Lægekultur - hva' snakker de om?

Når hverdagen kradser, når vi snerrer lidt rigeligt ad hinanden på arbejdet; når erfarne kolleger ikke gider interessere sig for nyuddannede, når spareglade politikere gør arbejdet endnu mere utaknemligt, samtidig med, at der stilles krav om bedre kvalitet, præstationsmåling og udhængning af dem, der klarer sig dårligst; når mediemaskinen for gud ved hvilken gang går i kritisk selvsving, og der netop havner (endnu) en klagesag på skrivebordet - så er det tiden, hvor man skal studere og diskutere professionens idealer.

Det mener Lægeforeningen, som allerede er langt fremme i en debat om lægekultur.

Men også andre professioner oplever et pres, både indefra og fra omverdenen, der har sat gang i en debat om fagets kultur.

Lærere: Konstant til debat

Det er fx tilfældet i Danmarks Lærerforening (DLF), der for fem år siden søsatte en diskussion om fagets etik.

Men lærerne holdt snart op med at diskutere etik. Det var for nærliggende at opfatte det som »noget, man kunne dunke hinanden i hovedet med«, eller som en målestok, der kunne bruges til at skille sig af med en lærer ved diffust at stemple vedkommendes etiske handel og vandel.

I stedet tog diskussionen en retning, der har mange træk fælles med DADL's debat om lægekultur. Hos lærerne kom det til at hedde »professionsidealer.« Men indholdet lyder bekendt.

Ole Holdgaard, medlem af DLF's hovedstyrelse, genkender især de hensigter i lægernes kulturdebat, der handler om kollegialitet, omgangsformer og »opdragelsen« af nye kolleger ved at fungere som rollemodeller.

- Et af formålene med at arbejde med et ideal er bl.a., at nye kolleger skal vide, hvad de går ind til: Hvordan forholder man sig til kollegerne, hjælper hinanden og opretholder en god omgangstone? Og det handler også om, at man skal kunne påtage sig at kritisere en kollega på en måde, så vedkommende ikke føler sig trådt for nær, forklarer Ole Holdgaard.

Ole Holdgaard har ansvaret for at holde debatgryden i kog. Han indrømmer, at det ikke altid er lige nemt, og at der er store lokale forskelle i, hvor langt man er nået.

Men selv om DLF - formentlig til efteråret - ender med at vedtage en række formuleringer, er det ifølge Ole Holdgaard ikke slut dermed:

- Det betyder ikke, at så kan man hænge det op på væggen. Et ideal kan i sagens natur aldrig nås. Det vil være et område, der konstant vil være til debat.

Når vi har formuleret og vedtaget professionsidealet, ved jeg også som fagforeningsmand, at det kan bruges, når der skal strikkes en aftale sammen om løn og arbejdstid: Det resulterer i en bedre lærer; det må I betale for og give os muligheder for at leve op til.

Ole Holdgaard tilføjer, at et tredje formål med idealdiskussionen også er »en intern afstivning« over for et omverdenspres, som læger og en række andre offentligt ansatte mærker i stigende grad.

Endelig er der det psykiske arbejdsmiljø:

- Vi har ikke den samme formelle struktur som sygehusene, med overlæger, yngre læger og kandidater.

Men selv om vores strukturer er mere uformelle, kan tonen blandt lærere også nogle steder være barsk. Og det vil denne diskussion forhåbentlig også kunne pille ved, siger Ole Holdgaard.

Fysioterapeuter: Relevant diskussion

Set fra andre sundhedsprofessioners synspunkt er der vist allerede ved at ske noget med lægekulturen:

- Hvis man ser ti år tilbage, er der sket meget. Jeg tror også, lægerne gerne vil det tværfaglige samarbejde. Og der er kommet mange nye læger til, som ser mere fremad, siger fysioterapeuternes næstformand, Brian Errebo Jensen.

Hvis der ikke altid samarbejdes nok over fagkløften, bærer de andre faggrupper dog selv en del af skylden, mener han. Det er Brian Errebo Jensens fornemmelse, at mange læger, og måske især i de seneste ti år, er blevet mere lydhøre og endda selv efterlyser ideer og initiativer fra andre. Som til gengæld holder sig tilbage, fordi der »nok stadig er lidt autoritetstro over for lægerne.«

Emnet tværfaglighed er lidt ved siden af lægekultur, som det strikt er defineret i Lægeforeningen. Tværfaglighed og samarbejde med andre - det arbejder lægerne også med, men lægekulturdebatten vender sig indad.

- Det lyder særdeles relevant, også for os, siger Brian Errebo Jensen.

- Bortset altså fra, at vi har en anden kultur end lægerne. Vi er ikke akademikere og har også en anden uddannelsesstruktur, hvor vi ikke som i universitetsmiljøet går så meget alene, men mere har den gamle klasseundervisning.

Brian Errebo Jensen synes især godt om lægekulturdebattens tale om at være rollemodeller for yngre kolleger:

- Det tror jeg, man skal lægge større vægt på. Det er en god måde, også rent etisk, at vise, hvordan man tager hensyn til hinanden og patienterne. Det gør man bedst gennem rollemodeller, siger han og tilføjer:

- Vi overvejer på efterårets repræsentantskabsmøde at nedsætte et etisk udvalg. Og sådan et udvalg kan bl.a. have en vigtig rolle ved at igangsætte en debat om den måde, man behandler hinanden på og skaber et godt arbejdsklima.

DSR: Ikke hos os

Formanden for Dansk Sygeplejeråd, Connie Kruckow, ønsker ikke at kommentere diskussionen om lægekultur. Men DSR's fagchef, Bente Sivertsen, siger:

- Blandt sygeplejersker er der nok mere tradition for at introducere nyt til fagets kultur, end hos lægerne, hvor lægernes introduktionsprogrammer har fokuseret mere på de faglige opgaver.

Arbejdet med fagets kultur har længe været en - også formaliseret - del af sygeplejerskernes uddannelse. Muligvis, fordi kulturen blandt sygeplejersker i høj grad er en kvindekultur, hvor man i lang tid har arbejdet med »bløde værdier.« Derfor tror jeg, sygeplejersker har været hurtigere til at drage omsorg for kollegers ve og vel i al almindelighed, end lægerne har været.

Det har givet nogle redskaber, at ens professionelle uddannelse har lagt vægt på den slags:

Vi har forskellige uddannelser, hvor vi også arbejder med selvrefleksion, både i forhold til patienter, men også i relation til samarbejdet med kolleger, forebyggelse af udbrændthedssyndromer osv.

Men spørgsmålet er: Gør I det godt nok? Problemet med dårligt psykisk arbejdsmiljø, udbrændthed osv. rammer jo stadig sygeplejersker.

- Ok ja. Der har vi masser tilfælles. Men udbrændtheden kan også have ydre årsager, som fx oplevelsen af, at man kunne udrette meget, hvis man bare havde tid og kræfter, eller havde fået nogle flere beskeder fra patienten bragt videre - alt det, som fostrer udbrændtheden, men hvor en stærk kollegial supervision kan hjælpe meget.

Nogle få ukultiverede

Den amerikanske Joint Commission, som sidste år forestod akkrediteringen af H:S' hospitaler, har for nylig publiceret et »hvidpapir«, som Bente Sivertsen ikke forsømmer at henlede opmærksomheden på.

Papiret* handler specifikt om »sygeplejerskekrisen« i det amerikanske sundhedsvæsen. Men nogle har også beskrevet sygeplejerskerne som »kanariefuglen i kulminen« - de første, der dratter om, når atmosfæren bliver for giftig, og derfor handler et afsnit om »on-the-job abuse.« Det refererer til, at verbale overfald på sygeplejersker, »typisk fra lægeside«, er både »velkendt og endda udbredt« og anføres som én af mange årsager til, at sygeplejersker bliver kede af jobbet og søger andre græsgange.

Papiret citerer en nylig undersøgelse, foretaget af VHA (Veterans' Health Administration) for, at »blandt sygeplejersker, læger og sygehusdirektører betragtes sygeplejerske-læge-relationerne som et vigtigt emne på deres hospitaler, og at nedbrydende adfærd var en stærkt bidragende faktor til at mindske sygeplejerskernes tilfredshed og moral.«

Noget, der kan udløse et møgfald, var fx en sygeplejerske, der ringer eller »bipper« læger, især om aftenen eller i weekenden, for at stille spørgsmål eller få uddybet en ordre. Uventede forsinkelser, vanskeligheder med procedurer eller arbejdsgange, forandringer i patienters tilstand eller ordrer, der udføres forkert var andre triggere.

VHA-undersøgelsen konstaterer dog, at det kun er et lille mindretal af lægerne - 2-3 procent - der vrisser ad sygeplejepersonalet. Men da disse få lægers ukultiverede opførsel kan få alvorlige følger, også for patienterne, er mange hospitaler ved at indføre en »nultolerance-politik«, og nogle eksperter foreslår militant at efterligne den amerikanske strafferetspraksis med »three strikes and you're out.« Lægekultur på den hårde måde.

Læger går stille med det

Dansk Mentalhygiejne Center (DMC) er et konsulentfirma, som rådgiver ansatte i private og offentlige virksomheder. Hvert år får DMC tusinder af henvendelser fra ansatte i virksomheder, der abonnerer på deres ydelser, og mange handler om problemer på grund af dårligt arbejdsklima.

- Selv om vi har rigtig mange sygehuse blandt vore kunder, er det påfaldende, så få læger, vi ser i vores system, siger DMC's direktør, Leif Arnesen.

- Lægerne er meget mindre åbne end andre faggrupper, hvis de ikke har det så godt, som de måske burde have det. Hvis de i forbindelse med en diskussion om fagets kultur giver udtryk for, at der er problemer, burde vi også se dem hos os, men det gør vi sjældent.

Jeg kan kun gætte om forklaringen. Men måske er læger i højere grad end andre meget lidt tilbøjelige til at vise »svaghedstegn« eller give udtryk for, at de ikke er usårlige, siger Leif Arnesen.

Magistre: Lyder som en god idé

I Magisterforeningens universitetsafdeling kan man sagtens nikke genkendende til problemer med det psykiske arbejdsmiljø. Afdelingens formand, Leif Søndergaard, kender også tendensen til at betragte sit eget fagområde som »det eneste, der tæller« og de andre som idioter. En tendens, der især stikker fjæset frem i krisetider.

- Det, at man bagtaler kolleger, er heller ikke noget særsyn i universitetsverdenen, siger Leif Søndergaard, der er ansat på Molekylærbiologisk Institut ved Københavns Universitet.

- Men selv om meget kan skyldes ydre pres, kan man også gøre meget lokalt, siger han.

Leif Søndergaard fortæller, at han netop har deltaget i et møde for alle organisationer med universitetsansatte.

- Her nævnte DJØF-repræsentanterne, at de gerne på næste tillidsmandsmøde vil diskutere det psykiske arbejdsmiljø. Det er et problem, der er stigende opmærksomhed på, også i universitetsverdenen. Men det har endnu ikke udkrystalliseret sig hos os i en diskussion om særlige regler for omgangsformerne.

Det lyder faktisk som en god idé, at man lokalt diskuterer en etisk standard for, hvordan man omgås hinanden, siger Leif Søndergaard.

*) Joint Commission: Health Care at the Crossroads - Strategies for Addressing the Evolving Nursing Crisis http://www.jcaho.org/news+room/news+release+archives/health+care+at+the…