Skip to main content

Lægeklinik-tanken breder sig

Halsnæs kommune i Nordsjælland vil nødig vente længere på at lægemanglen finder en løsning. Borgmesteren foreslår en ”midlertidig klinik”. Sådan én åbner i Aalborg i næste uge.

Billedtekst: Selv større byer som Aalborg har problemer med lægedækning – selv i byens centrum. Foto: Wikimedia/Tomasz Sienicki
Billedtekst: Selv større byer som Aalborg har problemer med lægedækning – selv i byens centrum. Foto: Wikimedia/Tomasz Sienicki

Klaus Larsen kll@dadl.dk

3. maj 2016
2 min.

Borgmester i Halsnæs kommune i Nordsjælland, Steen Hasselriis (V), har ikke tid til at afvente, at en 23-punkts aftale mellem PLO og Region Hovedstaden løser problemet med lægemangel ii hovedstadsregionens udkanter.

”Jeg synes, at Region Hovedstaden bør lave en midlertidig klinik i Halsnæs Kommune. Vi lægger gerne lokaler til. Så kan de tage læger med forskellige specialer med og holde åbent for tilflyttere og flygtninge, indtil der kommer en fast løsning på problemet”, siger Steen Hasselriis til Frederiksborg Amts Avis.

Lægemanglen i Halsnæs har blandt andet medført, at flygtninge og nye tilflyttere i tre måneder ikke har haft mulighed for at få lægehjælp.

I weekenden kunne avisen fortælle, at Region Hovedstaden og de praktiserende lægers organisation PLO har aftalt en 23-punkts plan, som skal afhjælpe lægemanglen, der har ramt flere steder i regionen, herunder Halsnæs.

Regionsrådsmedlem Per Seerup Knudsen (S), som står bag planen, er positiv og opfordrer Steen Hasselriis til at sende sit forslag til ham.

”Så vil jeg læse det og drøfte det med PLO. Vi er i en sådan situation, at jeg er åben over for andre forslag også”, siger han til avisen.

Ny regionsklinik i Aalborg

Men det er ikke kun i udkantkommuner, at lægemanglen kradser. Selv inde i centrum af Aalborg har det i længere tid været et problem at sikre lægedækning til alle borgere, og for tiden er der ikke mulighed for at vælge praktiserende læge.

Regionen forudser, at problemet skærpes til sommer, når hundreder af nye studerende flytter til universitetsbyen.

Derfor har Region Nordjylland besluttet at åbne et ”midlertidigt lægetilbud” på Stengade midt i byen. Der bliver ifølge en pressemeddelelse fra Regionen tale om en regionsklinik i lokaler, der ligger i tilknytning til Aalborg Universitetshospital.

Borgere, som ikke har kunnet vælge læge, vil automatisk blive tilmeldt klinikken, der åbner den 9. maj.

”På længere sigt skal vi have fundet en robust og holdbar løsning for Aalborg, og den løsning skal vi her fra regionen finde sammen med Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og de nordjyske kommuner i Praksisplanudvalget”, siger Peter Larsen, afdelingschef i Region Nordjylland.

Billedtekst:

Selv større byer som Aalborg har problemer med lægedækning – selv i byens centrum. Foto: Wikimedia/Tomasz Sienicki