Skip to main content

Læger: Omskæring er lemlæstelse

Omskæring af drenge bør forbydes, mener flere læger. Men et forbud vil få det jødiske samfund i Danmark til at »dø ud«, siger Det Mosaiske Troessamfund.

22. jan. 2014
1 min.

Omskæring af drenge er lemlæstelse. Så kategorisk lyder det fra Dansk Selskab for Almen Medicin, der repræsenterer godt 3.000 læger og lægestuderende i Danmark, skriver Jyllands-Posten.

Den kradse udmelding står at læse i et høringssvar til Sundhedsstyrelsens reviderede vejledning til omskæring af drenge. For mens det siden 2003 har været forbudt at omskære piger i Danmark, er det stadig tilladt at fjerne drenges forhud som led i et religiøst ritual eller i en religiøs praksis. Det sker bl. a. inden for det jødiske og muslimske samfund.

"Vi mener kun, at man bør omskære drenge, når der foreligger en medicinsk indikation som for eksempel forsnævret forhud, der gør, at man ikke kan komme af med urinen. Vi skelner ikke mellem omskæring af drenge og piger. Det er forkert at påføre smerte, medmindre der foreligger en medicinsk indikation", siger Lars Gehlert Johansen, formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, som begrundelse for, at selskabet kalder det lemlæstelse.

Det er helt uacceptabelt at tillade omskæring på drengebørn under to måneder andre steder end på et lægeligt behandlingssted, mener Lægeforeningen ifølge en pressemeddelelse. Foreningen opfordrer Sundhedsstyrelsen til at ændre reglerne.