Læger klarer volden selv

Mange læger holder voldsoplevelser for sig selv. Nogle er bange for at erkende, at de har mistet kontrollen. Andre tror ikke, at omgivelserne vil tage dem alvorligt.

Vold på arbejdspladsen er et stigende problem, og læger er sammen med politifolk og ansatte i den tunge ende af socialsektoren blandt de mest udsatte faggrupper. Omkring hver tredje læge oplever patienter eller pårørende, der er voldelige - enten fysisk eller i form af verbale og skriftlige trusler.

Men selvom vold og trusler om vold både påvirker helbredet generelt og det psykiske velbefindende, vælger langt de fleste læger at rette ryggen og holde voldsoplevelserne for sig selv.

- Der er en udpræget tendens blandt læger til ikke at sige noget til nogen. Når man udsættes for vold, er man jo offer, og som offer har man mistet kontrollen. Det er det samme som at sige, at man ikke har styr på tingene, og det har de færreste læger lyst til, siger overlæge Michael Andreassen, som er faglig konsulent i Lægeforeningens Kollegiale Netværk.

Netværket har udpeget vold mod læger som et kommende indsatsområde. Netværket kan hjælpe læger, der for eksempel har været udsat for vold, men forholdsvis få henvender sig til netværket efter en voldsoplevelse.

- Jeg tror vold befinder sig det sted, hvor klagesager var for ti år siden. Det er lidt tabubelagt. Man snakker ikke om det. Man ved ikke rigtig, hvad man skal stille op med det, siger Michael Andreassen.

Chokerende mange

Ifølge en omfattende arbejdsvilkårsundersøgelse, som Lægeforeningen gennemførte i 1999, rammer volden alle lægegrupper. Inden for et år var 29 procent af Lægeforeningens medlemmer udsat for verbale eller skriftlige trusler. 31 procent oplevede truende adfærd. Patienter eller pårørende, der skubbede, slog, sparkede og bed havde 7 procent af medlemmerne oplevet. Og henholdsvis 0,7 og 0,4 procent havde oplevet førlighedstruende og livstruende vold som for eksempel kvælertag, større slag mod ansigtet samt trusler med stumpe genstande og våben.

- Jeg ser ingen grund til, at tallene fra arbejdsvilkårundersøgelsen ikke skulle holde i dag. Tværtimod. Og lægger man tallene sammen svarer det til, at mere end 200 læger udsættes for førlighedstruende og livstruende vold årligt. Det er chokerende mange, siger Michael Andreassen.

Undersøgelsen viser samtidig, at 44 procent af de læger, der havde været udsat for vold, ikke føler, at de fik den hjælp og støtte, de havde behov for.

- Det kan selvfølgelig skyldes mangel på muligheder for at få hjælp, men det skyldes også, at lægerne undlader at gå videre med deres voldsoplevelser, siger Michael Andreassen.

Vant til vold

Patienters vold mod læger udspringer ofte af psykisk sygdom eller forvrænget virkelighedsopfattelse. Derfor er ansatte på psykiatriske afdelinger - måske ikke overraskende - den gruppe som hyppigst er udsat for vold. Her var 64 procent ifølge arbejdsvilkårsundersøgelsen udsat for verbale eller skriftlige trusler. 70 procent havde været udsat for truende adfærd. 21 procent havde oplevet skub, slag, spark eller bid. 2,9 procent var blevet udsat for førlighedstruende vold. Mens livstruende vold ramte 2,2 procent.

- Inden for den psykiatriske verden er man vant til patienter, der kan være voldelige. Heldigvis kunne man fristes til at sige. For det betyder, at der bliver talt åbent om volden og taget hånd om den. Tingene er mere eller mindre sat i system, siger Michael Andreassen.

Volden kan også være udtryk for afmagt, for eksempel i forbindelse med ventetid. I disse tilfælde går det typisk ud over læger på kirurgiske og medicinske afdelinger. Ifølge arbejdsvilkårsundersøgelsen var 28 procent af lægerne ansat på kirurgiske afdlinger og 26 procent ansat på medicinske afdelinger udsat for verbale eller skriftlige trusler i løbet af et år.

Henholdsvis 33 og 30 procent havde oplevet truende adfærd. Skub, slag, spark og bid havde henholdsvis 9 og 6 procent været udsat for. Førlighedstruende vold ramte henholdsvis 0,4 og 0,6 procent. Og for begge gruppers vedkommende var volden livstruende i 0,2 procent af tilfældene.

- Læger i sygehusenes modtagelse er udsat for rigtig mange trusler, særligt i de store byer. Og da man ingen tradition har for at håndtere voldssituationer her, kan volden opleves langt mere alvorlig, siger Michael Andreassen.

Voldsmænd ønsker medicin

De privatpraktiserende læger går heller ikke fri. Her kan voldsmanden for eksempel være en desperat patient, der ønsker henvisning til behandling. Eller det kan være en stofmisbruger, der forsøger at true lægen til at udlevere medicin.

Hele 42 procent af de praktiserende læger er blevet truet verbalt eller skriftligt inden for et år. 40 procent har været udsat for truende adfærd. 4 procent for skub, slag, spark og bid. Mens henholdsvis 0,9 og 0,5 procent af de praktiserende læger har været udsat for førlighedstruende og livstruende vold.

I virkeligheden er de privatpraktiserende læger hårdest ramt af vold og trusler om vold, mener arbejdspsykolog Liv Starheim fra BST København. Hun arbejder i øjeblikket på et forebyggelsesprojekt for privatpraktiserende læger, iværksat af Branchearbejdsmiljørådet Social & Sundhed, som skal munde ud i et informationsmateriale om vold og forebyggelse af vold. Liv Starheim har i den forbindelse undersøgt lægers psykiske arbejdsmiljø.

- De psykiatriske afdelinger har tradition for at håndtere vold og aggression i fællesskab. En del somatiske afdelinger, eksempelvis skadestuer, tænker i tekniske løsninger som gør, at lægen hurtigt kan tilkalde en kollega eller andre, der kan hjælpe i en tilspidset situation. Men de privatpraktiserende læger og vagtlægerne er oftest alenearbejdende. De er organiseret alene, og de tænker i solistløsninger. Det gør dem meget, meget sårbare over for vold og trusler om vold, siger Liv Starheim.

Kun få anmelder vold

Privatpraktiserende læger undlader også at gå videre med volden - i stor stil endda. En undersøgelse af lægers psykiske arbejdsmiljø i Århus Amt viser, at 85 procent aldrig kunne finde på at anmelde en trussel til politiet, og at 65 procent ikke anmelder fysisk vold.

- Læger tænker fortrolighed, de tænker tavshedspligt, de tænker god behandling. De føler, at de skal sørge for et rum, hvor der skabes tillid mellem læge og patient. Og at den tillid brydes, hvis politiet bliver involveret, siger Liv Starheim.

Ifølge Århusundersøgelsen tror mange praktiserende læger heller ikke, at de vil blive taget alvorligt, hvis de anmelder vold til politiet.

- De tror ikke, at de bliver anerkendt som tjenestemænd i funktion, og at de dermed ikke er underlagt samme regler som andre, hvor strafferammen for vold er op til seks år. Men det er absolut en misforståelse, siger Liv Starheim.

Hos Arbejdstilsynet får man stort set heller ingen anmeldelser fra voldsramte læger. Ifølge Liv Starheim drejer det sig om 4 og 17 voldsanmeldelser om året. Vel at mærke fra privatpraktiserende læger og tandlæger tilsammen. Og de fleste anmeldelser kommer fra tandlægerne. I stedet forsøger lægerne at komme sig ovenpå en voldsoplevelse ved egen kraft eller ved at søge hjælp hos en lægekollega, et familiemedlem, en kiropraktor, en fysioterapeut eller en alternativ behandler.

- Det er jo et helt andet mønster, end det man ser andre steder. Hele socialområdet har for eksempel psykologisk debrief ing af kolleger på arbejdspladsen i forbindelse med vold. Men sådan tænker lægerne ikke, siger Liv Starheim.

De privatpraktiserende læger, der rammes af vold, gør ikke engang brug af den oplagte mulighed der eksisterer for at få op til 12 konsultationer hos en psykolog med en stor del af regningen betalt via Sygesikringsloven.

- Lægerne sidder jo og administrerer ordningen i forhold til deres patienter. Der er seks kriterier for, hvornår man kan få psykologhjælp med offentligt tilskud. Vold er det kriterium, der står øverst på listen. Men det får altså ikke lægerne til at bruge ordningen, når det gælder dem selv, siger Liv Starheim.