det betyder blandt andet også, at alle læger tager på weekendtur en gang om året, hvor de f.eks. sejler i kano og sover i telt.

»Vi skal ud og høre hinanden snorke. Så ser man hinanden fra nye sider og lærer andre styrker og svagheder at kende. Det er godt, når man til daglig mest møder hinanden på gangene,« siger Karsten Mørkbak, der erkender, at det er et eksklusivt selskab at kæmpe sig ind i, når man er ny.

»Det har vi fået meldinger om flere gange, når vi har ansat nye læger. Vi andre er så indforståede, at vi ikke lægger mærke til det, men de nye kan opleve det vanskeligt. Det har kostet kriser et par gange, når der har været udskiftning, og vi har en gang valgt at hente supervision ind udefra for at få hjælp til at skabe en ny kultur. Men kriser er jo også udvikling.«

Almen praksis anno 2003

Det er vidt forskelligt, hvordan praktidesende læger anno 2003 organiserer sig, og hvordan de tilrettelægger hverdagen. Ugeskrift for Læger har besøgt forskellige praksiser, der markerer sig på hver sin vis. I denne uge er det lægehuset i Nr. Lyndelse på Fyn.