Læger med misbrug under tilsyn

I de godt 100 år, hvor læger har kunnet ordinere afhængighedsskabende medicin, har det været kendt, at læger i højere grad end andre har udviklet misbrug af disse midler.

I de godt 50 år, hvor vi her landet i rimelig grad har kunnet registrere inden for dette område, har hyppigheden tilsyneladende ikke ændret sig. Den enkelte læges risiko for at komme ud i et misbrug, som medfører indgriben fra Sundhedsstyrelsen, har i hele perioden ligget mellem 1% og 2%. Forudsat at Sundhedsstyrelsens kriterier ikke har ændret sig, synes risikoen for et svært misbrug således at have været den samme i alle årene. Der kan måske nu registreres et mindre fald, og det kan sandsynligvis forklares ved den øgede procent af kvindelige læger (1).

Hvad misbrugets art angår, kan Nimb (2) stadig citeres: »... at læger med et kendt morficamisbrug for 80%'s vedkommende også havde et misbrug af alkohol, mens meget få misbrugte sederende midler«. Dette satte Nimb i forbindelse med den valgmulighed, som en læge har for at kunne vælge sit misbrugsmiddel selv.

Misbrugsforløbene har både i Nimbs undersøgelse fra 1975 og i den nu publicerede undersøgelse været dårlige. I Nimbs 20-års-efterundersøgelse (2) af 107 læger var det faktiske antal døde 61 mod det forventede antal døde 24. Eller sagt på en anden måde: Blandt de 107 læger var der hvert år to dødsfald mere, end hvad man kunne forvente, når man tog hensyn til de 107 lægers køn og alder. En næsten lignende overdødelighed er påvist af Sørensen et al (3). Der er således tale om en lidelse, der er delvis betinget af erhvervets muligheder for at skaffe sig medicin. Det er en lidelse med ringe behandlingsresultater, med en massiv overdødelighed og med uændret hyppighed og forløb gennem de seneste 25 år.

Dette opfordrer til en øget indsats i både den primære, den sekundære og den tertiære prævention.

Den primære prævention: Den prægraduate undervisning i misbrugssygdommene bør intensiveres og for en dels vedkommende gøres holdningsorienteret.

Underviserne bør gennemgå Sundhedsstyrelsens cirkulære (4) vedrørende ordination af afhængighedsskabende stoffer, specielt § 4, hvor betingelserne for lægers ordination til sig selv fastlægges. Og ved denne gennemgang - som bør foregå under rammer, som giver mulighed for diskussion - bør også forholdet til egen anvendelse af alkohol kunne diskuteres.

En lignende gennemgang bør finde sted ved videreuddannelseskurserne. Hvert speciale har sine risikosituationer, som bedst kendes og bedst gennemgås af specialets læger.

Vi er henvist til at gøre den primære prævention almen, idet det ikke har været muligt at udpege særlige risikogrupper. I den eneste større danske undersøgelse af dette påviste man tværtimod, at de misbrugende læger ikke adskilte sig fra andre læger, hvad angik forældrenes socialklasse, studietidens længde og eksamenskarakterer (2).

Den sekundære prævention: Her er målet tidlig erkendelse og heraf følgende mulighed for tidlig intervention. Og her har de kollegiale netværk i de forløbne ti år ydet en værdifuld indsats. Både ved deres hjælp til en række enkeltkolleger, og især ved den holdningsændring som netværkets eksistens har medført. Det er blevet gjort mere acceptabelt, at også læger kan have problemer og have brug for hjælp.

Den tertiære prævention: kontrol og behandling. Som anført i dette nummer af Ugeskriftet (1, 5) bør kontrollen løbende forbedres. Men selv om det af litteraturoversigten (5) synes at fremgå, at behandling plus embedslægekontrol medfører de bedste forløb, er kontrollens hovedformål at beskytte lægens nuværende og kommende patienter og ikke at varetage lægens tarv.

Parallelt med kontrollen bør behandlingstilbuddene derfor forbedres. De citerede opgørelser fra USA (1, 5) tyder på, at behandlingsresultaterne for sundhedspersonale med misbrug kan forbedres væsentligt i forhold til det nuværende niveau i Danmark. Som anført må det betragtes som en ekspertopgave at behandle sundhedspersonale med misbrug, og forbedringen bør følgelig ske gennem centralisering af behandlingsarbejdet.

Der bør stiles mod 3-4 ambulatorier for sundhedspersonale med misbrug, hvert med nogle senge tilknyttet, helst i psykiatrisk regi. Udgiften hertil vil være begrænset. Og på et tidspunkt, hvor en massiv speciallægemangel truer, må vore arbejdsgivere kunne motiveres for dette. Hvis blot få speciallæger årligt kan få ændret deres forløb fra dødsfald til yderligere 10-15 års funktion som speciallæger, må dette være en tilstrækkelig både menneskelig og samfundsøkonomisk begrundelse for oprettelsen af disse enheder.