Skip to main content

Læger med opfordring: Spild ikke vores tid på papirarbejde, der kan vente

Praktiserende læger har i flere tilfælde oplevet henvendelser om forskellige erklæringer og attester til arbejdsgivere, kommuner og andre, som sagtens kan vente, til samfundet er på den anden side af den ekstraordinære Coronasituation. For at undgå at henvendelserne tager til går Lægeforeningen nu ud med en klar opfordring: ”Spild ikke lægers tid med papirarbejde, der kan vente,” siger Anna Mette Nathan, formand for Lægeforeningens Attestudvalg.

Redaktionen

18. mar. 2020
2 min.

Lægeforeningen opfordrer landets arbejdsgivere, kommuner, patienter og andre til at holde igen med at bede om lægeerklæringer og -attester i denne ekstraordinære situation med Coronavirus. Nogle praktiserende læger har oplevet ikke-hastende henvendelser om forskellige erklæringer og attester til arbejdsgivere, kommuner og andet.

Det kan og skal praktiserende læger ikke bruge tid på lige nu, hvor der skal være fuldt fokus på patienter, der kan være smittet med Coronavirus, og særligt sårbare patienter. Så for at undgå mange henvendelser, som lige så godt kan vente, opfordrer lægerne nu til, at man spørger sig selv, om ikke den erklæring kan vente. Eller om en arbejdsgivers behov for dokumentation for sygdom, kan klares ved en tro-og-love-erklæring fra den ansatte

”Vi er i en situation, hvor alle landets læger skal prioritere vores tid, så vi blandt andet kan tage hånd om patienter smittet med COVID-19. Derfor er det vores klare opfordring, at man lige tænker sig om en ekstra gang, før man kontakter sin egen læge med en ikke-hastende henvendelse. Spild ikke lægers tid med henvendelser om attester og andet, der kan vente,” siger Anna Mette Nathan, formand for Lægeforeningens Attestudvalg.

Hun understreger, at patienter med behov for lægehjælp naturligvis skal henvende sig. Blot ikke om papirarbejde, der kan vente.

”Det er en ekstraordinær situation, og vi arbejder på højtryk for at hjælpe patienterne. Det vil være en stor hjælp for os, hvis man ventede, til der er kommet ro på situationen,” siger Anna Mette Nathan.





Ugeskrift for Lægers tema om Corona-virus

 

Referencer

 

  1.