Lægens indsats større, end det ser ud til

Sundhedsstyrelsens tal siger, at seks procent af de indskrevne til alkoholbehandling i 2006 blev henvist af deres praktiserende læge. Fra flere sider er det blevet sagt, at det er for lidt og udtryk for, at der tales for lidt om alkoholvaner i lægernes praksis. Men er det tilfældet?

Anders Beich er tilknyttet Central Forskningsenhed for Almen Praksis med blandt andet projekt om praktiserende lægers engagement i behandling og forebyggelse af alkoholproblemer. Han arbejder både som praktiserende læge og i et alkoholambulatorium. Dermed kender han emnet fra begge sider, og han er ikke så sikker på, at rapportens seks procent uden videre kan betragtes som for lidt:

»Nej, det kan jeg ikke umiddelbart vurdere, for man skal se ind bag tallene. Man kan ikke bare sige, at lægerne henviser for lidt. Det er jo flot, at omkring halvdelen ifølge rapporten selv tog initiativ og henvendte sig til behandling, men vi ved jo ikke, hvad der ligger forud. Der kan have været mangen en god snak med lægen, før skridtet blev taget. Og jeg ved fra mit arbejde på ambulatoriet, at mange gerne vil tage æren selv. Det er der ikke noget at sige til. Man står sig godt ved at sige, at ,Nu går den ikke mere, det er blevet for meget, og nu skal der gøres noget ved det`. Så der kan sagtens være en indsats fra lægen, socialrådgiveren, pårørende, arbejdskolleger eller andre bag, uden at der direkte har været tale om en ,henvisning`«.

Men er det ikke lægens opgave at henvise til behandling, hvis samtaler om alkohol viser, at der er et behov?

»Man henviser jo ikke bare til alkoholbehandling på samme måde, som man henviser til en undersøgelse på hospitalet. Alkohol er et emne, som det er meget svært at snakke om, og det vil det blive ved med at være. Vi kan let få patienten til at ,løbe skrigende bort`, hvis vi foreslår behandling. Jeg har selv oplevet, hvordan en patient, der efter en rigtig god samtale kaldte sig selv alkoholiker, omgående vendte rundt, da jeg foreslog behandling, og påstod, at han ikke drak mere, end Sundhedsstyrelsen anbefaler. Vi skal få patienten til selv at erkende behovet for at gøre noget, og det tager tid, nogle gange lang tid. Konfrontation duer desværre ikke som metode; patienten må konfrontere sig selv. Det vigtigste er at være en god lytter, og der skal tages hul på samtalen på den rigtige måde. Der er ingen grund til bare at vælte en masse information ud over patienterne, for den kender de i forvejen. De ved udmærket, hvor lidt de bør drikke, og at det har konsekvenser at drikke mere. Man kan for eksempel sige, at ,du har for højt blodtryk, og det kan forværres af tobaksrygning, for meget alkohol, at du bevæger dig for lidt osv. Er noget af det relevant for dig?` På den måde kan man komme ind på alkoholvaner. Men der er ingen facitliste. Man kan ikke bare systematisere eller opstille nogle spørgsmål i et skema. Og vi er som læger ikke uddannet til at rådgive. Vi er uddannet til at finde sygdom og foreskrive behandling - ikke til disse vanskelige samtaler«.

Hvordan bliver den praktiserende læge så bedre til samtalen om alkohol og til at rådgive individuelt?

»Gennem supervision. Det er for mig at se den eneste vej. Dette emne er så følsomt og så svært, at det er afgørende, at vi tager rigtigt fat på det. Og det har vi ikke lært. En supervisionsgruppe kan fint bestå af kolleger, og der kan eventuelt være tilknyttet en psykolog. Man kan bruge video; det giver virkelig noget, man opdager, at den lægelige omnipotens ikke dækker rådgiverrollen. Det er svært og det tager tid, men vi kan blive bedre til samtalen. Der findes ikke dokumentation for, at det er mængden af rådgivning, der skal være større. Men der findes dokumentation for, at kvaliteten af rådgivningen kan blive bedre«, siger Anders Beich.

Læs også artiklen »Alkohol og livsstilssygdomme« på side 3404.