Content area

|

Læge i en coronatid: »At være læge og hjælpe andre mennesker er verdens bedste job«

De hedder Jacob, Sara, Anders, Mohammed og Pia. Den yngste er 24 år, den ældste er 49. De er lægestuderende, yngre læger, praktiserende læger og overlæger. Læs om deres hverdag i frontlinjen og om de tanker, de gør sig i en coronatid.
Forfatter(e)
Bodil Jessen boj@dadl.dk

Hver dag efter arbejde følger Jacob Juul Jensen den samme detaljerede hygiejneprocedure.

Han tager sit arbejdstøj af, smider over- og underdel til vask og spritter sine hænder af. Så tager han sit civile tøj på, spritter igen hænder, undlader så vidt muligt at røre
ved dørhåndtag og går ud ad døren til akutafdelingen på hospitalet i Herning.

Den 37-årige overlæge i akutmedicin cykler 1,5 kilometer til sit hjem. Når han ankommer til det gulmurede parcelhus, tager han sit civile tøj af i bryggerset, putter alt
tøjet i vaskemaskinen og sætter den i gang.

Når børnene på to og fem år løber hen til deres far, sender han dem væk, indtil han er færdig med sin procedure. De er for små til at kunne forstå det.

Så tager Jacob Juul Jensen et brusebad. Han vasker sin krop grundigt med sæbe, tørrer sig og gennemspritter sine hænder og arme, inden han tager nyt tøj på.

Nu kan ungerne få deres kram – og flere til. Men de får ingen kys i denne tid.

Ritualet er blevet en vigtig bestanddel af Jacob Juul Jensens liv. Det skal nedsætte risikoen for, at han smitter sin familie. Hver morgen gennemfører han et ritual i omvendt rækkefølge, så han ikke bringer virus fra sin familie til hospitalet.

Jacob Juul Jensen: foto: Hospitalsenheden Vest / Region MidtjyllandJacob Juul Jensen: foto: Hospitalsenheden Vest / Region Midtjylland

»Jeg overvejer at gå i selvisolation, så jeg slet ikke er sammen med familien herhjemme. Jeg står jo med COVID-19-patienter på arbejde hver dag. Vi bliver massivt eksponeret for virus, og jeg har set, hvordan læger er blevet ramt i Italien. Det er en del af mit arbejde, og det har jeg selv valgt. Men min familie har jo ikke valgt det«, siger han.

Der er nogle, der siger, at han overdriver. At det er for meget. Jacob Juul Jensen kalder det for rettidig omhu.

»Det er vigtigt, at læger ikke selv bliver syge. Akutlæger var en knap ressource før, og de kan blive det endnu mere nu. Vi får problemer, hvis der er en af os, der falder«.

Foreløbig står de alle – og de står i forreste række, når midtjyske patienter med COVID-19 kommer ind på sygehuset. Midt i de dystre tanker om mulige konsekvenser af coronaepidemien gør det Jacob Juul Jensen glad og stolt.

»At være læge og hjælpe andre mennesker er verdens bedste job. Det ansvar skal vi tage på os, og det er det, jeg med stolthed ser ske nu. Væk er titler, faggrænser, silotænkning og ’det kan ikke lade sig gøre’. Nu handler det kun om patienten«.

Begyndelsen

Vi ved reelt ikke, hvornår det hele begyndte. Eller hvordan. Men meget tyder på, at en virusbefængt kinesisk hesteskoflagermus via et ukendt værtsdyr bringer en
ny og hidtil ukendt coronavirus ind på et fødevaremarked med levende dyr i millionbyen Wuhan, der ligger ved Yangtzefloden i den kinesiske Hubei-provins.

Virussen springer fra dyr til menneske.

På et tidspunkt i efteråret 2019 begynder en kineser formentlig at hoste og få feber. Vi omtaler for nemheds skyld den ukendte patient som en mand. Han er den verdensomspændende pandemis »patient 0«.

Måske har han i dag glemt alt om det, fordi han bare var lidt forkølet. Måske blev han dårlig og fik muskelsmerter og åndenød. Måske er han død.

Den 33-årige øjenlæge Li Wenliang er en af de første, der bemærker, at den nye virus minder om SARS, og han advarer lægekolleger på WeChat om de mange nyopståede alvorlige virustilfælde i Wuhan.

Det er ikke velset i Kina, der desperat forsøger at tysse den begyndende epidemi ned, og Li Wenliang bliver anholdt af politiet og underkastet forhør. Få dage efter at han i begyndelsen af januar har tilset en patient med feber, begynder Li Wenliang at hoste. Den 6. februar afgår han ved døden på Wuhans centralhospital. På det tidspunkt er coronavirussen for længst rejst ud i verden i følgeskab med menneskelige berøringer, nys og hoste.

Sara Søndergaard. Foto: PrivatSara Søndergaard. Foto: Privat

Sara Søndergaard

Hvis »social isolation« var et aftenskolekursus, ville 30-årige Sara Søndergaard være selvskrevet til en plads på holdet for nybegyndere. For dem, der absolut ingen forkundskaber har.

Der er normalt altid mennesker omkring hende. Sara Søndergaards vågne timer er fyldt op af arbejde på sygehus og i almen praksis, volleyball, frivilligt arbejde, fodboldtræning og venner.

Nu er hun alene.

I sin kongeblå Renault kører hun frem og tilbage til arbejdet på Thisted Sygehus, men når hun ikke arbejder, holder hun sig for sig selv i sit rækkehus i Stenbjerg i nærheden af Vorupør.

»Jeg er ret ’hys’ med, at jeg ikke er sammen med nogen i min fritid, for risikoen for, at jeg bringer smitte med fra sygehuset, er ret høj. Jeg arbejder i modtagelsen, rydder op i de akutte patienter og poder folk for corona«, fortæller Sara Søndergaard, der er i gang med sin hoveduddannelse til speciallæge i almen medicin.

I sidste uge måtte hun blive hjemme fra arbejde nogle dage, fordi hun var halvsløj. De stille dage i isolation brugte hun på at forberede sig mentalt på den hverdag, der kan komme.

»Jeg har jo læst, hvad lægerne i Italien gennemlever, og jeg prøver at forberede mig og visualisere nogle af de udfordringer, som jeg kan komme til at stå i. Det kan blive voldsomt, og jeg gør det for at være bedst muligt rustet psykisk. Så jeg kan klare det«.

Venner sætter mad til hende uden for døren og kommer ind med kage til syge huset i Thisted for at vise, at de bakker op om hende og det øvrige sundheds personale.

»Det er sådan noget, der gør, at man tænker, at man godt kan klare det. Og på arbejde rykker vi tættere sammen i denne tid. Der står altid en ved siden af dig«, siger Sara Søndergaard.

Den nye virus

Verdenssundhedsorganisationen WHO omtaler den nye virus den 12. januar. På det tidspunkt er der registreret 41 bekræftede tilfælde, hvoraf en patient er død.

Senere i januar indkalder WHO til krisemøde, og organisationen opfordrer indtrængende verdens lande til at handle, mens der endnu er et åbent vindue til at bremse en verdensomspændende epidemi.

Resten er historie, og en del af den historie kender vi endnu ikke.

Sundhedsvæsener, der ellers anses som velfungerende, ramler. Beretninger fra Italien og Spanien sender nervøse trækninger rundt i alle europæiske lande. Patienter ligger på gangene, og sundhedspersonalet er presset til det yderste.

I Bergamo i Lombardiet i Norditalien fylder nekrologerne over ti fulde sider i den lokale avis mod normalt en enkelt side og en sjat. Femten militære lastbiler i konvoj kører kister med lig ud af Bergamo, fordi krematoriet er overfyldt.

Sundhedspersonale bliver smittet, og læger og sygeplejersker tælles nu også blandt de omkomne.

I England sender National Institute for Health and Care Excellence (NICE) en vejledning i triagering til landets læger, hvis der på et tidspunkt ikke er intensivpladser og respiratorer nok til alle. 

Anders Lyck. Foto: PrivatAnders Lyck. Foto: Privat

Anders Lyck

I ti år har Anders Lyck været sololæge i den rødmurede lægevilla i Hejls i Sønderjylland. Men aldrig før har han oplevet en så vanvittig tid som den, der har udspillet sig i de seneste uger.

Mandefald hos andre praktiserende læger i den lokale vagtring kastede ham hovedkulds ind i coronakrisen, før den rigtig var begyndt.

»Vi var to læger om at passe patienter fra syv ydernumre. Jeg var ved at brænde sammen i mit hoved.
Det var inden, informationskampagnerne rigtig havde fået fat i befolkningen, så folk kimede os ned med alle mulige spørgsmål om corona«, fortæller den 46-årige praktiserende læge.

»Jeg fik mange fremmede patienter i røret, og det første, de kom til at kende til mig, var sådan en stresset, sur, gammel stodder, der var afvisende og sagde ’nej’ hele tiden. Det var hektisk«.

I denne uge er han tilbage til kun at passe sine egne 1.700 patienter. Dem, der altså er. For ude på gårdspladsen foran lægevillaen er der langt mellem bilerne på de fint revne småsten.

»En dag som i dag har der været stille som graven. Der er nogle patienter, der ringer og vil testes, fordi ministrene og Brostrøm på et pressemøde har sagt, at vi nu skifter strategi og begynder at teste mange igen. Virkeligheden er bare, at der her i vores region kun er reagenser til de kritisk syge lige nu. Så jeg må – lettere irriteret efterhånden – slukke folks forhåbninger«.

Ellers er der meget stille i lægevillaen. Anders Lyck sidder og tænker over, hvem der er de næste, der bliver syge. Om det bliver ligesom i Italien, og om han skal til at bruge det sæt værnemidler, han er blevet udstyret med. Sekretæren er begyndt at pudse vinduer og rydde op i skuffer.

Økonomisk krise

Det er, som om vejret har rottet sig sammen med coronavirussen. I flere måneder har Danmark været plaget af rusk, blæst og heldagsregn, men pludselig skinner solen, mirabelle står i blomst, lærker synger, og befolkningen myldrer ud af lejligheder, villaer og parcelhuse.

Der bliver indført ensretning på gangstierne rundt om søerne i København. Cafeer, frisører, tandlæger, hoteller og skoler lukker ned, og på trods af regeringens økonomiske hjælpepakker begynder virksomheder at melde masseafskedigelser ud. Ledighedstallet stiger drastisk. En sundhedskrise udvikler sig til en økonomisk krise i mange lande.

Der tales nu åbenlyst om, at prisen for et reddet menneskeliv kan blive meget høj, og USA's præsident, Donald Trump, siger, at kuren mod corona ikke må blive værre end sygdommen.

Ældre og svagelige opfordres til at holde sig for sig selv, og de 41.000 beboere på de danske plejehjem må ikke længere få besøg. Ude i skoven begynder læs af storskrald at blande sig med anemoner, violer og ramsløg i skovbunden.

Mohammed El-Sheikh. Foto: privatMohammed El-Sheikh. Foto: privat

Mohammed El-Sheikh

Mohammed El-Sheikh skulle have været til tre mundtlige eksamener i denne uge. På rigtige patienter skulle han have demonstreret sine evner i korrekt anamnese, undersøgelse, diagnostik og behandling af patienter med øre-næse-hals-sygdomme, hudsygdomme og øjensygdomme.

Den 24-årige lægestuderende må i stedet gennemføre eksamenerne som multiple choice-opgaver fra sin pc hjemme på skrivebordet på sit kollegieværelse på Østerbro.

Men Mohammed El-Sheikh har ikke brugt helt så meget tid på at læse op til eksamen denne gang, som han plejer. Han prioriterer sit arbejde i coronaberedskabet
i stedet for.

Han er en erfaren ventilatør, der er vant til at arbejde som både underviser og lægevikar, og han er også ventilatør i både Region Hovedstaden og Grønland. Den erfaring bruger han under coronakrisen, hvor han er medicinsk bagstopper på myndighedernes hotline i Jonstruplejren, og derudover gennemfører han akutte ventilatør kurser for lægestuderende i Rigshospitalets nye nordfløj. Det sker i et samarbejde mellem FADL Københavns Vagtbureau og Region Hovedstaden.

»Som lægestuderende er det rart at kunne hjælpe til og gøre nytte. Det er en spændende tid i sundheds  historien, og jeg føler, at vi har et stort ansvar. Med disse kurser kan vi sikre, at flere lægestuderende mobiliseres til beredskabet og kan blive i stand til at passe svært syge, respiratorisk dårlige patienter på de intensive  afsnit«, fortæller han og tilføjer:

»Det gør, at jeg glæder mig endnu mere til at blive læge og til at komme tilbage på studiet og læse videre«.

Hyldest til læger

Himlen er ikke, som den plejer at være. Der er ingen kondensstriber, der trækker hvide streger i alt det blå deroppe, og på indfaldsvejene til de store byer er bilerne for
få til at kunne danne kø. Pensionsmodne, osende diesellokomotiver får en velfortjent pause fra skinnerne.

Her er så stille lige nu. Men det er ikke alle, der finder ro i stilheden, og den sociale sult begynder at nage. For nogle er det mest ubekvemt, for andre er det alvor. Fagfolk begynder at advare om ensomhed og  depressioner i coronaens kølvand.

Uden for de store hospitaler har nogle af landets superligaklubber hængt bannere op. Tak til sundhedspersonalet, står der. 180 radiostationer spiller på samme dag og samme tidspunkt Gerry and the Pacemakers udødelige hymne, You´ll Never Walk Alone, som en hyldest til de ansatte i sundhedsvæsenet.

I coronatidens begyndelse ser læger, sygeplejersker og andet personale i kritiske funktioner ud til at indtage helterollerne.

Store epidemier har altid forandret verden. Endnu ved vi ikke, hvad vi lærer af coronakrisen, hvad vi tager med os, og hvad vi kasserer. Hvilket narrativ vil vi forbinde med corona?

Pia Gjørup. Foto: privatPia Gjørup. Foto: privat

Pia Gjørup

Overlæge Pia Gjørup undrer sig over de mange tomme senge på sin afdeling på Regionshospitalet Holstebro. For et par uger siden var der otte patienter i overbelægning, som lå på gangene og i lånesenge på andre afdelinger.

Patienterne er kun indlagt, når de er rigtig syge. Der er ikke noget med at være et »tudefjæs« i Holstebro.

Derfor gør de tomme senge hende urolig.

»Jeg er rigtig, rigtig bekymret for, at der sidder nogle derhjemme, som har det meget dårligt, men ikke vil søge læge, fordi de er bange for at komme på sygehuset og blive smittet med corona«, siger Pia Gjørup.

Som lungemediciner kender 49-årige Pia Gjørup alt til, hvor udsatte patienter med KOL er. Og lige nu er hun bange for, hvordan det skal gå »hendes« patienter på hospitalet i Holstebro.

»Jeg er alvorligt bekymret for, at de er blevet alt for påpasselige og bange. Jeg tror, vi nu har 10-12 tomme senge på en afdeling, der under normale omstændigheder ofte er overbelagt. Det er fuldstændig absurd. Måske opdager vi på et tidspunkt, at der er flere, der er døde af alle mulige andre sygdomme under denne coronakrise«, funderer hun.

Hospitalet har delt patienterne op, så det i første omgang er enheden i Herning, der skal modtage patienter med COVID-19, mens intentionen er, at Holstebro skal forsøges bibeholdt som coronafrit land.

Coronakrisen sætter mange tanker i gang. Pia Gjørup er bekymret, når hun tænker på sine patienter. Men hun fyldes også af glæde og stolthed, når hun ser på alt det, der kan lade sig gøre i sundhedsvæsenet lige nu.

»I dagligdagen kan det godt være enormt tungt og langsommeligt at få ændret procedurer og arbejdsgange. Nu løfter vi i flok, og hold da op, hvor folk bare står sammen, pludselig kan alt lade sig gøre og i et meget højt tempo. Det er fedt at opleve og være en del af. Det gør mig sgu glad i låget« 

Blå bog

Jacob Juul Jensen

37 år. Gårdmandssøn fra Aalborgkanten. Bor i Herning, gift og har to børn.

Speciallæge i akutmedicin 2018.

Fik interesse for akutmedicin som udsendt kampsoldat til Afghanistan og Irak, hvor han behandlede traume- og skudskader på felthospitalet. Elsker at skulle træffe hurtige beslutninger.

Sara Søndergaard

30 år. Opvokset i Thy og bor alene i Stenbjerg ude ved vesterhavskysten.

Er i gang med hoveduddannelse i almen medicin og ønsker på sigt at slå sig ned som praktiserende læge i området.

Tilværelsen som praktiserende læge passer til hendes temperament og hendes forkærlighed for kontinuitet.

Anders Lyck

46 år. Opvokset i Sdr. Stenderup ved Kolding. Bor i Haderslev og har tre børn, fraskilt og i et nyt forhold.

Speciallæge i almen medicin 2008, købte praksis i 2009.

Blev læge, fordi han skadede sin skulder og ikke kunne læse drømmestudierne idræt og biologi. Er siden blevet ret glad for det valg.

Mohammed El-Sheikh

24 år. Er vokset op i København NV, er single og bor på kollegium på Østerbro i København. Han går på 9. semester på Københavns Universitet.

Vil være læge, fordi han er interesseret i idræt, sport og humanfysiologi. Satser på at blive speciallæge i kardiologi.

Pia Gjørup

49 år, gift og har to børn. Opvokset i det midtjyske og har altid gerne villet være læge.

Har ved siden af sit civile job tidligere arbejdet i Forsvarets Lægekorps.

Ph.d. og hoveduddannelse i lungemedicin.

 

Blad nummer: 

Right side

af Ram Benny Dessau | 13/07
7 kommentarer
af Sven Refslund Poulsen | 12/07
1 Kommentar
af Niels Frederik Pedersen | 11/07
1 Kommentar
af Sven Erik Hansen | 11/07
1 Kommentar
af Adam Sinding | 03/07
4 kommentarer
af Helga Schultz | 01/07
2 kommentarer