Læger er autister

Med overskriften »Hvad er en læge værd« kom seks forskellige foredragsholdere ind på flere aspekter af en yngre læges liv.

Se og bliv set

Med disse ord afsluttede sygehuspræsten sit indlæg, hvor hun især talte om værdien af at være læge. Hun gjorde hurtigt klart, at set fra hendes verden er det ikke lønnen i sig selv, der gør lægelivet værdifuldt. Præsten understregede meget, at det er op til den enkelte læge at værdisætte sig selv og sit eget liv. Med ordene »værdisæt dig selv« gennemgik præsten, hvordan det, man selv vælger at lægge vægt på, faktisk indeholder svaret på, hvad det er, der er værdifuldt for den enkelte.

Efter dette blev præsten meget alvorlig, idet hun beskrev, hvordan hun ofte møder ensomme yngre læger. »Hvis I ikke bliver bedre til at tale om og med hinanden, bliver I mere og mere afsondret og isoleret på jeres arbejde, og så kan det være lige meget med position, prestige, status og uddannelse« advarede præsten. Ikke alt kan måles og vejes, et lille »hej, hvordan går det« eller »hej, hvor dejligt at se dig«, kan mange gange gøre mere for lægen end 1.000 kr. mere om måneden.

Intet svar

Der findes ikke ét endeligt svar på, hvad der er bedst for patienten, begyndte patientombudsmanden sit indlæg. Kommunikation er dog halvdelen af det. Halvdelen af patientklagesager i Norge skyldes dårlig kommunikation og dårlig kontakt mellem patienten og lægen. I Norge hjælper loven ikke. I patientsikringsloven står der blot, at »patienten har ret til den nødvendige helsehjælp«. Patientombudsmanden foreslog derfor, at lægerne selv tog kommunikationsproblemerne op. »I må selv blive ved med at forbedre jer og forholde jer til patienternes ønsker« var det afsluttende forslag fra den norske patientombudsmand.

Historien er vigtigere end lægen

Det var det provokerende budskab fra en af Norges kendteste tv-journalister, som i mange år har beskæftiget sig med opsøgende problemjournalistik.

Han var blevet bedt om at svare på, om lægerne skulle pilles ned fra piedestalen og sættes i skammekrogen. Nej, var hans entydige svar. Men lægerne må vende sig til, at »læge-stof« ofte er godt »journalist-stof«.

Tv-journalisten påpegede at befolkningen forventer, at læger er ansvarsfulde, ærlige og oprigtige. Historier, hvor læger afsløres som fejlbehandlere, løgnere, bedragere og grådige er derfor interessante. Læserne forventer det nemlig ikke. Han nævnte som eksempel, at det ikke ville være en god historie, hvis en hund bed en læge, men en god historie, hvis en læge bed en hund. Desuden er der vinklen, altså den måde journalisten vælger at anskue historien på.

Her bruger journalister ofte »tænk hvis det var mig«-vinklen. Det får læseren til at identificere sig med patienten (læs: ofret). Hvilket sælger historien.

Tv-journalisten sluttede med at opfordre lægerne til bedre at forstå og bruge journalisterne. En læge med en god kontakt til journalister kan få stor indflydelse på, hvad medierne bringer og indflydelse på, hvordan »vinklingen« bliver, og dermed hvordan lægerne fremstilles.

Udnyt systemskiftet til en bedre løn

Det var opfordringen fra direktøren for den offentlige arbejdsgiverorganisation i Norge, NAVO. Sygehusvæsnet i Norge undergår store forandringer pr. 1. januar 2002. Den væsentligste forandring er den statslige overtagelse af sygehusene, hvor sygehusene i de 19 fylker (amter) bliver omlagt til fem store sygehusvirksomhedsregioner.

Det er i forbindelse med denne omstrukturering, at direktøren for de offentlige arbejdsgiverorganisationer opfordrede lægerne i Norge til at være med til at modernisere lønsystemet.

Et løndannelsessystem, som udelukkende baserer sig på anciennitet, er stift og ikke i overensstemmelse med den øgede decentralisering, der er lagt op til. Løndannelsen bliver herved »autistisk« afsondret fra de øvrige ansættelsesforhold i vores sygehusvæsen. Ved at indføre et mere individuelt lønsystem får vi muligheden for at koble uddannelse og kompetenceudvikling sammen med lønnen, sluttede direktøren, velvidende at de yngre læger i Norge er noget skeptiske over for en sådan model.

Offentligt ansat eller professionel

Sådan var spørgsmålet fra ledelseskonsulenten, som i øvrigt var uddannet læge, men havde valgt det private erhvervsliv frem for den offentlige sektor. Hovedtemaet i hans indlæg var værdisætning af den enkelte medarbejder. Budskabet var, at man nu skulle professionalisere den offentligt ansatte. I moderne virksomheder holder man ikke bare regnskab med pengene, men man opgør og regner også med den »humane kapital«.

I den moderne virksomhed vil summen af hver enkelt medarbejders bidrag altid være mindre end helhedens/organisationens samlede bidrag. Derfor bruger man meget tid på at tilrettelægge den enkelte medarbejders uddannelse og kompetenceudvikling, således at hun bliver tilfreds og dermed yder mest mulig til den fælles opgaveløsning.

Det nytter ikke noget at binde en medarbejder til en stol, man skal gøre ansættelsesforholdene så attraktive, at medarbejderen får lyst til at blive siddende, sluttede ledelseskonsulenten.

Vi skal gøres os fri fra de andre offentligt ansatte

Det var den norske lægeforenings nyvalgte præsidents »autistiske« forslag til, hvordan man fik hævet grundlønnen for yngre læger i Norge.

Nogle tal over grundlønsudviklingen for yngre læger i Norge har vist, at grundlønnen i de sidste år er faldet med op til hele 22%. Andre beregningsgrundlag har ikke kunne bekræfte et så stort fald i grundlønnen, men et fald på minimum 5% er alle enige om.

Det er selvfølgelig et kæmpe problem for en fagforening, indrømmede den nye lønforhandlings ansvarlige præsident. Forklaringen skal bl.a. findes i, at helt op til 40% af yngre lægers løn kommer fra ulempegodtgørelser. Det er selvfølgelig godt for lønnen, men helt uacceptabelt for medlemmerne og for arbejdsmiljøet.

Hvad værre er, fortsatte præsidenten, kompetenceudvikling har været helt glemt i det anciennitetsbaserede lønsystem. Vi må overveje, om lighedsprincippet skal nedprioriteres til fordel for mere individuelt aftalt løn. Vi må lære at prissætte os selv, men selvfølgelig skal fagforeningen også i videst mulige omfang hjælpe de svage i et sådant system, sluttede præsidenten.

Danmark og Norge

Det er ikke hundrede år siden, en ung dansk prins tog til Norge for at blive konge.

Den historiske sammenhæng mellem Danmark og Norge mærker man tydeligt, når man går rundt i Oslo, men at de norske yngre læger skulle tumle med de selv samme problemer og muligheder som os danske yngre læger, var alligevel en overraskelse.

Konklusion

Jeg tror ikke, at hverken danske eller norske yngre læger er autister, men der er noget om, at svaret og løsningerne ligger meget i vores egne hænder. Kun via dialog kurerer vi det autistiske. Vi skal også i Danmark gøre en indsats for at blive bedre kollegaer. Vi skal også i Danmark kræve, at løn, funktion, kvalifikation og kompetenceudvikling hænger sammen i en individuel plan. Vi skal også i Danmark udvikle vores kommunikative evner.

I Norge er der ca. 70 meter mellem hver patient (jf. en befolknings tæthed på 15/km2 ). I Danmark er der kun ca. 8 meter mellem hver patient. Det burde give os danskere et forspring i indretning af et hensigtsmæssigt sundhedsvæsen.