Lægen på det nye Danmarkskort

Når Strukturkommissionen sidst på året kommer med sine udspil til det fremtidige administrative Danmarkskort står sundhedsvæsenet potentielt over for en af de største omvæltninger i sin historie. Grundlæggende har Lægeforeningen den holdning, at det er politikernes opgave at tegne det nye kort. Lægerne vil så gøre deres yderste for at gøre deres arbejde bedst muligt inden for den struktur, som det fastlægger. Men i den debat, der allerede har stået på i månedsvis, er der blevet lanceret planer og idéer, som helt entydigt ville forringe lægernes muligheder for at levere kvalitet. Det har ikke mindst været tanker om at dele lægerne i flere administrative sektorer og markedsføringen af sundhedscentre som alle løsningers moder.

Ugeskrift for Læger vil derfor i de kommende uger i en række temaer beskrive, hvordan lægerne ser deres placering på et nyt Danmarkskort. Det sker under overskriften »et bedre sundhedsvæsen«, en ambition, som vel næppe nogen kan være uenige i. Men det fastholder fokus på, at uanset hvilke beslutninger, der bliver taget i de kommende måneder, er det indholdet af det, der foregår på klinikken og kvaliteten af den diagnostik og behandling, som sundhedsvæsenet kan tilbyde befolkningen, der er det helt afgørende. Man må ikke forfalde til at lave forandringer for forandringernes skyld. Det første tema i dag handler om udviklingen hen imod færre og stadigt mere specialiserede sygehuse og de fordele, det giver for patientbehandlingen. De følgende temaer vil dreje sig om netop sundhedscentre, forskningens vilkår, den kompetente patient, et sundhedsvæsen med hukommelse og om økonomistyring af sundhed.

Sundhedscentre er ved at blive en realitet allerede inden Strukturkommissionen har udgivet så meget som et A4-ark. Det sker i form af politiske aftaler og beslutninger, der er meget forskellige fra sted til sted. Vi har sammen med de øvrige spillere på sundhedsområdet formuleret en fælleserklæring om sundhedscentre, hvor der netop lægges vægt på, at det er indholdet og kvaliteten af ydelserne, som er afgørende. Hvis sundhedscentrene ikke kan tilbyde kvalitet, er det en narresut, der blot skal dæmpe kritik af lukning af små sygehuse. Derfor er det helt afgørende, at centrene indgår i et sammenhængende sundhedsvæsen med den praktiserende læge som gatekeeper.

Befolkningen er langt mere veloplyst om sundhed i dag end for 10-20 år siden og stiller derfor også helt andre krav til sundhedsvæsenet. De vil være medbestemmende, og de vil derhen, hvor de får den bedste kvalitet. Frem for alt vil de behandles i nogle forløb, der hænger sammen og er forståelige, og de vil ikke risikere at blive mere syge af at blive indlagt, fordi de bliver udsat for utilsigtede hændelser og fejl. Det kræver, at fremtidens sundhedsvæsen har så få overgange som overhovedet muligt. Det kræver et sundhedsvæsen med en hukommelse, hvor vi kan lære af vores fejl, og hvor data bliver lagret og er let tilgængelige i en landsdækkende elektronisk patientjournal.

Det er et sundhedsvæsen, der er transparent, så patienterne kan se, hvor de får den bedste kvalitet. Det er et væsen med tilstrækkelige ressourcer til, at lægerne kan forske og fortsat forbedre de behandlinger, de kan tilbyde patienterne. Og det kræver et sundhedsvæsen, der er i stand til at uddanne fremtidens speciallæger. Den sundhedspolitiske dagsorden er domineret af et enøjet fokus på mere produktion i sundhedsvæsenet, og det hviler endda snævert på ventelisterne. De var et politisk problem her og nu, men vi skal føre politik for fremtidens sundhedsvæsen, så det enøjede fokus må væk, så også resten af sektoren får den samme opmærksomhed. Uanset, hvor stregerne går på det nye Danmarkskort.