Skip to main content

Lægemangel: Region afviser udstrakt hånd fra praktiserende læger

En håndfuld læger fra Region Syddanmark har tilbudt at åbne for tilgang af patienter i nærområdet, for at tilflyttere kan få en læge tæt på. Forslaget blev afvist af regionen, der kun vil benytte grebet undtagelsesvist.
PLO Syddanmarks tilbud om at åbne for patienter udover kapaciteten, bliver afvist af Region Syddanmark. Illustration: Lars-Ole Nejstgaard.
PLO Syddanmarks tilbud om at åbne for patienter udover kapaciteten, bliver afvist af Region Syddanmark. Illustration: Lars-Ole Nejstgaard.

Britt Lindemann, brl@dadl.dk

18. feb. 2019
5 min.

Praktiserende læger i Billund Kommune vil gerne have lov til at åbne for selektiv tilgang af patienter fra nærområdet, selvom de ellers har fuld kapacitet. Flere læger ville gerne åbne for tilgang fra deres eget postnummer, imens de ikke var interesseret i at »åbne for sluserne« for tilgang fra det store opland.

Derfor har PLO Syddanmark på vegne af en gruppe læger i Billundområdet flere gange fremlagt et forslag for Region Syddanmark, for at kunne tilbyde nytilflyttede borgere en læge tættest muligt på.

Forslaget blev afvist, da det ikke er en del af overenskomsten, og regionen kun ønsker at benytte sig af denne mulighed i yderste nødstilfælde. I øjeblikket har 90 procent af lægerne i Billund Kommune lukket for tilgang.

»Vi har allerede rigeligt med patienter tilknyttet og ønsker derfor ikke at åbne helt for tilgang, men vi synes det er den bedste service at tilbyde tilflyttere mulighed for at vælge en læge, hvor de bor, derfor vil vi gerne tilbyde selektiv åbning«, forklarer Jeanette Fischer, der er praktiserende læge i Billund by.

Hun og hendes kompagnon har ellers tidligere fået lov til at åbne for selektiv tilgang, da alle læger i Billund by var lukket for tilgang, men den mulighed ophørte, da en ny læge kom til. Aktuelt er der igen lukket for tilgang hos alle læger i Billund by, og hun ærgrer sig derfor over, at det betyder, at nytilflyttere nu får længere til lægen.

»Som situationen er nu med lukket for tilgang hos læger mange steder i landet, så vil vi risikere at få patienter, der bor rigtig langt væk, hvis vi åbner helt for tilgang. Det er upraktisk, når det kommer til sygebesøg, men også når en patient skal til lægen under akut sygdom«, siger Jeanette Fischer.

Men er det ikke fair nok, at læger ikke bare kan vælge og vrage mellem patienterne?

»Jo, hvis vi ikke i forvejen var fyldt op med patienter, og har flere patienter tilknyttet end gennemsnittet i Danmark, så ville det ikke være rimeligt udelukkende at åbne selektivt for nogle postnumre. I vores by er det bare sådan, at alle læger har mange patienter og derfor har lukket for tilgang, og det, synes jeg, er dårlig service for nytilflyttere og giver ulige adgang til sundhed for borgerne i byen. Et problem der kunne løses ved selektiv åbning«.

De eneste læger i Billund Kommune, der har åbent for tilgang af nye patienter, er lægerne i Vorbasse, 14 kilometer fra Billund by og udbudsklinikken i Grindsted, 13 km væk.

PLO er skuffet over regionen
Flere gange har PLO Syddanmark foreslået regionen at lempe på reglerne, så læger og patienter kan komme tættere på hinanden. Foreløbig uden held.

»Regionen vil ikke tage imod vores tilbud om, at læger, der ellers ville have helt lukket for tilgang, kunne afhjælpe lægemanglen ved at åbne for nærområdet. Det er de gode til at arbejde med i Region Nordjylland, men hernede er man kun interesseret i den mulighed, hvis det er på Region Syddanmarks initiativ«, siger Jørgen Skadborg, formand for PLO Syddanmark og Samarbejdsudvalget.

Regionens afvisninger betyder ifølge Jørgen Skadborg, at der bliver længere mellem læger og patienter. Det er også en af konsekvenserne af den bekendtgørelse om lægevalg, der trådte i kraft ved årsskiftet og gør det muligt at beholde sin praktiserende læge, selvom man flytter væk. En bekendtgørelse, der mødte store protester fra PLO, fordi den kan gøre det sværere at få en læge tæt på, når udskiftningen af patienter er mindre.

Jørgen Skadborg oplever allerede konsekvenserne af, at der er mindre patientflow.

»I Billund Kommune har 90 procent af lægerne lukket for tilgang, så når LEGO tiltrækker international arbejdskraft, skal de til en lille landsby, der hedder Vorbasse, for at komme til læge. Og det er ikke hensigtsmæssigt for hverken læger eller patienter«, siger Jørgen Skadborg.

Der er en vis risiko for, at man i mange praksisser ville benytte sig af muligheden for at selektere patienterne, og det vil overordnet svække muligheden for et friere valg Bo Libergren (V), formand for Samarbejdsudvalget i Region Syddanmark

I juni 2018 udgav Sundheds- og Ældreministeriet en plan for »fremtidens almen praksis« under overskriften »En læge tæt på dig«. Jørgen Skadborg har svært ved at se sammenhængen med den kliniske hverdag.

»Regeringen ønsker sig et nært sundhedsvæsen, men det bliver mere og mere fjernt i lokalområderne, og den bevægelse medvirker regionen til ved ikke at tage imod vores tilbud«, siger Jørgen Skadborg.

Selektiv åbning er sidste udvej
Muligheden for selektiv åbning af tilgang har været diskuteret flere gange i Samarbejdsudvalget i Region Syddanmark, inden det blev endeligt afgjort. Blandt regionens argumenter imod var en henvisning til gældende overenskomst og en frygt for yderligere at svække lægedækningen og det frie lægevalg.

»Det er centralt i vores afvisning, at et flertal i Folketinget har ønsket et friere lægevalg. Hvis vi indfører denne praksis, er der risiko for, at man i nogle praksisser ville vælge den selektive model fremfor en generel åbning for tilgang. Det ville begrænse borgernes valgmuligheder«, siger Bo Libergren (V), der er formand for Samarbejdsudvalget i Region Syddanmark sammen med Jørgen Skadborg.

I Billund Kommune har 90 procent af praksis lukket for tilgang. Er det en begrænsning af det frie lægevalg, som man kunne undgå ved at lade flere praksisser åbne for selektiv tilgang?

»Der er en vis risiko for, at man i mange praksisser ville benytte sig af muligheden for at selektere patienterne, og det vil overordnet svække muligheden for et friere valg«, siger Bo Libergren.

Han kan godt forstå, at det rent praktisk ville være ønskeligt for læger at kunne samle deres patienter i et mindre nærområde, men er nødt til at tænke på hele regionen.

»Jeg er nødt til at være loyal over for den gældende lovgivning og lovgivers intentioner. Det kan ikke nytte, at vi i regionen undergraver lovgivers hensigt«, siger Bo Libergren.