Læger: Sådan afhjælpes uligheden i sundhed

Spørger man danske læger om uligheden i sundhed, mener de klart, at de selv kan gøre en indsats.

Hele 68 er »enige« eller »meget enige« i, at »ekstra tid til patienter med særlige behov« kan reducere uligheden, viser en ny enquete fra Lægeforeningen.

Men endnu vigtigere er myndighedernes ageren: Endnu flere - nemlig 79 pct. - efterlyser, at myndighederne skaber »rammer, der giver mulighed for at tage individuelle hensyn til patienter«.

På den baggrund har Lægeforeningen efterlyst, at de kommende nationale kliniske retningslinjer indarbejder mulighed for at differentiere mellem patienterne, så lægerne kan bruge mere tid på de svage, der har behov for mere støtte, og tilsvarende mindre tid på de mere resursestærke.

Myndighedernes kommunikation allervigtigst

Men positiv forskelsbehandling af patienterne er langt fra det eneste tiltag, lægerne kan forestille sig i bekæmpelsen af uligheden i sundhed.

På førstepladsen kommer »kommunikationen mellem sektorerne - f.eks. mellem kommune og hospital« - se graf. Her mener hele 82 pct., at det vil kunne reducere uligheden, hvis den bliver bedre.

70 pct. mener, at ”kommunikationen fra kommuner, regioner og staten til patienter om deres behandling skal være mere målrettet modtageren og dennes situation”.

Og endelig bakker 64 pct. op om højere tobaksafgifter for at komme den rygning til livs, som er en stærk og velkendt ulighedsmarkør.

Derefter kommer flere tiltag fra lægerne selv. Der er således 58 pct., som mener, at det kan hjælpe, hvis de får ”flere muligheder for opsøgende kontakt til patienter og opfølgning på behandling”.

Og lidt over halvdelen – 55 pct. – mener, det vil være effektivt med ”flere muligheder for individuel information via f.eks. mobiltelefon og breve (påmindelser om medicin, aftaler hos lægen mv.), fremgår det af enqueten.

Jette Dam-Hansen, du er formand for Lægeforeningens forebyggelsesudvalg – er der egentlig noget til hindre for, at lægerne bare selv går i gang med egne tiltag – såsom påmindelses sms’er?

”Der er ikke nogen regler, der gør, at man ikke må gøre det. Men det handler om kultur og om tid”.

Hvad skal der til?

”Der skal en form for accept og forståelse til. En forståelse for, at det er noget, vi skal i gang med. Og så handler det om resurser i form af tid. Der kan være nogle, der tænker – den har vi ikke, som vi er bemandet nu – så hvilke andre opgaver skal vi lade være med?

Mangler der noget fra myndighedernes side?

”Jeg tror, sundhedsplanlæggerne i regeringen og regionerne skal sige, at nu er det det, vi går efter. Der er tale om en kulturændring. Og det kræver, at de, der bestemmer, siger: det skal vi gøre. Vi kan ikke lægge det på den enkelte læges skuldre alene. Det kræver ledelsesopbakning fra de politiske systemer, som bestemmer strukturerne og resurserne – også de menneskelige resurser”.

Forsker: Gode ideer

Lægernes ideer om bekæmpelse af ulighed i sundhed får umiddelbart gode karakterer fra forskerside.

”En differentiering mellem de resurser, man bruger på at sørge for, at folk er med, er også noget af det, vi peger på. Det skal afhænge af, hvor mange resurser, folk har – om de er kort uddannede eller enlige for eksempel”, siger seniorforsker hos Kræftens Bekæmpelse, Susanne Oksbjerg Dalton.

”Vi er så bange for at gøre noget særligt for nogen, men det gør man jo i alle mulige andre sammenhænge. Vi har et system baseret på behov. Børn, der har svært ved at læse, får særlig undervisning f.eks. Så hvis man kan se, at nogle ting er svære for nogle patienter, så har man ansvar for at prøve at imødegå det”, siger hun.

Noget tyder på, at det virker.

Susanne Oksbjerg Dalton peger på et projekt i Aarhus – omtalt for nylig i Ugeskrift for Læger – om hjerterehabilitering, hvor det gav bonus at give mere information til de patientgrupper, der havde mere tendens til at takke nej til tilbudet.

Hvad med f.eks. at sende minde-på sms‘er til patienter?

»En proaktiv indsats tror jeg også sagtens kunne betyde noget. Jeg tror, man er meget afhængig af den information, man får. Og hvis der er glippet noget i processen, så kan man på den vis samle op på det ved at minde patienterne om, at de har en aftale”.

Og myndighedernes information?

»Jeg tror, at jo mere der er op til personerne selv, jo mere ulighed kommer der. I forskellige grupper i samfundet er der forskellige forventninger til, hvad sundhedspersonalet ved om en. Nogle forventer, at der nok er nogen, der sørger for at kalde en ind, hvis der er brug for det. Det kan være svært selv at gøre en indsats, hvis man ikke ved, at man kan. Og sektorovergangene er en stor problematik«.