Skip to main content

Lægen som motiverende sundhedskonsulent

Jan Andreasen, journalist og læge, Agonist

2. nov. 2005
7 min.

Torsdag d. 21. november afholder Forum for Motion og P.L.O. konferencen: Motion som Lægemiddel. Målet er klart. Lægernes og befolkningens forståelse af motions betydning for den enkeltes helbred skal styrkes ved, at motion bliver opfattet på niveau med et lægemiddel. Motion skal være the drug of choice i de tilfælde, hvor det er klinisk relevant. Det er gavnligt for patienternes helbred og for samfundsøkonomien. For faktum er, at der stadig er for stor en gruppe af mennesker, der ikke følger de kendte budskaber om at ændre livsstil. Men gruppen er svær at nå og få til at ændre adfærd gennem de traditionelle kommunikationskanaler, og den undlader også at følge lægernes velmente råd og anvisninger. Mennesker der tilhører denne gruppe, har alt for tit oplevet at være til eksamen og dumpe.

Den praktiserende læge har en enestående mulighed for at møde denne gruppe mennesker i en respektfuld, åben og motiverende samtale, hvor disse mennesker oplever at blive mødt, respekteret og forstået. Det giver dem en realistisk mulighed for en forandring af deres adfærd, mener praktiserende læge Sverre Barfod, Frederiksværk.

»Det er en unik situation, at patienterne kommer til os med nogle symptomer, som kan relateres til deres adfærd. Hvis patienten ønsker at høre det, så kan vi lægge en viden frem, men det er patienten, der skal gøre arbejdet og komme frem til sin egen erkendelse. Vi er som læger sundhedskonsulenten, der er med til at lette patientens forandringsproces gennem samtalen. Vi skal lade være med at give uinviterede råd men acceptere, at det er patienterne, der sætter dagsordenen«, siger Sverre Barfod.

Respekt for patientens holdning

Læger har svært ved at undgå at give råd, understreger Sverre Barfod. For det er en del af lægegerningen at kunne give råd og ordinere behandling på baggrund af en klinisk vurdering og viden. Men når målet er, at patienten skal hjælpes til at ændre sin adfærd, er der brug for, at lægen stiller patienten nogle spørgsmål, der kan føre patienten frem til en anden erkendelse.

»Det er ofte nemmere at spørge til rygevaner og motionsvaner end til forbruget af alkohol. For alkohol er stadig et tabubelagt tema. Men lægen skal tage mod til sig og prøve at spørge patienten om drikkevaner, for det bliver nemmere, når man har prøvet det nogle gange. Det er min erfaring, at patienterne accepterer, at de bliver spurgt om disse temaer, når de oplever sig respekteret og forstået og får forklaret baggrunden for lægens spørgsmål. Hvis lægen er i tvivl, så kan lægen spørge patienten, om det er i orden at stille spørgsmål om fx alkohol«, siger Sverre Barfod.

Lægen kan ifølge Sverre Barfod begrunde sine spørgsmål med, at der kan være en sammenhæng mellem de symptomer som patienten kommer med, og et stort forbrug af alkohol, for mange cigaretter eller for lidt motion.

»Vi skal stille vores spørgsmål på en måde, så patienterne selv formulerer grunden til at ændre deres adfærd. Det er patienten, der skal gøre arbejdet med at forandre sin adfærd. Vi skal som læger respektere patientens valg og beslutning uden at give køb på vores faglige viden, men det skal ske på en måde, så patienten kan komme til os igen uden dårlig samvittighed«, siger Sverre Barfod. »Lægen skal selvfølgelig præsentere sin viden om, at patientens gener måske kan afhjælpes, hvis det lykkes patienten at ændre sin adfærd«.

Hvis patienten gerne vil være mere fysisk aktiv for at undgå forværring af sin sukkersyge, kan lægen spørge patienten om, hvor meget patienten kunne tænke sig at motionere, og hvilken mængde motion der er praktisk mulig for patienten. Spørgsmål der belyser patientens tidligere erfaringer med at være mere fysisk aktiv er også vigtige at stille.

»Hvis patienten siger, at vedkommende ingen erfaring har med at være fysisk aktiv, kan vi møde patienten ved at give udtryk for, at vi godt forstår, at det så må være svært for patienten at begynde at dyrke motion. Lægen skal - med henvisning til patientens aktuelle problem - afdække patientens ambivalens mellem på den ene side hans ulyst til at dyrke motion og på den anden hans ønske om at afhjælpe de aktuelle problemer«.

Hvis patienten viser ulyst til at tale om et tema, kan lægen komme patienten i møde ved at sige, at han kan forstå, at det er et emne, det er svært at tale om. Somme tider kan det endda være nyttigt at skifte fokus, fx ved at spørge patienten om der er noget i hendes dagligdag, som det er mere væsentligt for hende at tale om ved denne konsultation.

Hvis patienten i det skjulte tumler med et vanskeligt personligt problem vil hun alligevel ikke have overskud til den adfærdsændring, som lægen kunne lægge op til.

»Som læge skal vi huske, at vi ikke skal ordne alt på en gang. Forandringer tager tid. Patienten har ofte haft de samme levevaner i mange år, og det er ikke realistisk at forvente, at de kan ændres radikalt på et par uger. Vi skal være meget opmærksomme på, hvor i forandringsprocessen patienten er. For hvis patienten ikke er klar til at forandre sin adfærd - så når vi ikke patienten med snak om konkret handling. Derfor er det vigtigt at sætte sine egne ambitioner ned - og i nogle tilfælde også patientens. Små realistiske skridt og tætte opfølgninger er vejen frem, hvor patienten får en oplevelse af, at lægen gerne vil høre til, hvordan hun lykkes med sine forandringer. Det er vigtigt ikke at gå længere end patienten ønsker«, siger Sverre Barfod.

Råd når patienten ønsker det

Det er patienterne, der skal beslutte sig for at en ændring skal ske, vælge sig konkrete, kortsigtede mål og - efter ønske - få råd af lægen om praktiske metoder til den konkrete situation. Lægen skal, ifølge Sverre Barfod, være aktivt lyttende, nærværende, engageret og respekterende. Lægen skal arbejde forskelligt med den patient, der ikke tror på, at motion gavner hans helbred, og den patient, der tror på det, men ikke har tiltro til, at han alligevel kan gennemføre en beslutning om mere motion. Det er derfor vigtigt for lægen at finde ud af, hvor barriererne ligger.

»Alkohol kan være svært at tale om, fordi det er tabubelagt, og kostændringer kan være svære at foretage, fordi patienten skal spise hver dag og derfor tvinges til daglige valg mellem sund/usund levevis. Ændringer i patientens fysiske aktivitet kan være vanskeligt, fordi det kræver tid og engagement, hvilket for mange er svært at skaffe i dagligdagen på grund af børn og arbejde«, siger Sverre Barfod, og understreger vigtigheden af, at samtalen afsluttes med en tilbud på opfølgning og en tillidserklæring til patientenes handlekraft: »Hvad vil du gøre i tiden indtil vi ses igen?«.

Men der er også patienter, der ønsker et autoritært råd eller vejledning fra deres læge. Det skal de have, hvis de ønsker dette.

»Jeg giver gerne patienterne et råd, når de beder om det. Nogle gange opstiller jeg to alternative løsninger, for så kan patienten selv vælge den løsning, der bedst tiltaler hende«, siger Sverre Barfod.

  • Det kræver øvelse at være en god sundhedskonsulent

  • Brug den motiverende samtale

  • Træn i din efteruddannelsesgruppe og gerne med egentlig supervision

  • Lad patienten beholde sit ansvar for ændringer

Svært at ændre lægers adfærd

Sverre Barfod er sammen med kultursociolog Thorkil Thorsen, Central Forskningsenhed for Almen Praksis, Panum Instituttet, ved at analysere resultaterne i et forskningsprojekt. Det har som et af sine formål at belyse, i hvor høj grad det er muligt at ændre lægernes adfærd over for patienterne. I projektet arbejdes med simulerede patienter.

»Vi har erfaring for, at når vi holder kursus i samtaleteknik, så er det ikke nok, at deltagerne bliver indført i denne samtaleteknik gennem øvelser og skriftligt materiale. Selvom lægerne er motiverede, så er det de færreste der har afprøvet teknikken over for patienterne, når vi mødes igen efter en periode«, siger Sverre Barfod.

Forandringens hjul

Det er patienten, der beslutter sig for at ændre adfærd. Dette sker ud fra en afvejning af fordele og ulemper ved at ændre adfærd (beslutningsbalancen). Lægens mulighed for at påvirke forandringsprocessen skal tage udgangspunkt i, hvor patienten er i forandringsprocessen, kendt som »forandringshjulet«, der består af seks stadier, som mennesker gennemgår, når de ændrer adfærd. Stadierne er: Førovervejelsesstadiet, overvejelsesstadiet, forberedelsesstadiet, handlingsstadiet, vedligeholdelsesstadiet og tilbagefaldsstadiet.

Kilde: Den motiverende samtale. Dansk selskab for almen medicin.


Referencer

  1. Barth T, Børtveit T, Prescott P. Endringsfokusert rådgivning. Oslo: Gyldendal Akademisk. 200.1