Læger er ikke politifolk

Lægers opgave er at yde lægehjælp, ikke at medvirke til eller at legitimere myndighedsudøvelse. Det er baggrunden for, at Lægeforeningen har besluttet at anbefale læger ikke at medvirke ved transport af afviste asylansøgere.

Baggrunden er en konkret sag, hvor en læge ledsagede en psykisk syg asylansøger, som skulle udvises. Fra start var det klart, at det kunne komme på tale at give patienten beroligende medicin ved hjælp af tvang, hvis han blev urolig under transporten. Kernen i sagen er, at lægen ikke er med for patientens skyld, men har til opgave at berolige eller passivisere, for at udvisningen praktisk kan gennemføres.

Vi har lagt vægt på, at Europarådets Konvention om Menneskerettigheder og Biomedicin understreger vigtigheden af det informerede samtykke, samt at menneskets interesser og velfærd skal have forrang frem for interesser, der alene vedrører samfundet og videnskaben.

Og vi har naturligvis også lænet os op ad Lægeforeningens etiske regler, som bl.a. understreger, at patienten skal give sit samtykke til behandling, og at lægen skal værne om tilliden mellem læge og patient.

Den tillid undergraves, hvis patienter oplever, at læger medvirker ved udsendelse af syge asylansøgere eller ansøgere, der udvises under tvang. Vi får som stand en ny og problematisk rolle, som kan betyde, at den udviste opfatter lægen som myndighedsudøver på linje med politiet. Lægen selv kan komme i en loyalitetskonflikt, hvor hensynet til patienten kommer i konflikt med politiets ønske om at gennemføre en udvisning.

Lægeforeningen mener, at det i konkrete tilfælde kan være relevant, at læger – inden transporten – vurderer asylansøgeres helbredsforhold. Denne rolle som sagkyndig har lægen i andre sammenhænge på begæring af myndigheder, f.eks. ved udarbejdelse af statusattester for kommuner, blodprøvetagning i sager om promillekørsel mv. Hvis et menneske er for sygt til at klare rejsen i forbindelse med en udvisning uden lægehjælp, må lægen meddele myndighederne, at personen p.t. ikke tåler transport.

Lægeforeningen er ikke alene med den holdning. Vi er i tråd med vores norske søsterforening, som i 2006 kom med en lignende anbefaling. Det er vigtigt, at vi som læger er opmærksomme på den særlige rolle, vi har i samfundet. Det betyder ikke, at Lægeforeningen tager stilling til udlændingepolitik. Det er en sag for Folketinget og den brede offentlighed. Det er heller ikke udtryk for, at vi ikke vil hjælpe politiet, som læger i mange sammenhænge har et nødvendigt og velfungerende samarbejde med.

Men vi fastholder, at enhver patient, også selv om vedkommende er udvist af landet, i mødet med en læge aldrig skal være i tvivl om, at lægen er der for at hjælpe ham eller hende – og ikke andet.