Skip to main content

Lægemangel: Vupti, sådan løser man det problem!

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

28. sep. 2012
5 min.

Forhandlingerne om en ny overenskomst for de praktiserende læger gik i gang i sidste uge, og det store tema er lægedækningen.

Regionerne har meldt ud, at de ønsker større kontrol med, hvor lægerne nedsætter sig. Specifikt vil de gerne kunne tvinge dem til udkantsområderne.

Men den slags er slet ikke nødvendigt, mener PLO og har bevismaterialet klar - en ny handlingsplan for at lokke unge læger til almen praksis i udkantsområder, som organisationen og Region Syddanmark har forhandlet på plads i fællesskab.

Planen indeholder en hel perlerække af incitamenter - se Fokus side 2360 - til at lokke de unge læger til især det vestlige og det sydlige Jylland, både til intro- og hoveduddannelsesstillinger og til nedsættelse i almen praksis.

PLO undrer sig over, hvorfor sådan et region-læge-samarbejde ikke er gængs alle steder.

»Her har vi et eksempel på en region, der vælger den vej og ser ud til at klare sig rigtig godt med hensyn til at løse problemerne. Var det ikke en ide at samarbejde? Var det ikke en ide at finde positive incitamenter i stedet for at true lægerne?«, siger formand for PLO, Henrik Dibbern.

»Det er jo ikke lægerne, der har produceret lægemangelen. Det er underproduktion af praktiserende læger, der har skabt lægemangelen, og vi ser helst, at man ikke vælger straf, men at man understøtter lægernes valg i at komme længere ud i landet«, siger han.

Det er ikke nogen nem opgave - heller ikke selv om det bliver rigtig attraktivt at være praktiserende udkantslæge med fantastiske fysiske forhold, et super fagligt miljø og en god balance mellem job og fritid.

»Der er stadig den udfordring, at det er et vigtigt element at finde arbejde til ægtefæller. De er typisk højtuddannede, og man kan ikke trylle et akademikerjob op. Men handlingsplanen er et fint udtryk for kreativitet i at finde på mange forskellige ting, der kan lokke. Vi ved endnu ikke, hvor godt den vil virke. Men alene det, at der er en plan, og at man er begyndt at føre den ud i livet, er den rigtige vej at gå«, siger han.

Er det nok?

Den syddanske handlingsplan træder i kraft nu, og erfaringerne vil give et fingerpeg om, hvad der egentlig skal til.

»Incitamenter til læger virker overordnet, ligesom de gør på alle andre, men hvor meget, der skal til, ved vi ikke«, siger forskningsleder på Forskningsenheden for Almen Praksis på Syddansk Universitet, Jens Søndergaard.

»Men der skal virkelig noget til, før man rykker teltpælene op og slår sig ned et andet sted. Læger har jo typisk netværk omkring der, hvor de har studeret. De fleste er også kvinder, og de er gerne gift med en akademiker, som er svær at flytte. Jeg synes, det er en rigtig god start, men spørgsmålet er, om det er nok«, siger han om den syddanske handlingsplan.

Han synes, det er en svaghed, at der ikke er mere fokus på økonomi. I august viste en undersøgelse foretaget af nogle af Jens Søndergaards forskerkolleger, at uddannelseslæger på vej til almen praksis kunne lokkes til Udkantsdanmark, hvis de fik i snit 472.500 kr. om året ud over deres sædvanlige, forventelige indtægt. Men økonomi gør det ikke alene.

»Jeg tror, planen ville være stærkere, hvis der var et økonomisk incitament. Men økonomien er en af mange ting. Der er beliggenheden. Man skal også sørge for et godt arbejdsmiljø og undgå at få folk overbelastet. Det er f.eks. ikke tillokkende at sidde ene læge et sted, hvor der burde være tre«, siger han.

»Flot plan«

Hvad angår udbredelsen af de syddanske løsninger til andre dele af landet, vil formanden for Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RTLN), Jens Stenbæk (V), helst ikke sige for meget, fordi RTLN netop er gået i gang med at forhandle ny overenskomst med PLO.

»Jeg er altid lidt forbeholden over for at udtale mig, mens der foregår forhandlinger, men jeg tør godt sige, at jeg synes, det er en flot plan, som er lavet i samarbejde mellem regionen og PLO«, siger han.

»Den bygger på en del af de elementer, der blev aftalt i sidste overenskomst. Nogle af dem indgår også i disse forhandlinger, og vi arbejder på at gøre dem endnu mere fleksible og anvendelige. Man kan spørge, om denne her plan løser alle udfordringer i forhold til lægedækningen. Og Region Syddanmark bakker fuldt op om de krav, vi har stillet i forhandlingerne om ekstra redskaber og øget fleksibilitet«, siger han.

En direkte udbredelse til andre steder af elementerne i planen som f.eks. færre sikrede eller nedsat tid for nynedsatte praksislæger tror han ikke på.

»Regionerne er meget forskellige i forhold til dette her behov. Det er mere oplagt som regionale initiativer«, siger han.

Ud over at være formand for RTLN er du også regionspolitiker i Region Sjælland. Med den kasket på, er du så inspireret af planen?

»Jeg oplever på mange områder, at regionerne er gode til at inspirere hinanden. Der er et tæt netværk på administrativt plan, og der er også møder på politisk plan. Men der er forskellige behov i de fem regioner. Det kommer løsningerne til at afspejle«.

Næste forhandlingsmøde mellem PLO og RTLN er fastsat til 25. oktober.

Fakta

Den syddanske handlingsplan, der skal lokke læger til almen praksis i udkanten, øremærker 10 pct. af uddannelsesstillingerne i Vest- og Sønderjylland til særlig begunstigelse.

F.eks. får de uddannelsessøgende særlig adgang til databaser samt deltagelse i konferencer og kongresser. Og ansatte i introstillinger i almen medicin i udkantsområderne får en veludrustet lægetaske foræret.

Når lægerne er blevet færdige som speciallæger, er der også initiativer til at få dem til at nedsætte sig i regionens randområder. F.eks. er der mulighed for nedsat tid og færre antal sikrede i starten. Der er også fleksible organisationsmåder, f.eks. kan man blive praktiserende læge på licens.

Læs mere om Region Syddanmarks initiativer på side 2360.