Regionernes tal for lægemanglen i almen praksis er misvisende, mener to forskere, som i en kronik i Ugeskrift for Læger sammenligner med det gamle normtal. Regionerne protesterer: ”Vi opererer ikke med et fiktivt behov, men med et faktisk behov”.
Det nytter ikke noget at diskutere manglen på læger i almen praksis ud fra regionernes tal. Det mener to forskere, som i en kronik i Ugeskrift for Læger sammenligner tal for lægemanglen fra regionerne - indhentet af Danmarks Radio (DR) i juni sidste år - med, hvordan lægedækningen ville være under den gamle norm med 1.600 borgere pr. praktiserende læge, det såkaldte normtal.
Bruger man den sammenligning, undervurderer to regioner lægemanglen, mens to overvurderer den.
Normtallet udgjorde et mål for, hvor tæt lægedækningen landet over burde være, men blev droppet i 2011. Planlægningen i almen praksis kunne dermed foregå uden hensyntagen til et bestemt forhold mellem antal læger og antal borgere.
Ulighed i sundhed er den elefant, der står inde i rummet, og som ingen taler om. Man er virkelig nødt til at se, hvor behovet er størst. Speciallæge i almen medicin, ph.d.-studerende Mads Kristensen, Forskningsenheden for Almen Praksis på Københavns Universitet
De to forskere mener, at man i nogle regioner forsøger at skjule, hvor stor lægemanglen egentlig er, bl.a. ved at inddrage ubesatte ydernumre og undlade at udbyde nye ydernumre, f.eks. hvis de eksisterende lægepraksisser i et område kan opsuge lægeløse borgere.
Ifølge kronikken har Region Sjælland f.eks. opgivet til DR, at den mangler 12 læger, men anvender man normtallet som målestok, ville regionen mangle næsten tre gange så mange, nemlig 35.
”Opgørelsen ... giver ikke et retvisende billede af lægedækningen i forhold til befolkningstallet”, står der i kronikken. Den siger heller ikke noget om problemets fordeling og tyngde.
”Siden 2011 er der f.eks. i Region Sjælland blevet markant flere patienter pr. læge i de socioøkonomisk udsatte kommuner, hvor antallet af læger fortsat er faldende”, skriver kronikørerne bl.a.
Praksisdirektør i Region Sjælland, Christina Sjøberg Lundgren, siger, at netop fordi lægemanglen er ulige fordelt, er det normtallet, der er misvisende.
”Vi maskerer absolut ikke noget. Men vi forholder os til, at der er meget stor variation i, hvor mange patienter, de enkelte læger kan se, og hvor de er placeret rent fysisk”, siger hun.
Faktaboks
Normtallet tilsiger, at I underdriver?
”Det er et forkert tal alene ud fra den betragtning, at nogle læger har langt over 1.600 patienter”.
Men er det ikke korrekt, at I har inddraget en række ydernumre?
”Fra den forrige overenskomst til den nye har vi fået et nyt planlægningsredskab, og det er jo det, vi bruger. Amterne og måske også regionerne tidligere har haft for vane at have nogle passive eller hvilende ydernumre. Det har vi gjort op med. Vi opererer ikke med et fiktivt behov, men med et faktisk behov”.
Endnu en faktor, der rykker billedet, er de klinikker, som regionerne selv driver, og de praksis, som drives af private virksomheder som Falck Healthcare og Nordic Medicare. Alene i Region Sjælland har man i øjeblikket seks af dem. Lægerne i disse klinikker er ikke talt med i kronikken, fordi klinikkerne formodes at være midlertidige.
”Vi mangler ikke 12 læger i dag. Bl.a. fordi vi har haft udbud (som blev vundet af private virksomheder, red.), har vi ingen lægeløse patienter”, siger Christina Sjøberg Lindgren.
Omvendt er der regioner, som ifølge kronikken overdriver lægemanglen. Region Syddanmark har således opgivet til DR i sommer, at den mangler 23 praktiserende læger, men anvendes normtallet, har regionen ti for mange.
Chef for Praksisafdelingen i Region Syddanmark, Frank Ingemann Jensen, bekræfter, at regionen ikke har nogen lægemangel, hvis normtallet skal være ledetråden. Men det er ikke nok blot at se på det tal, mener han.
”Antallet af sikrede (borgere tilmeldt en praktiserende læge, red.) siger ikke noget om de problemer, vi bakser med. F.eks. er lægemanglen geografisk skævt fordelt, og det afspejler heller ikke, at mange unge læger gerne vil arbejde mindre end fuld tid”, siger han.
”Man skal se på mange tal. Og man skal stille de rigtige spørgsmål. Jeg synes, det bedste mål for lægemanglen er, at der i regionen måske er 100-150 praktiserende læger, der er over 65 år og gerne vil sælge. Og vi uddanner måske 30-50 om året. Der er en ubalance”.
Tallet på 23 læger, som regionen ifølge DR manglede i sommer, er antallet af ledige kapaciteter. Det vil f.eks. sige ydernumre, der ikke er besat, og tremandspraksis, hvor der kun er to læger, udgør en ledig kapacitet.
Ud over de tre nævnte parametre – normtal, forhold mellem ældre læger og kommende læger samt ledige kapaciteter – opererer regionerne også med det antal patienter, som hver læge selv angiver at kunne tage, og som i nogle tilfælde kan overstige normtallet væsentligt.
Forskerne bag sammenligningen opfordrer til, at lægemangelen tages ud af en regional sammenhæng.
”Vi retter ikke nogen entydigt anklagende pegefinger mod nogen, men pointen er, at man skal se nærmere på, at regionerne opgør det forskelligt”, siger Mads Kristensen fra Forskningsenheden for Almen Praksis på Københavns Universitet – den ene af forfatterne til kronikken.
”Vi bør se på det på landsplan. Hvis hver region kommer med sine tal, er det svært at danne sig et overblik”, siger han.
”Ulighed i sundhed er den elefant, der står inde i rummet, og som ingen taler om. Man er virkelig nødt til at se, hvor behovet er størst. Hvis man går ind og laver en plan, er det enormt vigtigt at se på, at det f.eks. er forskelligt at være praktiserende i hver sin ende af det socioøkonomiske spektrum. Den del af det har man slet ikke haft med i tankerne tidligere”.
Men normtallet, som I sammenligner med, sagde jo heller ikke noget om, at f.eks. Lolland har mere ressourcekrævende patienter end Nordsjælland?
”Nej, men det ville være endnu mere usikkert ikke at bruge normtallet, for så gør man lægemanglen helt usynlig. Regionernes opgørelse af lægemanglen giver et misvisende billede. Man ville jo heller ikke droppe normtallet for f.eks. folkeskolen og daginstitutionerne. Men hvis man skulle lave en mere realistisk og fair sammenligning, skulle man se på de socioøkonomiske faktorer og sygelighed”.
Hvad synes du, der bør ske?
”Man har en almen praksis, som er blevet nedprioriteret i de seneste ti år, mens fokus har været på hospitalerne. Hele praksissektoren bør opgraderes, men det skal sikres, at de områder, der har mest behov, får de læger, der skal bruges”.
Læs også kronikken: Hvornår skal det nære sundhedsvæsen dimensioneres efter befolkningens behov for sundhedsydelser?
Læs også: Lægemangel: Regioner og PLO nærmer sig hinanden
Læs også: Lægemangel – også i København
