Skip to main content

Læger har også brug for empati

Klaus Larsen, kll@dadl.dk. Fotos: Palle Peter Skov

12. feb. 2013
9 min.

Da reservelæge Henrik Saksø for et år siden flækkede nyren under en fodboldkamp, var det indledningen til et rolleskift fra læge til patient. Ulykken kostede fire ugers hospitalsindlæggelse. Tre uger befandt han sig på intensiv på Skejby Sygehus, herunder 12 dage i respirator.

»I starten af min indlæggelse på skadestuen var jeg ved fuld bevidsthed. Selvom jeg er ret autoritetstro, og ikke begyndte at blande mig i, hvordan specialister skulle gribe behandlingen an, kunne jeg som læge ikke lade være med at kompetencevurdere: Man får hurtigt en fornemmelse af, om lægen er kompetent og kan sit kram, eller om der er lidt usikkerhed at spore«.

»Er det en gammel rotte, der siger ,Du har flækket nyren, Henrik, og nu gør vi sådan og sådan`, lægger jeg mig trygt tilbage og overlader det hele til ham«.

Henrik Saksø havde naturligvis også det held, at han kom ind på landets største skadestue, hvor han ikke først skulle tilses af den yngste, mindst erfarne læge. Han kom hurtigt i specialisthænder.

»Jeg ved ikke, om det var tilfældigt, eller fordi jeg er læge. Men der kom hurtigt en speciallæge, og der blev hurtigt tilkaldt en anden - men på det tidspunkt var jeg morfinpåvirket og mere eller mindre ligeglad«.

Vi har vores favoritter

En læge, der bliver syg, skal man behandle som enhver anden patient. Det er der enighed om blandt de læger, Ugeskriftet har talt med, og som har befundet sig i begge ender af skalpellen.

På Vejle Sygehus' ortopædkirurgiske afdeling får overlæge Per Kjærsgaard-Andersen og afdelingen jævnligt henvendelser fra både læger og sygeplejersker, som søger dertil, hvis de skal have knæ- eller hoftealloplastik. Per Kjærsgaard-Andersen har selv oplevet, at kolleger - også specialekolleger - fra en anden region har henvendt sig specifikt til ham. Sådan er det jo, selv om man ikke snakker så meget om det:

»Vi har jo alle vores favoritter. Hvis jeg brækker benet, ved jeg da godt, hvilke kolleger, jeg helst vil have til at hjælpe mig«, siger han.

Og selvfølgelig er det noget anderledes, når patienten er en kollega:

»Så bliver der altså stillet ekstra skarpt. Især, hvis vedkommende er kollega på et tilsvarende eller højere niveau«, siger Per Kjærsgaard-Andersen.

Hans personlige erfaring er, at man gør bedst i at behandle kollegaen som enhver anden patient og endda være ekstra omhyggelig, når man informerer, for man kan nemt fristes til at tro, at kollegaen jo ved det meste:

»Samtalen starter nok på et andet niveau. Man har nok en forventning om, at de har gjort sig nogle overvejelser på forhånd. Men man kan ikke deraf slutte, at kollegaen er helt afklaret med hensyn til operationen, herunder også risikoen for utilsigtede hændelser. Derfor er det vigtigt, at man ser dem dybt i øjnene og spørger, om de er sikre på, at de ønsker denne operation. Det gør jeg altid, uanset om patienten er en kollega eller ej«.

En skytsengel

Fodboldulykken var ikke Henrik Saksøs første kontakt til sundhedsvæsenet i rollen som patient: Tre år tidligere, umiddelbart før kandidateksamen, fik han som 29-årig en ny hjerteklap ved en planlagt operation og er derfor i blodfortyndende behandling.

Efter ulykken blev han under forløbet på Skejby løbende tilset af en anæstesioverlæge, som egentlig ikke havde noget at gøre med behandlingen. En fordel, som han kan takke sit tilhørsforhold til lægestanden for:

»Han kendte mig både fra studiet og fra min hjerteoperation og blev en slags ,skytsengel`, der indimellem dukkede op for at se, at alt gik, som det skulle. Der fik jeg klart en fordels-behandling«.

Når Henrik Saksø havde overskud til det, ville han gerne følge med i sin behandling. Han stillede spørgsmål og fik informationer på et adækvat niveau. Andre gange orkede han ikke at høre, hvad en prøve havde vist, eller spørge, om de nu havde husket dit eller dat.

Selv når man faktisk forstår, hvad der bliver sagt hen over sengen, er det ikke altid en fordel, mener Henrik Saksø. Faktisk er det nogle gange en ulempe:

»Når de siger, at ,Vi bliver måske nødt til ...`, ved jeg, at det er udtryk for usikkerhed på, om man er ved at træffe den rette beslutning. Lige som når man siger, at ,Vi vil ikke gøre noget på nuværende tidspunkt, men vi overvejer forskellige scenarier`. Så ved jeg godt som læge, at det kan være helt tilfældigt, om valget falder på den ene eller det andet. Det kan blive nogle ord fra en tilfældig person, der tipper vægtskålen. Så havde jeg lyst til at sige: ,Hvis I vælger at operere, skal I sgu være enige alle sammen`«.

Efter udskrivningen fik Henrik Saksø ros af den ledende overlæge, som syntes, han havde været en god patient - af en læge at være:

»Han roste, at jeg ikke selv ville styre behandlingen og sjældent modsatte mig noget. Det havde han flere gange oplevet hos ældre, mere forstokkede kolleger, der havde deres mening om, hvordan tingene skulle gribes an«.

For lidt og for megen viden

Og rosen var velfortjent. Da Ugeskriftet talte med overlæge Mikael Rørth, Rigshospitalets onkologiske afdeling, pegede han på risikoen for, at den behandlende læge lader en kollega, som er patient, overtale sig til at iværksætte ekstra undersøgelser eller på anden måde bryde de velbegrundede rutiner.

»Pludselig står man så og har gjort forløbet mere kompliceret, end det behøver at være, så man af misforståede kollegiale hensyn risikerer at skade sin patient«, advarer Mikael Rørth.

Den samme erfaring har Per Kjærsgaard-Andersen, og han mener derfor, at man nogle gange er nødt til at påtage sig rollen som den gammeldags, paternalistiske læge, der ved bedst: nemlig, når kollegaen i sygesengen på samme tid både ved for meget og for lidt.

»Så skal man beskytte dem imod, at deres personlige, faglige viden trækker dem i en uhensigtsmæssig retning«, siger han.

På grund af hans ekspertise i hofteoperationer hænder det, at en kollega spørger Per Kjærsgaard-Andersen, om

han ikke »lige kan finde en tid i denne uge«. Men det siger han nej til, for der er en god grund til, at proceduren er, som den er:

»Når man sætter elektiv kirurgi i gang, starter en hel proces for at afklare alt, som kan blive komplicerende. Hvis man lader kolleger springe over et eller to led, så risikerer man at overse forhøjet blodtryk, blodfortyndende behandling eller andre komplicerende faktorer«.

»Det er ikke en depression!«

»Læger hader at sidde på den forkerte side af skrivebordet, hvad enten de har gigt, forhøjet blodtryk eller noget psykiatrisk«, siger professor i psykiatri Tom Bolwig.

Tom Bolwig har ikke tal på alle de læger, han gennem 40 år på Rigshospitalet havde som patienter. Det skyldes ikke mindst, at det har været uskreven lov, at læger fra små provinsbyer blev henvist til Rigshospitalet for at skåne dem for den stigmatisering, mennesker med psykiske lidelser risikerer i et lille lokalsamfund.

»Lægen som patient kan være besværlig nok. Men i de somatiske specialer kan man dog vise sin patient et røntgenbillede, en skanning, en blodprøve eller en mikroskopi, og så slutter diskussionen dér«, siger Tom Bolwig.

»I psykiatrien er problemet, at laver man en psykologisk test og en hjerneskanning, kan man jo alligevel ikke rigtig bruge den til noget, når det kommer til stykket«, siger Tom Bolwig.

Mere end én gang har han siddet og argumenteret med en læge om en diagnose, han havde stillet: »Det er ikke en egentlig depression!« »Jamen, din mor havde jo også depression!« »Ja, men det har jeg ikke«.

»Det kan være vanskeligt at udøve den lægefaglige autoritet, som er nødvendig, over for en kollega. Det sidste, de vil fejle, er noget psykisk, for det er jo noget med, at man har mistet kontrollen - og det er noget af det værste for os alle«, siger Tom Bolwig.

»Problemet ved at være læge er, at rammes man af et helbredsproblem, ved man, hvor galt, det kan gå. Og så kan man enten blive ,fortrænger` og slå diagnosen hen med, at det nok er noget andet. Men han kan også blive overbekymret og søge second opinion, gå på nettet og kloge sig på noget, han både ved for meget og for lidt om«.

»Læger har også brug for empati«

Også læger kan få kræft. Professor og overlæge Mikael Rørth har jævnligt en lægekollega som patient på Rigshospitalets onkologiske afdeling. Og selv om læger ikke agerer meget anderledes end andre patienter i den situation, er der alligevel et par fælder, man skal tage sig i agt for, siger han.

For det første skal man ikke tro, at patienten qua læge forstår alt, hvad der bliver sagt, og at der nok ikke er brug for at fortælle patienten alt. For når man er højt specialiseret, er det i sagens natur ganske få, der ved lige så meget som én selv om det, samtalen drejer sig om.

»Men nok så vigtigt: Når man sidder der som patient, er den nøgternhed, man normalt betragter tingene med, forduftet« siger Mikael Rørth.

Patienten er sandsynligvis akkurat lige så forvirret og angst som enhver anden patient, der har fået en alvorlig diagnose, og hører kun halvdelen af, hvad der siges. Kommunikationen er lige så vigtig her som over for enhver anden patient.

Og selv om nogle siger, at »Nu skal du ikke tage hensyn til, at jeg er læge, for jeg har brug for at få besked som alle de andre«, så skal man vare sig for at sige tingene alt for direkte i den tro, at kollegaen sagtens kan tåle mosten:

»Læger har også brug for empati«, siger Mikael Rørth. »Man risikerer at tænke: Han ved det jo godt, så jeg kan sagtens gå lige til biddet. Men læge-patienten lægger jo også mærke til, hvordan man siger tingene«.

FEM SPØRGSMÅL TIL introlæge i ortopædkirurgi Hentik Saksø

- Så lå man der i natskjorte. Hvordan opleves det, når man er vant til at værre den opretstående læge med styr på tingene?

»Det er ret svært. I starten skulle jeg flere gange lige sikre mig, at de vidste, jeg var læge. Dels, så jeg kunne få så præcis besked som muligt. Og dels for ikke at komme i en situation, hvor de står og snakker hen over hovedet på mig, og jeg pludselig får noget at vide, som jeg ikke vil vide«.

- Du tænkte ikke, at du også ville få en lidt bedre behandling?

»Egentlig ikke. På den led har jeg megen tiltro til det danske sundhedsvæsen. Hvis patienten er alvorligt syg eller skadet, tager man sig lige godt af alle, uanset hvem de er«.

- Oplevede du nogen, der sagde, at »Det behøver vi vel ikke forklare dig, du er jo selv l æge« og derved overlod for meget til dig selv?

»Helt sikkert. Jeg hørte det også i forbindelse med min hjerteoperation: ,Det ved du jo sikkert selv`. Og min holdning var: ,Det kan godt være, at jeg i teorien ved en masse ting. Men lige nu kan jeg ikke overskue noget. Så jeg vil gerne have det gentaget`«.

- Hvad lærte du af at være patient?

»At man skal være klar i sin fremlægning af, hvad problemet er, og af hvad man skal gøre. Som læge går du ud fra, at kollegaen, der er din patient, ved lige så meget, som du selv gør. Men når du er patient, er du helt sårbar. En lungemediciner med et kompliceret brud ved intet om skinner og skruer, lige som jeg ikke vidste ret meget af det, der skulle ske, da jeg lå med en flækket nyre. Man skal være indstillet på, at man også over for en kollega skal forklare tingene i lægmandssprog«.

- Ville du have berøringsangst over for at behandle en mere erfaren ortopædkirurg?

»Nej, men jeg vil nok være mere nervøs for at overskride en faglig intimsfære. Jeg kan forestille mig, at der er mange, der har det lidt skidt med at bede om lov til at trække bukserne af ham. For lige som jeg kompetencevurderer andre, tænker jeg, at de jo gør det samme med mig«.