Læger i krig

Fotos: Norwac (Norwegian Aid Committee), 2009

Den 4. januar sendte den norske læge Mads Gilbert en sms til en ven i Norge. Den handlede om forholdene på al-Shifa hospitalet i Gaza, hvor Gilbert og kollegaen Erik Fosse arbejdede.

»Vi vader i død, blod og amputationer. En masse børn. Gravid kvinde. Jeg har aldrig oplevet noget så frygteligt«, stod der bl.a. - her i dansk oversættelse.

Lægen bad om hjælp.

»Fortæl videre, send videre, råb det videre. Alt. Gør noget! Gør mere! Vi lever i historiebøgerne nu, alle!«, sluttede beskeden.

I løbet af de kommende dage gik den sms verden rundt. I mangel af udenlandske journalister og uafhængige iagttagere under det seneste israelske bombardement blev de to læger nærmest til det internationale samfunds sandhedsvidner i Gaza.

Lægerne fortalte bl.a. om børnene, der blev dræbt eller skadet - næsten hver tredje af ofrene har ifølge den palæstinensiske Røde Halvmåne været børn. De fortalte om ambulancerne, der blev beskudt. Og de fortalte om læger og andet sundhedspersonale, der blev angrebet.

Skal læger gøre mere?

I Norden blev de oplysninger, som de to læger bragte ud, en ansporing for de lægelige organisationer. De udsendte få dage senere en opfordring til de stridende parter om bl.a. at »respektere konventionerne om civiles ret til beskyttelse og lægebehandling i krigszoner«.

The World Medical Association sendte en bulletin ud med samme budskab. Ditto med Verdenssundhedsorganisationen WHO.

Spørgsmålet er, om Gaza konflikten kan afføde en mere generel debat om lægers rolle.

I det seneste nummer af The Lancet opfordrer lederskribenten læger og deres organisationer til at tage têten i et intensiveret arbejde for at få Genevekonventionerne respekteret, som bl.a. tilsiger beskyttelse af civile og ikke mindst de, der kommer til skade.

»Hvis den hippokratiske ed betyder noget som helst, bør alle læger uanset deres situation, speciale eller anciennitet leve op til dette navn ved at opfordre deres nationale regeringer og det internationale samfund - måske via deres nationale lægelige organisationer - til at sikre, at civile, der skades eller påvirkes af konflikt, modtager den lægehjælp, de har behov for, uanset hvor disse mennesker befinder sig i verden«, står der bl.a. i lederen.

Den er tydeligvis foranlediget af tragedien i Gaza, men skribenten minder også om alle de andre konflikter verden rundt.

Ifølge den liste, som Læger uden Grænser producerede sidste år, toppede Somalia, Myanmar og Zimbabwe listen over de ti værste humanitære katastrofer i verden.

Vær vidne og politiser

Men hvad kan læger egentlig gøre mere, end de gør i forvejen? Hos Læger Uden Grænser siger formand for den danske afdeling, Søren Brix Christensen, at læger netop kan gøre som de to norske i Gaza - bære vidne og bidrage til at løfte problemerne op på et politisk plan.

»Man skal vove, synes jeg, at tage det, man ser, og problematisere det over for politikerne. Tier man, er man lige så politiserende«, siger han.

»Men det er en meget svær balance. Ved at tale afskærer man sig måske fra adgang. Og man skal afveje, hvornår man er med til f.eks. at holde en krig i gang eller et styre ved magten«, siger han.

Som organisation skal man også passe på balancen, uanset hvad man måtte mene privat.

»Vi kan ikke tage stilling til fordel for en af siderne. Men jo mere, man bliver involveret i en konflikt, jo sværere er det - man begynder f.eks. at få venner [på en af siderne, red.]«, siger Søren Brix Christensen.

»Det kan være fint nok som privatperson, men for os som international organisation er neutraliteten vores skjold. Hvis ikke vi holder fast ved neutraliteten, risikerer vi at blive en del af konflikten og måske mål for en af parterne«.

Hvem beskytter lægerne?

Læger og andre sundhedsfolk, som yder syge og sårede bistand under væbnede konflikter, nævnes flere steder i de fire Genevekonventioner og deres tillægsprotokoller - bl.a. her:

Første Genevekonvention, Kapitel III, artikel 19: Sanitetstjenestens faste indretninger og bevægelige sanitære enheder må under ingen omstændigheder angribes, men skal til enhver tid respekteres og beskyttes af de stridende parter.

Kapitel IV, artikel 24: Sanitært personel, som udelukkende er beskæftiget med eftersøgning, opsamling, transport eller behandling af sårede eller syge eller med forebyggelse af sygdomme, personer, der udelukkende er beskæftiget med

sanitære enheders og indretningers administration, såvel som feltpræster, tilknyttet de væbnede styrker, skal respekteres og beskyttes under alle forhold.

Første Tillægsprotokol til Genevekonventionerne, Del II, artikel 15: Civilt sanitetspersonel skal respekteres og beskyttes.

Artikel 16: Ingen skal under nogen omstændighed kunne straffes for at udføre sanitetsopgaver i overensstemmelse med lægelig etik, uanset hvilken person der har fordel deraf.

Kilde: Udenrigsministeriet: Tekstsamling om humanitær folkeret under væbnede konflikter