Læger i oprør over afviste asylansøgeres sundhedstilstand

Asylsøgere, der tilbringer år efter år i et asylcenter, har det dårligt. Deres børn har det dobbelt så dårligt. »Ikke alene har børnene det dårligt, fordi det er psykisk belastende at opholde sig lang tid i et asylcenter. De har også forældre, der har det så dårligt, at de er ophørt med at være forældre,« siger Hans Buhl, der er formand for Lægeforeningens Etiske Udvalg.

»Vi hører, at der er problemer med at få børn i skole. Forklaringen er, at de er bange for, hvad deres forældre kan finde på, mens de er væk - selvmordsforsøg er udbredt,« siger han.

Det var Hans Buhls opgave at styre en meget engageret men også ganske uenig forsamling igennem en temadag, som Lægeforeningens Etiske Udvalg holdt sidst i september. Emnet var asyllægers arbejdsforhold

Dagen bød blandt andet på personlige beretninger om erfaringer fra livet som asyllæge, der alle havde konklusionen, at asylbeboere i almindelighed bliver syge af lange ophold i asylcentre. Den nylige undersøgelse af seks asylbørn, der havde et meget dårligt psykisk helbred, blev præsenteret af børnepsykiateren Lene Lier. Og fra Røde Kors kunne cheflæge Ebbe Munk Andersen bekræfte, at beboerne i asylcentrene har det dårligt, og at sygeligheden blandt børnene er høj. Røde Kors' rolle som administrator af asylcentrene blev stærkt problematiseret fra flere sider. Det samme blev den rolle, som de læger, der arbejder på asylcentrene, har.

Et underliggende motiv til mødet var, at de afviste asylansøgere i landets asylcentre har en sundhedstilstand, der er så dårlig, at det er en sag for Lægeforeningen. Diskussionen skulle således danne baggrund for en drøftelse i Lægeforeningens Hovedbestyrelse, som skulle munde ud i den erklæring fra Lægeforeningen, som kan ses i dagens leder.

Lægefagligt problematisk

Sagen har både en etisk og en lægefaglig side. Fra en etisk vinkel blev spørgsmålet rejst: Når man arbejder man inden for systemet, er man så i virkeligheden med til at oppebære det?

Det mente tidligere fængselslæge Heidi Hansen, som sagde:

»Vi er med til at opretholde asylsystemet. Men det kan være, at vi er nået til et tidspunkt, hvor vi ikke kan nøjes med private betroelser men offentligt må sige fra,« sagde hun.

Det medansvar ville Ib Rasmussen, asyllæge i Avnstruplejren, ikke tage på sig:

»Flygtningene bliver dårligere af at være på et asylcenter. Det kan jeg se efter at have været asyllæge i fire et halvt år. Men vi asyllæger er ikke skyld i deres lidelser. Til gengæld kan vi lindre dem,« sagde han.

Røde Kors' rolle

Dansk Røde Kors' rolle som administrator af centrene blev kritiseret af flere mødedeltagere.

Er Røde Kors for dybt involveret, er de medansvarlige for sygeliggørelsen af beboerne, lød bekymringen.

Heidi Hansen er en af dem, der mener ja:

»Røde Kors er måske kommet til at acceptere for meget. Måske er de Røde Kors-ansatte blevet ramt af en form for apati, som kan komme, når man arbejder under forhold, hvor der er megen lidelse. Det kan være nødvendigt, at man følelsesmæssigt distancerer sig, men normen kan skride, hvis man bliver apatisk. Lægerne kan blive så vant til at se på lidelse, at de affinder sig for meget og lader stå til.«

Inge Genefke var endnu skarpere i sin kritik af Røde Kors' rolle:

»Jeg er dybt rystet over resultatet af den undersøgelse, som Lene Lier og de øvrige meget erfarne børnepsykiatere har lavet. Den viser, hvor alvorligt syge de børn er. Jeg synes, at det er uanstændigt af Røde Kors, der som administratorer af asylcentrene, optræder som håndlangere for regeringens umenneskelige politik.«

Forskellige regler

Kan asyllæger ud fra en lægefaglig synsvinkel udføre deres arbejde? De har på flere måder anderledes arbejdsforhold, end andre læger i det almindelige sundhedssystem har. Blandt andet er asyllægernes voksne patienter omfattet af andre regler og systemer end andre borgere.

Der gælder forskellige regler om lægehjælp for voksne og børn blandt asylsøgere. Børn skal have samme sundhedstilbud som danske børn, siger reglerne. Men for voksne er der begrænsninger, idet der er kvoter for lægehjælp. Således er voksne berettiget til tre samtaler hos en psykolog eller psykiater i løbet af deres ophold. Speciallæger må kun konsulteres fem gange.

Hvis en asylansøger har brug for sundhedshjælp derudover, skal lægen søge om kaution hos Udlændingeservice, som skal vurdere ansøgningen. Udlændingeservice har en enkelt læge ansat, der skal vurdere alle ansøgninger om kaution for behandling, uanset speciale.

Flere pegede på det problem, at Udlændingeservice med det grundlag skal vurdere en ansøgning:

»Jeg har i min tid som læge på Kongelundscentret flere gange oplevet patienter, hvor jeg fandt indikation for henvisning til psykiater, blandt andet en patient med suicidaltanker, hvor der var mistanke om depression, men hvor Udlændingeservice gav afslag på kaution til henvisningen,« sagde Ellen Sørensen, der tidligere har været ansat som læge på Kongelundscentret.

Ud i det almindelige system?

Inge Genefke foreslog, at man ligesom i Sverige og Norge behandler asylsøgere og flygtninge i det almindelige sundhedssystem, i stedet for i et særligt sundhedscenter på centret.

»Jeg synes, at de læger, der arbejder på asylcentrene, burde rejse derfra, for de er underlagt andre regler end de lægefaglige, og som sådan kan de ikke overholde lægeløftet. Så kan beboerne i asyllejrene få lægehjælp i det almindelige sundhedssystem. Der er masser af læger udenfor, der gerne vil overtage lægearbejdet med asylansøgerne,« sagde hun.

Flere bakkede op. For eksempel Benny Ehrenreich, der tidligere har været asyllæge i Kongelundscentret. Han sagde:

»Som asyllæge agerer man i et lukket rum, hvor normerne og forventningerne er ændret i forhold til det øvrige samfund, og det er svært at fastholde egne normer og etik. Hvis vi fik asylansøgerne ud i praksis, så ville vi nok se dem i et andet lys.«

Pyntede recepter

Læger reagerer forskelligt, når de konfronteres med asylsansøgeres situation. Der er eksempler på, at læger har pyntet på erklæringer eller iværksat en fingeret behandling, hvor man udskriver præparater, man ikke kan få i hjemlandet.

»Pyntede erklæringer fra læger er blevet et problem. Der har tydeligvis været erklæringer, der har været præget af lægens emotionelle indstilling,« sagde Hans Buhl.

Christian Nørregaard, der er psykiatrisk overlæge på Hillerød, kommenterede, at læger, der har med asylansøgere at gøre, per definition bliver involveret i en kompleks situation:

»Sagen er, at sygdom kan påvirke asylprocessen. Der er eksempler på, at både læger og asylsøgere forsøger at pynte på historien. Alle forsøger til tider at pynte på historien. Læger bliver for eksempel bedt om at vurdere, om en person vil begå selvmord ved en evt. hjemsendelse. Men det kan læger ikke sige noget om, med mindre der er tale om en meget alvorligt syg person. Jeg synes, at lægers adfærd skal være fagli g, politisk neutral, og at man skal oplyse realistisk om behandlingsprognosen. Mange af asylbeboerne er for eksempel meget psykisk dårlige, og medicinsk behandling hjælper ikke meget. Derfor er diskussionen, der handler om, hvorvidt man kan få de samme lægemidler i hjemlandet, forfejlet.«

Asyllæge Ib Rasmussen sagde: »Jeg tager stor afstand fra de læger, der pynter på erklæringer. Vi må holde fast på vores troværdighed.«

Der var udbredt enighed i forsamlingen om at kræve forhold, der sikrer, at det altid er lægefaglighed, der er i højsædet, når en læge skal visitere, undersøge og behandle asylansøgere.

Læs også artiklen »Psykisk helbred blandt asylbørn i Danmark« i næste nummer af Ugeskrift for Læger.