Skip to main content

Lægens Uddannelsesbog nærmer sig »kick off«

Amtssundhedsdirektør Henning Bruun-Schmidt, formand for styregruppen for Lægens Uddannelsesbog. E-mail: sufhbs@vibamt.dk

31. okt. 2005
5 min.

Lægens Uddannelsesbog er en elektronisk uddannelsesbog for alle turnuslæger og læger, der er under speciallægeuddannelse. Ud over de specialespecifikke porteføljer, som udarbejdes af specialeselskaberne, indeholder Lægens Uddannel-sesbog tjeklister, kompetencekort, kursusplaner og en dagbogsfunktion, som gør det muligt for den uddannelsessøgende læge at registrere egne noter, relevant litteratur mv. Baggrunden for udviklingen af Lægens Uddannelsesbog er Speciallægekommissionens betænkning fra 2000, som anbefaler, at der inden for alle specialer udvikles en portefølje til brug for læger, der er under uddannelse.

For at understøtte lægernes brug af porteføljen, opfordrede Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse sygehusejerne til at tage initiativ til udviklingen af en elektronisk portefølje.

På den baggrund nedsatte Amtsrådsforeningen i efteråret 2004 en styregruppe bestående af sygehusejerne, Sundheds-styrelsen, Lægeforeningen, Dansk Medicinsk Selskab samt de tre regionale sekretariater for lægelig videreuddannelse med det formål at udvikle og implementere en elektronisk uddannelsesbog. Samtidig blev Lægens Uddannelsesbog sat i udbud blandt en række prækvalificerede virksomheder, og it-virksomheden TietoEnator vandt opgaven. Styregruppen har fulgt udbudsprocessen, udvalgt leverandør og skal sikre, at Lægens Uddannelsesbog bliver et anvendeligt redskab for de uddannelsessøgende læger og deres vejledere, de uddannelsesansvarlige overlæger, de regionale sekretariater, amterne og H:S samt Sundhedsstyrelsen.

Lægens Uddannelsesbog understøtter registrering og læring

Formålet med Lægens Uddannelsesbog er at udvikle et redskab, der gør det nemmere for den uddannelsessøgende læge at registrere sine erhvervede kompetencer. Endvidere skal uddannelsesbogen skabe grundlag for samarbejdet mellem den uddannelsessøgende læge og dennes vejleder, således at der foregår en løbende dialog, som understøtter den enkelte læges personlige læring. Lægens Uddannelsesbog har med andre ord en del, som er obligatorisk, nemlig registrering af kompetencer, og en del, som den enkelte læge kan bruge i et omfang, der passer den pågældende. Lægens Uddannelses-bog kan på den måde understøtte det behov, sundhedsvæsenet har for dygtige og højt uddannede læger, som løbende udvikler og bruger deres kompetencer bedst muligt.

Et redskab til de regionale sekretariater, amterne og H:S samt Sundhedsstyrelsen

Lægens Uddannelsesbog skal anvendes i de regionale sekretariater for lægelig videreuddannelse og - for så vidt angår turnus og almen medicin - i amterne og H:S og understøtte arbejdet med at tilrettelægge uddannelsesforløbene. Lægens Uddannelsesbog indeholder bl.a. en rapport- og statistikfunktion, som gør det muligt at generere et elektronisk overblik over samtlige uddannelsesforløb. Desuden indeholder Lægens Uddannelsesbog et evalueringsmodul, som kan sikre, at der sker en systematisk evaluering af uddannelsesforløbene. Ud over vejlederne, de uddannelsesansvarlige overlæger og den uddannelsessøgende læge selv, kan evalueringsmodulet have interesse for bl.a. sygehusledelserne og sygehusenes videreuddannelsesudvalg, fordi det kan give et fingerpeg om, hvordan afdelingerne varetager uddannelsesopgaven.

Endvidere skal Lægens Uddannelsesbog anvendes i Sund-hedsstyrelsen i forbindelse med udstedelsen af autorisation af speciallægeanerkendelse. Konkret indebærer det, at den uddannelsessøgende læge kan hente den dokumentation i Lægens Uddannelsesbog, som skal indsendes til Sundheds-styrelsen i forbindelse med ansøgning om autorisation.

Gennem veloverstået testperiode

Udviklingen af Lægens Uddannelsesbog begyndte i januar 2005 med en række afklarende workshopper. I maj blev der afholdt en 14-dages test af en prototype af Lægens Uddannel-sesbog med deltagelse af et udsnit af de kommende brugere af uddannelsesbogen. Formålet med testen var at få input fra den store gruppe af brugere og have mulighed for at tilrette systemet inden den endelig leverance. Desuden havde testen til hensigt at tilknytte repræsentanter fra en række sygehusafdelinger og almen praksis til Lægens Uddannelsesbog og skabe en form for »ambassadører«. Det er tanken, at testdeltagerne kan inddrages i den videre udvikling af uddannelses-bogen.

Testen omfattede ca. 40 uddannelsessøgende læger ansat i introduktionsstillinger og vejledere fra hele landet. Delta-gerne repræsenterede fire udvalgte specialer: intern medicin, almen medicin, ortopædisk kirurgi og anæstesiologi. Testperioden blev indledt med et seminar i midten af maj, hvor deltagerne blev præsenteret for Lægens Uddannelsesbog og fik fremvist den prototype, som skulle testes.

Efter 14 dages testforløb »hjemme« på afdelingerne og i almen praksis, samledes deltagerne endnu en gang og samlede op på deres erfaringer fra testperioden. Forinden havde deltagerne udfyldt et omfattende spørgeskema, hvor de evaluerede selve testen og de forskellige funktionaliteter i Lægens Uddannelsesbog.

Deltagerne i testen var meget engagerede i afprøvningen og kom med mange gode forslag til, hvordan systemet kan gøres bedre. Nogle forslag var af teknisk art, mens andre var mere møntet på de indholdsmæssige muligheder i Lægens Uddannelsesbog. Testen af prototypen har betydet, at projektets styregruppe har formuleret en række ændringsønsker til leverandøren, således at Lægens Uddannelsesbog i så høj grad som muligt kan imødekomme brugernes forventninger. Ændringsønskerne indebærer dog, at Lægens Uddannelses-bog leveres senere end planlagt og først kan tages i brug i de første specialer fra november i år.

Adgang via sundhed.dk

Lægens Uddannelsesbog bliver tilgængelig via den fælles offentlige sundhedsportal sundhed.dk. Brugerne får adgang via et personligt digitalt certifikat, som skal udstedes i det enkelte amt. Det er samme certifikat, som bruges til at få adgang til fortrolige patientdata (medicin mv.) på sundhed.dk.

I første omgang kan brugerne alene få adgang til Lægens Uddannelsesbog via en almindelig computer, men det er tanken, at der på et senere tidspunkt skal udvikles en version til brug på en PDA (eller lignende bærbar enhed), således at de uddannelsessøgende læger kan bruge uddannelsesbogen direkte i det kliniske arbejde.

Sikkerheden i forbindelse med PDA-løsningen er dog endnu ikke på plads, idet det ikke er teknisk muligt at anvende digitale certifikater på en PDA.

Gradvis implementering

Det bliver ikke muligt at tage Lægens Uddannelsesbog i brug inden for alle specialer samtidig, og der bliver i stedet tale om en gradvis implementering synkront over hele landet. Det er således ikke sådan, at alle specialer kommer i gang fra november i år, og formentlig er det kun enkelte specialer, der kan tage uddannelsesbogen i brug allerede i år. Projektets styregruppe tager senest i oktober stilling til rækkefølgen for, hvor Lægens Uddannelsesbog skal implementeres i de enkelte specialer. De uddannelsessøgende læger kommer til at tage Lægens Uddannelsesbog i brug, når de påbegynder deres uddannelsesforløb, mens de læger, der er i gang med et uddannelsesforløb, kommer i gang efterhånden.

For at sikre, at brugerne får det optimale udbytte af Læ-gens Uddannelsesbog, er der bestilt et e-learning-værktøj, som giver en kort introduktion til uddannelsesbogen og kan understøtte brugen af systemet.