Skip to main content

Læger mangler tid til forskning

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

4. feb. 2013
4 min.

Er man som læge ansat på et regionshospital, og er man seriøs omkring en forskerkarriere, kan man godt indstille sig på, at det bliver svært at finde tiden. Det viser to artikler i den videnskabelige del af Ugeskrift for Læger 1) og 2).

Det kan sagtens lade sig gøre at sidde ene mand eller kvinde og forske på små steder fjernt fra universitetsmiljøerne - se artiklen Fritidsforsker i Farsø - men tidspresset er den væsentligste forhindring, fremgår det af de to artikler.

Halvdelen af de adspurgte siger, at "mangel på tid" er en barriere for deres forskning. Det er langt flere end de 24 pct, der peger på "mangel på finansiering" og de 21 pct., der siger "mangel på vejledning generelt".

Interessen for forskning på regionshospitalerne findes, og der er også erfaring at trække på. Ifølge undersøgelsen har 15 pct. af lægerne enten tidligere forsket, gør det nu eller ønsker at gøre det.

Begge artikler anbefaler, at forskning i højere grad integreres i arbejdet på regionshospitalerne. Så blev lægerne også fri for at bruge så meget af deres fritid på at forske, som det er tilfældet nu. Og faktisk er hospitalerne uden for universitetsmiljøerne velegnede til forskning.

"Det er jo logisk, at universiteter er steder, hvor forskning skal drive udviklingen fremad. Det er en del af deres job", siger overlæge Gunnar Lauge Nielsen fra Sygehus Himmerland i Farsø, som er en af forskerne bag de to artikler.

"Men sådan nogle små sygehuse som dette her har også muligheden og et patientklientel, som nok i realiteten repræsenterer gennemsnitsdanskeren bedre end patienterne på en højtspecialiseret hospitalsafdeling", siger han.

Spørgsmål om prioritering

Lægeforeningen anbefaler en differentieret tilgang for at løse problemet med manglende tid.

"Vi snakker meget delestillinger blandt de yngre læger, som er under uddannelse. For speciallæger er det mere afgørende, hvordan afdelingerne prioriterer at give den enkelte mulighed for forskning som en integreret del af det daglige arbejde på en afdeling", siger Mads Skipper, formand for Lægeforeningens Udvalg for Uddannelse og Forskning.

"Hvis lægen sidder mutters alene, så kan det være svært for den øverste ledelse at frigøre ham yderligere, hvis han er belastet af opgaver til op over begge ører. I sådan en situation må det være et spørgsmål om flere resurser til en afdeling eller til sygehuset. Det er et spørgsmål om prioritering", siger han.

Driften kommer først

For Danske Regioner er det imidlertid patienterne, der kommer i første række.

"Vi vil gerne opprioritere forskningen, men samtidig er vi nødt til at sige, at det må stå i forhold til den hovedopgave, der hedder patienterne. Det hensyn skal der hele tiden tages", siger formand for Danske Regioners sundhedsudvalg Ulla Astman (S) og noterer sig, at "der er begyndt at komme forskningsenheder rundt omkring på de mindre sygehuse, f.eks. på Sygehus Vendsyssel".

Bør lægerne ikke sikres tid til forskning?

"Det kommer an på, hvad de er ansat til. Typisk på de mindre regionshospitaler er lægerne ikke decideret ansat til at forske. Men indgår det i deres ansættelsesvilkår, at de skal forske, skal de naturligvis gøre det. Vi forventer, at de løser de opgaver, de er ansat til. Hvis de ikke har forskning som en del af deres job men har en forskningsinteresse, så må det foregå i fritiden. Det er ikke anderledes end for andre faggrupper", siger hun.

Hvad med flere delestillinger?

"Vi ser gerne, at man kan gøre begge dele - passe patienter og forske - men mange steder må den daglige drift med patienterne komme i første række. Delestillinger er ikke bare noget, vi kan lave til enhver tid. Det kommer an på driftssituationen nu og fremover".

I er på vej med en fælles forskningspolitik?

"Vi skal drøfte en fælles regional forskningspolitik i sundhedsudvalget 8. februar. Der skal vi se på, om vi kan skabe bedre betingelser i hverdagen for dem, der gerne vil forske. Det er også et spørgsmål, hvordan vi kan have et større samarbejde med industrien og det private ".

Hvad forventer du af mødet?

"Det er indledende diskussioner, og bestyrelsen skal så tage stilling i marts. Herunder også til, om vi overhovedet skal have en fælles regional forskningspolitik. Men jeg forventer, at udvalget nok støtter, at vi skal have et fælles udgangspunkt. Vores fokus er i øvrigt ikke kun på sygehusene men også på almen praksis".

1 Forskning på regionshospitaler i Region Midtjylland og Region Nordjylland

2 Forskning på regionshospitaler kan styrkes