Lægens dilemma i konflikter

For nogle uger siden viste tv en dokumentarudsendelse med titlen »Kun en tysker«. I udsendelsen beskrev tidligere tyske flygtninge i Danmark i perioden 1945-1949 deres tilværelse i de lejre, de var internerede i. Der var sult og ringe hygiejne. Og børnedødeligheden var stor.

Den nævnte udsendelse, som vi ikke kan udtale os om, da vi var forhindret i at se den, affødte stor læserbrevsaktivitet i diverse dagblade. Udsendelsen var inspireret af overlæge Kirsten Lylloffs rapport »Kan lægeløftet gradbøjes?« efter krigen i Kosovo og af hendes historiske studier om tyske børns dødelighed under krigen. Kirsten Lylloff hævdede således, at 7.000 tyske flygtningebørn døde i Danmark i løbet af besættelsens fem år, uden at hverken befolkningen, embedsmænd eller læger løftede et øjenbryn.

Især stod blæsten dengang om de danske læger, som - støttet af Lægeforeningen og Udenrigsministeriet - ikke kunne påtage sig at undersøge og behandle de tyske børns sygdomme. Det er imidlertid ikke vort ærinde at gå nærmere ind i denne diskussion. Detaljerne er ikke tilstrækkeligt præsente, og andre er givet mere vidende om begivenhederne. Desuden kan det være vanskeligt at vurdere det skete med nutidens øjne. Hadet til den tyske nation var stort dengang. Ikke mindst efter, at tyskerne den 20. februar 1945 havde skudt fire yngre læger på Odense Sygehus.

Uacceptabelt men forståeligt

Men at man overfører hadet til nazismen og den tyske stat til uskyldige civile mennesker, er naturligvis helt uacceptabelt set med vore øjne. På den anden side er det forståeligt, at det kunne ske. Man må så erkende, at vi i Danmark ikke har noget at bryste os over, selv om vi ofte giver udtryk for vor store tolerance og medmenneskelighed.

Ved aflæggelse af lægeløftet forpligter vi os til som læger at behandle alle, der har behov derfor uden stands anseelse. Løftet har sin oprindelse i den hippokratiske lægeed og kan sammenlignes med den kristne etik - den samaritanske etik, om man vil: Pligten til at afhjælpe lidelse.

Man må formode, at læger i andre lande har samme etiske retningslinjer. Ikke desto mindre er det ubestridt, at læger både i NaziTyskland og i Japan foretog eksperimenter på egne borgere og på de besejrede landes befolkninger, for at udforske, hvad den menneskelige organisme kunne tåle af påvirkninger af fysisk, kemisk og biologisk art.

Læger i andre lande har medvirket ved tortur og eksekvering af dødsstraf. Måske lovligt angående henrettelser, men etisk angribeligt. Hvordan kan læger, der har lovet af afhjælpe lidelser, overskride denne grænse?

Vi tror, det drejer sig om had og angst!

Kan vi hjælpe fjenden?

Krig og konflikter kan ændre psyken hos den enkelte. Og begreber som moral og etik slides ned. Når man hader og frygter et folk eller en gruppe personer, ophører man med at betragte disse mennesker som medmennesker. De bliver tingsliggjorte, og ting kan man behandle efter forgodtbefindende. Respekt og hensyn til den enkelte er ikke påkrævet.

Had er imidlertid en stærk følelse! Selv om den ikke undskylder, at man gør vold på sin etik og medmenneskelighed, kan den dog forklare, at man gør det. Men at dræbe eller mishandle et andet menneske, blot fordi overordnede - enten ledere eller staten - kræver det, er ikke acceptabelt. Slet ikke i de tilfælde, hvor man med køligt overlæg foretager sig en handling, der så udpræget er i strid med, hvad man som læge har forpligtet sig til ved aflæggelse af lægeløftet.

Der er næppe tvivl om, at de fleste af os vil fastholde, at vi også under konflikter og belastninger vil kunne fastholde vor professionelle etik og moral. At vi vil være i stand til at behandle ethvert andet menneske på bedst mulige måde uden at tænke på, om der er tale om ven eller fjende.

Men er vi nu i stand til det? Og kan vi? De læger, der blev bedt om at hjælpe i de tyske interneringslejre, har formentlig haft de samme moralske og etiske holdninger, som læger i dag. Imidlertid vil, efter vor opfattelse, de fleste mennesker inkl. læger, kunne presses til at foretage sig ting, som de under normale forhold ville forsværge.

Dertil kommer myndighederne og organisationerne. F.eks. mente Foreningen af Yngre Læger i mart 1945, at alle jøder skulle hjemsendes fra koncentrationslejrene, inden danske læger skulle hjælpe de tyske flygtninge.

Og efter mordet på de fire reservelæger på Odense Sygehus mente Lægeforeningen ikke at kunne medvirke ved organisation af nogen form for lægehjælp til tyske civilflygtninge.

Gældende regler

Med andre ord kan man som læge komme i den situation, at efterlevelsen af lægeløftet ikke bliver muligt pga. et forbud fra en organisation eller fra staten. F.eks. blev en række døende tyske børn afvist indlæggelse på Blegdamshospitalet i marts 1945 under henvisning til, at de ikke var omfattet af en bestemt aftale med tyskerne. Om denne situation skrev den senere medicinaldirektør Esther Ammundsen i en beretning: »Det er meget vanskeligt at afvise disse patienter, der trænger hårdt til indlæggelse, men det er mit bestemte indtryk, at havde man blot én gang gået uden for de givne regler, var dette øjeblikkeligt kendt i vide kredse og havde dermed medført nye indlæggelser«. Henvisning til gældende regler og aftaler var således vigtigere end hensynet til efterlevelsen af lægeløftet og dets ordlyd om at hjælpe mennesker i nød.

Efter vor mening er Esther Ammundsens synspunkt forståeligt. Hun tænkte på de konsekvenser, som indlæggelser af de tyske børn kunne få. »I Fremskridtets Pris« udgivet af Indenrigsministeriet fra 1984 er det formuleret glimrende: En etisk vurdering af en given handling eller undladelse må ikke blot tage hensyn til handlingen eller undladelsen i sig selv, men også til dens konsekvenser. En i og for sig agtværdig handling kan blive problematisk i etisk henseende på grund af de konsekvenser, den fører med sig.

I dette dilemma i konflikten mellem tyskere og danskere valgte hun side - ikke fordi hun ikke gerne ville hjælpe de tyske børn, men på grund af de konsekvenser, som indlæggelsen af dem ville kunne få.

Flere kan reddes men én må ofres

Imidlertid gælder der andre forhold i nødretten. En problematisk handling i etisk henseende må accepteres for at undgå et endnu større onde. Ved at udføre en bestemt handling undgås konsekvenser, der er endnu værre end selve handlingen.

Ved at ofre ét liv kan flere måske reddes. Før kejsersnittet blev et relativt ufarligt indgreb, var man helt klar over, at hvis en kvinde var i fødsel og ikke havde kunnet føde sit barn, måtte barnets liv ofres, hvis moderen skulle overleve. Tidligere tiders anvendelse af skarpe instrumenter vidner om lægernes accept af disse forhold. I konflikten mellem at redde mor eller barn måtte lægen træffe et valg, selv om det eneste etisk uangribelige ville være at redde begge. En handling kan være nok så god i forhold til det etisk og moralsk forsvarlige, men den vil dog altid kun gøre det ud for det relativt bedst mulige.

I andre konflikter har lægernes etik og lægeløftet været under angreb. Da Yngre Læger strejkede i uge 21 i 1981, hævdede man, at lægerne ikke kunne anvende strejkevåbenet, fordi dette ville være et brud på deres lægeløfte. De fleste af lægerne svarede igen ved at deponere deres autorisation. Andre læger følte ikke, at de var i stand til bryde deres lægeløfte. Med andre ord kan den rette etik se forskellig ud alt efter synsvinklen.

Etiske standpunkter afhænger af tiden

Dette illustreres også af de diskussioner, der gennem årene har været om anvendelsen af antikonception, som i dag er en naturlig del af hverdagen. Men i 1920'erne gav spørgsmålet anledning til en voldsom dis-kussion i Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi. Diskussions- deltagerne holdt hver især på, at netop deres standpunkt var det eneste etisk rigtige. Dette eksempel viser, at etiske standpunkter afhænger af den tid, hvori det pågældende etiske standpunkt forfægtes.

Noget lignende gælder den diskussion, der tidligere har været i Danmark om fri abort. En diskussion, der stadig foregår i USA. Hvad der er etisk rigtigt, afhænger således også af kulturelle og religiøse forskelle.

Når en patient, der havde udtalt sig nedsættende om en læge, der tilbød sin hjælp, alligevel blev behandlet på Amtssygehust i Gentofte, er det udtryk for en efterlevelse i lægeløftet; patienten kunne i princippet være alvorligt syg og behøve hjælp. I denne konflikt var meningerne delte. Mange læger mente, at patienten måtte tage imod den hjælp, der blev tilbudt. Andre, at hospitalet handlede fuldstændig korrekt ved at tilkalde en anden læge.

Eksemplet viser, at etiske afgørelser ikke er absolutte i den forstand, at de kan udledes fra et sæt af på forhånd givne faste normer, der gælder universelt. En etisk afgørelse må nødvendigvis træffes i bestemte situationer og får dermed karakter af en afvejning af fordele og ulemper - godt og ondt - i situ-ationen og hensyntagen til både handling og konsekvenser.

Dette gælder også, selv om man som læge må følge det samaritanske princip om at behandle de patienter, der er afhængige af en. Der vil dog altid være undtagelser. Det vigtigste er vel, at man holder fast i sin integritet og sin medmenneskelighed.