Læger prøver grænser

Læger uden Grænser bliver ikke ligefrem kimet ned af frivillige, der vil afbryde karrieren for at bruge hele eller halve år på at arbejde for en symbolsk løn under primitive forhold.

- Vi bliver ikke bombarderet med henvendelser, som den danske organisations formand, læge Søren Brix Christensen, formulerer det.

På den anden side er der en lille, men konstant tilgang af læger og sygeplejersker. Nok til, at man hvert år kan udsende ca. 30 læger og sygeplejersker fra Danmark.

De henvender sig ikke på grund af rekrutteringskampagner. De er ofte mennesker, som længe har ønsket at rejse ud. For lægernes vedkommende er de fleste helt unge, netop færdige med turnus, andre er netop gået på pension eller har solgt en praksis, men synes, de endnu har meget at give og eventyrlysten i behold.

Afsavn ingen hindring

Den alvorligste hindring for at rekruttere danske læger er ifølge Søren Brix Christensen ikke de økonomiske og materielle afsavn, selv om Læger uden Grænser kun tilbyder en månedsløn på 5.500 kroner og et halvt år blandt syge, sårede og sultne mennesker, langt fra familie og venner, på feltfod i et risikofyldt miljø.

Hindringen er snarere det danske videreuddannelsessystem, der ikke uden videre betragter seks måneders arbejde i Sudan eller Afghanistan som meriterende.

- I fx Tyskland, England eller Belgien har man ikke det samme pointsystem i et kasseinddelt uddannelsessystem, og derfor ser man ikke dér de samme problemer med at rekruttere læger, som er bange for at falde ud af et uddannelsesforløb, siger Søren Brix Christensen. Dog sporer han »en vis opblødning« og velvilje, efter at Sundhedsstyrelsen på baggrund af Specialistnævnets anbefalinger i oktober reviderede de såkaldte supplerende kriterier ved vurderingen af yngre læger til ansættelse i undervisningsstillinger.

Søren Brix Christensen glæder sig også over, at nogle danske hospitaler er blevet mere villige til at give orlov, så man ikke kun kan rejse ud mellem uddannelsesblokkene. For nylig fik en læge med introduktionsstilling i anæstesi i hvert fald indføjet muligheden i sin kontrakt for at rejse ud i et halvt år. En håbefuld begyndelse, mener Søren Brix Christensen:

- Med lægemanglen er det jo sælgers marked. Og nu er det altså blevet muligt at få indføjet denne mulighed i sin kontrakt. Men det afhænger helt af den enkelte overlæge eller klinikchef.

Supervision i Sudan

Søren Brix Christensen indrømmer, at Læger uden Grænser naturligvis ikke kan garantere, at den opgave, man sendes ud til, passer til målbeskrivelsen i et givet speciale. Det kan også ligge tungt med dokumentationen af uddannelsesværdien.

- Men lægefagligt kan man lære lige så meget af at stå med ansvaret for en fjern klinik i et udviklingsland, som af at rende rundt efter journaler, tage blodprøver eller lave sekretær- eller laborantarbejde på et dansk sygehus, siger han.

»Jamen, hvordan kan man lade u-landsarbejde give point? Der er jo ingen til at supervisere en læge, der arbejder alene i et isoleret område«, lyder en indvending. Men den afviser Søren Brix Christensen kategorisk:

- Da jeg var udsendt i Sudan på såkaldt first mission, var der allerede en amerikansk tropelæge derude. Hende arbejdede jeg først sammen med i seks uger, og dernæst var hun rundt og supervisere andre projekter. Hun var min bagvagt, og selv om hun sad nogle tusinde kilometer væk, i Nairobi, kunne jeg som regel få radiokontakt med hende. I princippet er det ikke anderledes end at sidde i Helsingør og ringe til en bagvagt i Hillerød. Den amerikanske tropemediciner besøgte os en gang om måneden, akkurat lige som jeg her hjemme skulle være glad, hvis jeg fik én superviseret stuegang om måneden.

Vandt gratis kampagne

For nylig vandt Læger uden Grænser kampagnen Reklame for Alvor 2002 - en gratis kampagne, som reklamebranchen og de reklamefinansierede medier hvert år uddeler til en organisation, en gruppe eller enkeltperson, der arbejder for en humanitær eller samfundsorienteret sag, der ellers kun har små chancer for at slå igennem offentligt.

Kampagnen, der er 10-12 mio. kr. værd og blev søsat i begyndelsen af januar, skal ikke bruges til at rekruttere flere frivillige eller til at samle penge ind, siger Søren Brix Christensen.

- Den skal sætte fokus på mennesker på flugt og deres historier. Åbne danskernes øjne for flygtningenes situation og dreje flygtningedebatten i en mere medmenneskelig retning, siger han.

Ikke mindst under efterårets valgkamp flød medierne over med »de fremmede«. Men årsagerne til flygtningestrømmene, de menneskelige tragedier, der får enkelte mennesker, familier og hele befolkningsgrupper til at søge over bjerge, ud på havene i synkefærdige skuder, til støvede flygtningelejre eller til et eksil i fremmede, fjendtlige omgivelser, disse årsager har fortonet sig i en sur, populistisk debat om de problemer, de fremmede skaber for vores velfærdssamfund.

- Vores kampagne skal være en ren holdningskampagne i en situation, hvor der kun skal tre sure ribs mere i gryden for at gøre hele retten uspiselig, siger Søren Brix Christensen.

Men er Læger uden Grænser da ved at skifte fokus, fra at være en organisation af frivillige, der lapper syge og sårede sammen på en forblæst bakketop, til i højere grad at fortælle historier, der kan pirke til vores onde samvittighed?

Nej, svarer Søren Brix Christensen, témoignage - vidnesbyrd - fra de glemte krigsområder, har altid været en væsentlig del af Læger uden Grænsers virksomhed.

- For hvad nytter det at hjælpe folk af med deres malaria eller tuberkulose, hvis de bliver skudt ned, så snart de er ude af klinikken, eller ikke har noget at spise?

Kæmper for faget

Fokus er dog ikke kun på humanitært arbejde. Da Dansk Folkeparti i efterårets valgkamp foreslog, at danske læger skal blive og arbejde i Danmark lige så længe, som uddannelsen har varet, troede Søren Brix Christensen ikke sine egne ører:

- Det er da et glimrende forslag, hvis man går ind for at genindføre stavnsbåndet, som ellers blev ophævet i 1788, bemærker han syrligt.

- Jeg var målløs! At man efter 7-8 års uddannelse ikke skal kunne rejse ud, men blive otte år i Danmark, er helt til hest. Som om det ikke er rigeligt, at man i forvejen tvinger folk rundt i Danmark i turnus mod deres vilje.

- Og det ærgrede mig, at Lægeforeningen ikke havde nogen kommentarer. Man »ville ikke udtale sig, mens valgkampen stod på«. At der er valgkamp, fritager da ikke fra ansvaret for at have en holdning og varetage vore interesser. Når den slags groteske forslag dukker op, må en fagforening da feje det af bordet straks, så det ikke får lov at gro. Skal man så heller ikke have lov at rejse til USA eller Tyskland for at arbejde, videreuddanne sig og forske. Eller arbejde i medicinalindustrien? Det bringer mindelser om den værste betonkommunisme, siger Søren Brix Christensen .

Medicinsk apartheid

For mange af de grænseløse læger rundt om på verdens forblæste bakketoppe har det været en stor kilde til frustration at være vidner til nærmest ufattelige, menneskeskabte katastrofer, som det nærmest har været umuligt at gøre omverdenen interesseret i. Søren Brix Christensen undrer sig fx over, at 10 procent af befolkningen i Congos krigszoner har kunnet udryddes på 12 måneder, uden at give overskrifter eller prime-time-sendetid.

Derfor gav det også et kolossalt boost, da Médecins sans Frontières i 1999 modtog Nobels Fredspris. Pludselig fik man en megafon i hænde og en anerkendelse af en arbejdsmåde, der også tager problemer om flygtninge, menneskerettigheder og fattigdom op. Man var blevet blåstemplet, og der blev lyttet, når man talte, fx om den »medicinske apartheid«, der gør nye og effektive - og dyre - lægemidler uopnåelige for hovedparten af verdens befolkning.

- 90 procent af verdens medicin bliver spist af 10 procent af verdens befolkning, konstaterer Søren Brix Christensen, og tilføjer, at kun én procent af de nye præparater, som udvikles, retter sig mod tropesygdomme.

Tiden siden Nobelprisen er derfor også blevet brugt til at fokusere, dels på medicinpriser generelt, dels på den manglende forskning i tropemedicinske sygdomme, der rammer befolkninger uden penge.

- Forskningen er overladt til markedskræfterne. Men ved at lade markedet bestemme, hvad der skal forskes i, og hvad priserne skal være, får du dirigeret al forskning og udvikling over til noget, der kun handler om os selv. Den eneste grund til, at vi har fået behandlingsmuligheder for hiv/aids er, at den også har ramt vore samfund.

Feltarbejdet vigtigst

Men selv om Søren Brix Christensen kan pege på en række områder, hvor man har arbejdet succesfuldt med holdningspåvirkning, glemmer han ikke det, man kunne kalde »kerneydelsen«:

- Måske kan det se ud, som om vi i nogen grad har skiftet fokus, fordi vi har ført en række meget effektfulde kampagner. Men vores hovedarbejde foregår stadig på »bakketoppen« og i felten. Og det er jo kun på baggrund af de problemer, som opleves af læger og sygeplejersker, vi sender ud, at vi kan fortælle verden om problemerne.

- Læger uden Grænser blev jo netop dannet i 1971 af franske læger, der brød ud af Røde Kors efter Biafra-krigen, fordi de havde fået mundkurv på og ikke måtte udtale sig. Så vidnepligten er helt grundlæggende for os. Det nytter jo ikke at sidde oppe på bakketoppen, mens krigen raser, hvis du ikke også adresserer de problemer, som har fået krigen til at rase.

- Men vi er nok blevet mere bevidste om pligten til témoignage. Også, fordi vi med bl.a. Nobelprisen fik en troværdig platform at stå på. Men samtidig er det også en udfordring at fastholde troværdigheden, og ikke bare blive en moralsk vagthund, der bare råber op og er uenig med alt og alle.

- Vores fokus er: At hjælpe mennesker i nød. Og de har ikke brug for dyre skrivebordsgeneraler, der kan analysere problemerne. De har brug for vores arbejde ude i felten.

Søren Brix Christensen forklarer, at den internationale Médecins sans Frontières af samme grund holder et årligt »mini-general assembly«, hvor repræsentanter for bestyrelserne i de 18 nationale medlems-organisationer mødes i et af de brændpunkter, der kræver en særlig indsats.

- Her diskuterer vi fx, hvilke problemer vi har i Malawi. Spørger folkene der, hvad de kunne tænke sig i det næste år, ser på de problemer, de arbejder med og hvordan det seneste år er gået. På den måde får man stemmen fra felten med hjem på de store generalforsamlinger, så vi ikke glemmer, at det er dérudefra, al forandringen skal komme, og derude, problemerne skal defineres og løses - ikke fra et kontor i København.

Eksemplets magt

- En faldgrube, vi let kan falde i, er at vi sagtens kan blive en velfinansieret monster-organisation med gode lønninger. Men vi holder fast i, at bestyrelsen arbejder gratis. Vi har kun fem ansatte, og de forpligter sig til at arbejde, så de lønmæssigt ligger i den nederste tredjedel for deres faggrupper. Vi skal ikke være en lukrativ niche, men et sted, som emmer af initiativ og engagement. Hvor man måske kun holder 3-4 år, før man rykker videre, og der kommer nye mennesker til med initiativ og tro på, at man kan lave noget om, siger Søren Brix Christensen.

Det er motivationen, der driver værket. Ønsket om at gøre en mærkbar forskel. Til enhver tid har Médecins sans Frontières ca. 3.000 udsendte fra hele verden. De arbejder sammen med ca. 15.000 lokalt ansatte, der ofte smittes af den idealisme og uegennytte, som de udsendte lægger for dagen.

- De kan se, at du arbejder uden at få et stort honorar ind på din bankkonto, siger Søren Brix Christensen.

- Du bor ikke i luksusvilla og kører rundt i en stor bil. Du bor og arbejder sammen med de lokale og deler deres vilkår. Det smitter også af på dem, så du ikke skal spørge, hvor meget de så skal have for at losse flyet i dag.

- Nødhjælpsorganisationerne og de vestlige medier er med til at skabe korruption og til, at tingene går galt. Vores udsendte læge Torben Bruhn skrev i går fra Jalalabad i Afghanistan, at CNN betalte en tolk 100 dollars om dagen for at vise dem rundt i flygtningelejren. Man kan let forestille sig den mafia, der vokser ud af dét, og derfor er det vigtigt for os, at vi ikke betaler for at få losset et fly. Hvis de ikke vil hjælpe os, kan vi finde et andet sted. Vi skal sige: »Vi vil gerne øse af vores medicinske viden, men det er jer, der skal løse opgaven. Jeg vil gerne vise, hvordan man renser et sår. Men i morgen er det jer selv, der står med ansvaret«.

- Hvis du videregiver en viden, der kan sprede sig som ringe i vandet, har du efterladt noget, som gør en forskel, også når du er taget af sted.