Skip to main content

Læger diskuterer akutbetjening

Journalist Klaus Larsen, klaxis@journalist.dk

14. nov. 2005
9 min.

ODENSE

Lægeforeningen nåede på Lægemødet i april til principiel enighed om en akutpolitik, som alle delforeninger kan bakke op. Men hvad siger medlemmerne? Lægeforeningen havde i onsdags indbudt til medlemsmøde i Odense om forslaget til »Fremtidens akutbetjening«, og her præsenterede Lægeforeningens formand Jens Winther Jensen hovedtrækkene og nyhederne i forslaget, som blev vedtaget på Lægemødet 2005.

Jens Winther Jensen udpegede den vigtigste nyskabelse i akutoplægget: »At det bliver en specialist i almen medicin, der vil bidrage til at sende patienten det rigtige sted hen på det rigtige tidspunkt. Det er det nye og gode i oplægget«.

Ifølge Jens Winther Jensen vil forslaget, hvis det gennemføres, sikre nemmere og hurtigere adgang til rette behandler, bedre sammenhæng i patientforløbet, højere kvalitet i behandlingen og bedre ressourceudnyttelse - og ikke mindst: et bedre arbejdsmiljø og gode uddannelsesmuligheder.

Praktiserende læger vil gerne visitere

Enigheden, som på Lægemødet 2005 mundede ud i en formuleret akutpolitik, var netop - principiel. Den gælder de store linjer, mens en række konkrete områder stadig er genstand for analyse og diskussion.

En af de knaster, der skulle høvles ned for at nå til enighed, gjaldt den såkaldte enstrengethed. De fleste var enige om, at man kunne ønske sig et system med en primær indgang til sundhedsvæsenet: nemlig via egen læge og lægevagt. De praktiserende læger i PLO var skeptiske: Ville det ikke medføre en overbelastning af en i forvejen stærkt presset praksissektor? Efter et omfattende analysearbejde konkluderede PLO, at merarbejdet ved at påtage sig visitationspligten ville udgøre i alt en procent i dagtiden, hvor PLO havde haft flest betænkeligheder.

I vagttiden vil der ganske vist også ske flere henvendelser, når al skadestuehenvendelse skal ske telefonisk, men ifølge næstformand i PLO, Yves Sales, vil de praktiserende læger være i stand til at stille med det nødvendige antal læger til de store lægevagtsorganisationer, som ifølge akutoplægget skal etableres i regionerne.

Et andet problem, som PLO afdækkede, var imidlertid, at de praktiserende læger ikke altid er så tilgængelige i dagtiden, som det er nødvendigt for at få en lægevisiteret akutordning til at fungere. Det er - overvejende - et teknisk problem, som PLO arbejder på at løse.

Speciallæger i vagt

En anden knast - som der stadig høvles på - er tilstedeværelsen af speciallæger i vagten.

De yngre læger, der bærer den største del af vagtbyrden, vil hellere end gerne indgå i de akutteams, som i større og bedre kvalificerede enheder skal modtage de visiterede patienter. Yngre Lægers accept var især knyttet til, at modtagelserne også skal være bemandet med speciallæger inden for alle relevante specialer, der med supervision og vejledning kan sikre en høj uddannelsesmæssig værdi i vagterne.

»Problemet i dag er, at de yngre læger er til stede. Der er bare ingen speciallæger, så det kan være både ensomt og psykisk belastende at gå alene rundt midt om natten og allerede under turnus risikere at stå, ikke bare med en stor arbejdsbyrde, men nok så vigtigt: med ansvaret for at modtage uafklarede patienter, når de mere erfarne læger kun er i tilkald og ikke er til stede«, sagde Berit Bjerre Handberg, der på vegne af Lægeforeningens kvalitetsudvalg fortalte om de tanker, udvalget har gjort sig om sygehusfunktionen i »Fremtidens akutbetjening«.

»Kongstanken«, forklarede Berit Bjerre Handberg, »er, at alle akutte patienter, der kommer ind på sygehuset, skal samles på et sted. Her skal være et fast tilknyttet personale, som er vant til at håndtere akutte patienter - og samtidig skal der være tid og mulighed til al den diagnostik, der halter i det nuværende akutsystem - røntgen, ultralyd, CT, og hvad udviklingen i øvrigt løbende byder«.

Akutmodtagelserne skal som nævnt have speciallæger fra »de relevante specialer«. Hvilke specialer, der som minimum er relevante, er hverken arbejdsgruppen, kvalitetsudvalget eller Lægeforeningen som helhed dog færdige med at diskutere.

»Men der er næppe nogen, der er uenige i, at det omfatter intern medicin, kardiologi, ortopædkirurgi, kirurgi og radiologi«, sagde Berit Bjerre Handberg.

Et spørgsmål, som formentlig rummer stof til megen diskussion, er bl.a., om der skal være speciallæger i disse specialer til stede, eller skal de blot, som i dag, kunne tilkaldes?

Overlæge Torsten Lang-Jensen, Odense Universitetshospital, forudså et problem med akutteams: Det kunne blive »en rodet organisation«, hvis man lagde op til, at forskellige speciallæger skal være med: »Skal de så ikke lave andet? En fra hvert speciale skal sidde i kaffestuen og vente på patienterne?« Odense-overlægen så hellere, at der så deltog læger, som arbejder dedikeret med akutområdet, og at man så »kan trække på andre specialer, når det bliver for svært«.

Basis- og udvidede akutsygehuse

Skal alle disse speciallæger være til stede om natten, vil det i hvert fald kræve meget store enheder. Det kan både Lægeforeningen og amterne/regionerne formentlig nok blive enige om - men erfaringerne viser også, at lokalsamfundene nødig giver slip på illusionen om effektive, døgnåbne akutmodtagelser ved små sygehuse tæt på borgerne.

»Derfor vil jeg gerne være med til at give politikerne de bedst mulige argumenter for at samle funktionen ved store enheder: nemlig, at en samlet lægestand er enig om, at det er forudsætningen for at yde en ordentlig kvalitet døgnet rundt«, sagde Berit Bjerre Handberg.

Selv om der endnu er et godt stykke vej til enighed om dette i Lægeforeningen og i de videnskabelige selskaber, håber hun på et system, hvor den praktiserende læge, der ringer til akutmodtagelsen, taler med en speciallæge, så de sammen kan give et kvalificeret bud på en diagnose:

»Så er der også en primært behandlingsansvarlig på sygehuset, og når patienten så modtages, kan den relevante speciallæge vurdere, at tilfældet ikke umiddelbart er livstruende og overlade patienten til en yngre læge i akutmodtagelsen.

I tvivlstilfælde, eller hvis der er mistanke om alvorlig sygdom, er der mulighed for at foretage en række undersøgelser, eller måske straks beslutte, at patienten i virkeligheden skal ses af en helt anden speciallæge, så patienten hurtigt kan udredes for samtlige ,farlige` diagnoser uden først at skulle rundt til flere afdelinger. Efter udredning skal de patienter, der har brug for det, umiddelbart kunne behandles«.

»Men skal det fungere, nytter det ikke, at operationsgangen og intensivafdelingen ligger på et andet sygehus. Man er nødt til at have adgang til fx de operationsfaciliteter, der er nødvendige, hvis patienten kræver øjeblikkelig operation«, sagde Berit Bjerre Handberg.

Derfor har kvalitetsudvalget bl.a. arbejdet med begreberne basisakutsygehuse og udvidede akutsygehuse:

»Nogle af de sjældner e specialer - fx thorax- og neurokirurgi - kan man ikke have alle steder, hvor man skal have akutsygehuse. De findes kun få steder i landet. Så uanset hvordan systemet skrues sammen, vil der stadig være et antal patienter, der får brug for at blive flyttet fra det sygehus, de kommer til, og til et andet - med udvidet akutfunktion. Men det antal skal minimeres ved at stille væsentligt højere basiskrav, end virkeligheden er i dag.«

En bærende idé i »Fremtidens akutbetjening« er oprettelsen af akutteams, der som noget naturligt vil opfatte »alle patienter som vore patienter«. For ti år siden havde den slags tanker formentlig været helt urealistiske, fordi mange opfattede hele akutområdet som et lavstatusområde. Men det har, ifølge Berit Bjerre Handberg, ændret sig inden for traumeområdet:

»For ti år siden var det absolut ikke fint at beskæftige sig med traumer - de store ulykker. Men efter at hele præhospitalsdelen er opprioriteret, og traumeorganisationer osv. er skudt op, har området fået faglig prestige. Det vil vi gerne udvikle med henblik på alle akutte patienter og ikke kun for den relativt lille del af de akutte patienter, som er traumatiserede«.

Brug for teams

Spørgsmålene er mange, fx om den praktiske organisering: Skal speciallægerne være ansat i akutmodtagelsen, eller skal de være udlånt fra deres respektive afdelinger? I så fald vil man næppe kunne opnå den ånd, der gerne skulle gøre akutteamet til en sammentømret enhed, der betragter de akutte patienter som »deres«.

Skal der være en rotationsordning? Hvem skal være leder af akutmodtagelsen? Og hvilke specialer er uomgængelige i et akutteam? Og hvordan sikres samarbejdet med de afdelinger, der skal afgive personale?

Ledende overlæge på Amtssygehuset i Glostrup, Inger Søndergaard, tvivlede på, at man kan få mange speciallæger til at føle sig specielt knyttet til en akutmodtagelse: »Man kan ikke få en, der er ved at blive kardiolog, til at blive på det akutte område. Hvordan kan man skabe stolthed om noget, der ikke er klart defineret?« sagde Inger Søndergaard, der mente, at det nok ville kræve et særskilt speciale på akutområdet.

Lægeforeningens formand, Jens Winther Jensen, mente ikke, at det nødvendigvis er lige nu, at man skal afgøre præcis hvilke specialer, der skal være til stede i en fremtidig akutmodtagelse, eller tage stilling til ønskeligheden i et nyt speciale.

»Vi skal i højere grad beskrive hvilke kompetencer, der skal være til stede, når man modtager akutte patienter«. Han mente ligesom Berit Bjerre Handberg, at der vil være behov for en bred vifte af diagnostiske muligheder.

Lægeforeningen holdt i september et møde med specialeselskaberne om det samme emne og indhentede en lang række konkrete forslag og ideer til det videre arbejde frem mod det endelige »Fremtidens akutbetjening«, der skal behandles på Lægemødet 2006.

Jens Winther Jensen oplyste, at det under mødet med specialeselskaberne bl.a. blev gjort klart, at Lægeforeningen ikke nødvendigvis har som målsætning at etablere et speciale inden for akutområdet. Men en klar målsætning er dog, at patienterne skal modtages af et akutteam med deltagelse af forskellige specialister, som kan arbejde på tværs af specialerne.

Dette havde i hvert fald neurokirurgerne hilst velkomment, idet de inden for den nuværende ordning oplever, at de fx må udrede almenmedicinske patienter, hvilket ikke er hensigtsmæssigt.

Enighed giver indflydelse

Der var på Odense-mødet stor tilfredshed med et så usædvanligt initiativ som et medlemsmøde i DADL, og med det foreløbige oplæg - som blev positivt modtaget i diskussionen. En diskussion, som også gjorde det klart, at den principielle enighed stadig dækker over en mængde konkrete spørgsmål, som kan blive vanskelige for overlæger, yngre læger, kirurger, medicinere og praktiserende læger at finde samlede svar på.

Lægeforeningens kvalitetsudvalg, som står for arbejdet med »Fremtidens akutbetjening«, arbejder videre med papiret frem til Lægemødet 2006, og vil bl.a. indhente de videnskabelige selskabers bemærkninger til udkastet. En særlig

arbejdsgruppe er oprettet til at arbejde med sygehusdelen, ligesom relevante udvalg i Lægeforeningen og delforeningerne skal inddrages.

Samtidig arbejder Sundhedsstyrelsens Enhed for Planlægning med en rapport om akutområdet, som ventes afleveret til indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen omkring nytår. Lægeforeningen deltager i Enhedens referencegruppe. Enheden er i øvrigt netop blevet oprustet med Lone de Neergaard, der for nylig forlod stillingen som lægefaglig direktør i Hovedstadens Sygehusfællesskab.

Lægeforeningens formand Jens Winther Jensen har opfordret de videnskabelige selskaber til at drøfte akutområdet, og opfordrede på mødet i Odense deltagerne til at gøre det samme:

»Det vil være hensigtsmæssigt, hvis Lægeforeningen med en samlet lægestand bag sig kan melde ud omkring akutområdet efter Lægemødet 2006. Det giver de bedste muligheder for politisk indflydelse«, sagde formanden.

Fakta

Lægeforeningens forslag til fremtidens akutbetjening indebærer bl.a., at patienter får én primær indgang til sundhedsvæsenet: egen læge og lægevagt alarmcentral 112 oprustes med den nødvendige lægefaglige rådgivning almenmedicinske patienter skal behandles ved egen læge og lægevagt de åbne skadestuer skal lukkes der oprettes fælles akutmodtagelser for kirurgiske og medicinske patienter, der udelukkende modtager visiterede patienter og 112-patienter akutindsatsen på sygehusene koncentreres på færre, men større og bedre kvalificerede enheder akutmodtagelser bemandes med speciallæger og uddannelsessøgende læger under supervision og vejledning inden for alle relevante specialer speciallæger med kvalifikationer, kompetencer og erfaring inden for den præhospitale behandling skal være ansvarlige for det præhospitale område alle led i akutbetjeningen - egen læge, vagtlæge, sygehus og den præhospitale behandling - skal kvalitetssikres i overensstemmelse med den danske kvalitetsmodel