Mange læger brænder efter at vise deres dagligdag frem for de politikere, der tager vidtrækkende beslutninger om den. Men de kan ikke få lov. Den manglende åbenhed frustrerer både læger og politikere.
Yngre Læger har længe arbejdet på at vise de sundhedspolitikere, der regulerer deres arbejdsfelt, hvordan virkeligheden er ude på hospitalerne. Midlet er at invitere individuelle politikere med på vagt.
»Verden set fra hverdagslivet på et hospital er meget anderledes end på gange og kontorer på regionsgårdene, i Regionernes Hus eller på Christiansborg. Netop fordi det forholder sig sådan, er det væsentligt med en god og grundig dialog mellem os, der arbejder i sundhedsvæsenet, og dem, der tager afgørende beslutninger med betydning for sundhedsvæsenet, så det er de rigtige beslutninger, der tages«, siger Lisbeth Lintz, formand for Yngre Læger.
Men nej. Især i Region Hovedstaden er lægerne løbet ind i massive mure af modstand.
»I meget lang tid blev der ad flere omgange og via forskellige kanaler forsøgt at komme igennem med ideen, men Region Hovedstaden endte med at tage en beslutning om, at ingen politiker fra Folketinget må komme på regionens hospitaler, uden at alle medlemmer af Folketingets Sundhedsudvalg og hele Region Hovedstadens Regionsråd blev inviteret med«, siger hun.
Man kan jo ikke have, at politikere render rundt i vores system og indhenter viden, og så stiller os til ansvar for noget. Vibeke Storm Rasmussen (S), Regionsrådsformand i Region Hovedstaden
»Vi hverken kan eller vil belaste vores patienter med at tage 50 politikere med ad gangen«.
Hun arbejder selv i Region Hovedstaden og har oplevet fænomenet på nærmeste hold. Hun synes, at lukketheden nu er gået for vidt.
»Yngre Læger ejer ikke hospitalerne. Det gør regionerne. Og derfor er det også helt naturligt for os ikke at invitere gæster indenfor uden forudgående grønt lys fra hospitalsledelserne. Men er systematisk rødt lys for besøg i hverdagen er ikke acceptabelt i et moderne demokrati«, siger hun.
»Senest har vi set det med aflysning af valgmøder forud for det snarlige valg til regioner og kommuner, og vi har ligeledes oplevet gentagne gange, at yngre læger, der har ønske om at udtale sig til pressen om forholdene i sundhedsvæsenet, får forbud mod det af deres ledelser«.
Regionsrådsformand i Region Hovedstaden, Vibeke Storm Rasmussen (S), bekræfter, at regionen lægger begrænsninger på de yngre lægers iver efter at invitere politikere med på job. Det er der en grund til.
»Alle skal have tilbuddet. Folk kan godt komme og se vores system. Det bliver bare ikke sådan, at de yngre læger finder deres darlingpolitikere og så render rundt og laver fagforeningspolitik på et hospital«, siger hun.
Hvorfor må en læge ikke få én politiker med ad gangen?
»Hvis en politiker på Christiansborg gerne vil se, hvordan det virkelige liv ser ud, så skal de andre politikere også vide, at de er velkomne, og så arrangerer vi det. Så gør vi det sådan, at når der er politikere, der render rundt i vores system, så er der også en repræsentation med fra de politikere hos os, der har ansvaret«.
Hvorfor skal der være en oppasser fra regionen med?
»Det er fordi, vi politisk skal stå til ansvar for, hvad det er, der sker. Man kan jo ikke have, at politikere render rundt i vores system og indhenter viden, og så stiller os til ansvar for noget. Vi har 36.000 ansatte. Det giver jo noget værre rod. Nej, nej. Det er sådan set meget enkelt. Hvis folk gerne vil se nogle ting hos os, så møder de nogle mennesker, der har ansvaret for det, der foregår. Det andet forgår i vælgerforeninger eller fagforeningskontorer«.
Lisbeth Lintz, formand for Yngre Læger, understreger, at ideen fra lægernes side hele tiden har været, at sundhedspolitikere fra alle Folketingets partier skulle inviteres med på vagt – bare på skift.
Lukkethedens politik frustrerer både lægerne, der gerne vil i dialog med beslutningstagerne, og politikerne selv.
»Jeg har selv oplevet det. Jeg er en af dem, der gerne vil ud og tale med de mennesker, der har arbejde i sundhedsvæsenet. Jeg mærkede det, da jeg ville ud og køre ambulance, da der havde været en del kritik. I Region Hovedstaden var der sådan en happening ‚Inviter en politiker med i din ambulance‘. Det meldte jeg mig så til, men fik at vide, at det var bremset af Region Hovedstaden. Det synes jeg var mærkeligt«, siger sundhedsordfører Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti.
Region Hovedstaden er dog ikke ene om at forsøge at styre politikerbesøgene. Liselott Blixt har mødt lukketheden flere steder.
»Efterhånden var der et bemærkelsesværdigt billede fra regionerne. Det er frustrerende, for vi får tit at vide, at vi ikke ved, hvordan det er, og vi skulle bare opleve det. Mange medarbejdere vil faktisk gerne have besøg af os. Men det er åbenbart mest regionerne, der er bange for, at vi kommer ud«, siger hun.
Hun er også utilfreds med, at når politikerne endelig får lov at blive sluppet ud i virkeligheden, så skal det ske i flok.
»Vi har lige været med sundhedsudvalget (Folketingets sundhedsudvalg, red.) i Region Midt og Nord. Vi så Aalborg og Aarhus angående it. Men i min evaluering skrev jeg, at jeg ikke vil med ud fremover, hvis vi skal være 30 mennesker og så deles op i to grupper. I min gruppe var vi 15 folketingspolitikere og regionspolitikere, så når en læge skulle forklare om noget, stod vi der allesammen. Det var ikke optimalt. Samtidig var det generende, når vi kom i en FAM som en flok og nærmest stod i vejen«, siger hun.
Hun ville så langt foretrække direkte adgang og allerhelst uden varsel.
»Jeg er så heldig at være formand for Folketingets §71-udvalg. Der kommer vi på uanmeldte og anmeldte besøg på de psykiatriske afdelinger, hvor vi kan se forskel. Når du kommer uanmeldt, er der ikke hele denne opstilling af regionsmedlemmer. Så du får andre svar. Det gode er at komme ud og se, hvad der sker på en afdeling. Og det burde vi også kunne i resten af sundhedsvæsenet«.
Set med forvaltningsbriller, er der argumenter, som taler for begge parters synspunkter.
Det mener Per Nikolaj Bukh, professor ved Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet.
»Der er altid to sider af en sag, og jeg kan forstå begge parter. Det er regionerne, der beslutter, og den beslutningsret vil man gerne håndhæve og markere. På den måde er det ikke unaturligt at have hånd i hanke med, hvad der foregår«, siger han.
»Initiativet fra lægerne er del af et partsindlæg, og det man oplever, er jo ikke en objektiv virkelighed. Dermed får lægerne en mulighed for at give en lang række synspunkter til kende og dermed påvirke folketingspolitikerne. Det er der ingen tvivl om, og det er jo også regionernes bekymring«.
Overordnet efterlyser han dog mere åbenhed.
»Jeg synes, at man er nødt til fra regionernes side at udvise åbenhed. Debatten kører og synspunkterne er der. Så man kan ikke lukke det ned ved at forsøge at dirigere, hvordan der skal kommunikeres eksternt. Regionen kunne også vælge at se det positive i initiativet. Der er noget værdifuldt ved, at eksempelvis Folketingets Sundhedsudvalg, der danner rammerne om regioners og hospitalers vilkår, også får et indblik i virkeligheden og hverdagen«.
Hvad bør der gøres?
»Jeg mener, at man i denne situation burde finde et kompromis, så regionen har styr på, at folketingspolitikerne ikke oplever en totalt selekteret virkelighed, der skal repræsentere et bestemt indspil i debatten. At man forsøger at få så virkelig en virkelighed som muligt. Men samtidig se positivt på, at der er nogen, der gider at interessere sig for området«.
