Læger siger nej til gabestok

Otte ud af ti læger vender sig mod indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussens (V) forslag om at offentliggøre Patientklagenævnets afgørelser, hvor en læge får kritik.

Særlig indædt er modstanden fra de praktiserende læger. Ni ud af ti mener, at systemet, som det er i dag, skal beholdes.

Til gengæld er speciallægerne de mest åbne over for at indvi omverdenen i navngivne lægers fejltrin. Næsten hver fjerde speciallæge siger ja til i nogen eller meget høj grad at offentliggøre nævnets afgørelser, eventuelt med en grænse for bagateller. Yngre læger ligger midt imellem.

Det viser en rundspørge, som Ugeskrift for Læger har foretaget på nettet blandt et lille, men ret repræsentativt udsnit af medlemmerne. Knap 500 blev spurgt - 270 læger valgte at svare på spørgeskemaet.

»Jeg synes, man skal lægge vægt på, at tre ud af fire speciallæger ikke vil have en gabestok. Når en ud af fire siger, at det er i orden at blive hængt ud - eventuelt med en bagatelgrænse, så er det ikke fordi speciallæger føler sig ufejlbarlige eller usårlige. Det er fordi vi ved, der er nogle brodne kar, både hvad angår det rent faglige, men også med hensyn til patientkontakt. Dem vil vi ikke dække over«, siger formanden for Foreningen af Speciallæger, Karsten Nielsen.

For Michael Dupont er de praktiserende lægers modstand helt naturlig. Som formand for PLO og som indehaver af en praksis i den københavnske forstad Birkerød kan han leve sig ind i, hvordan det ville være at få en klage.

»Vi har en afgrænset patientskare. Og hvis du sidder i et lokalsamfund med en klage, der kommer på nettet, så ville jeg virkelig føle mig udstillet. Rigtig ilde tilpas. Jeg har for sjov spurgt mine kolleger på 60-61 år, hvad de synes. De ville føle det så ubehageligt, at de hellere ville lukke. I øvrigt: hvad skulle man bruge det til i de områder, hvor der er så få læger, at der reelt ikke er noget valg?«, siger han.

Michael Dupont ser også forslaget i et bredere perspektiv på ønsket om offentlighed.

»Skal man være åben om alt, bare fordi man har sagt ja til et job i det offentlige eller arbejder som os på overenskomst med det offentlige? Hvor går grænsen? Skal man så også offentliggøre skolelærers sygefravær? Pædagogers? Jordemødres? Det er jo dem, der har kundekontakten, som får klagerne. Dem, der står i frontlinjen, og som vover pelsen, som får balladen, og embedsmænd, som sidder trygt og godt bagved, dem sker der ingenting med. Det synes jeg er urimeligt. Og det vil få nogle utilsigtede konsekvenser. Folk vil skjule fejl og holde kortene tæt ind til kroppen, og det vil lukke systemet. Det vil være den modsatte virkning af det, man gerne vil«, siger han.

I den forgange uge åbnede Lars Løkke Rasmussen op for, at offentliggørelsen eventuelt kunne ske med en bagatelgrænse. Hvis det bliver virkelighed, har han opbakning fra 13,3 procent af medlemmerne - flest speciallæger siger o.k. til det, lidt færre yngre læger og næsten ingen praktiserende læger synes det er i orden.

Åbenheden kommer

Modstanden kommer ikke bag på professor i folkesundhed Lone Scocozza.

I Kristeligt Dagblad har hun ridset det historiske perspektiv op for, hvordan lægeprofessionen i århundreder har været beskyttet mod kontrol udefra. Lige fra da lægerne i 1700-tallet efter aftale med staten fik monopol på behandling af »indre« sygdomme, mens barbererne og bardskærerne tog sig af de »ydre« sygdomme.

I takt med at lægerne fik etableret sig som profession, fik de ikke blot udvidet monopolet til at gælde alle sygdomme. Staten frikendte dem også for ekstern kontrol, fordi staten accepterede argumentet om, at lægegerningen er baseret på strengt faglig videnskab, så udenforstående ikke var i stand til at kontrollere deres kvalifikationer.

»Derfor blev kontrollen lagt hen til professionens egne tilsynsmyndigheder, som i dag blandt andet er embedslæger og Sundhedsstyrelsen«, siger hun.

Men Lone Scocozza mener ikke, at lægernes modstand holder i dag.

»Folk er veloplyste, og kan i øvrigt i dag gå på nettet og skaffe sig en masse informationer. Det må være en almindelig demokratisk handling at give brugerne mulighed for at vælge læge efter kvaliteten af de ydelser, de giver. Men det varede jo også 20-30 år, før man fik lægerne med til livstestamenter og at åbne op for journalerne«, siger hun.

Mindre hidsig modstand

Heller ikke professor i offentlig forvaltning på Københavns Universitet, Torben Beck Jørgensen, mener, at lægernes modstand mod åbenhed holder.

»Man kan mere eller mindre hidsigt vende sig imod sådan en åbenhed, men det bliver mindre og mindre gangbart at gå imod den udvikling. Der er generelt i samfundet en holdning om åbenhed. Og hvis man meget hidsigt modsætter sig den, så ser det ud som om man har noget at skjule, så hvis lægerne vil udskyde det lidt, så skal deres modstand nok være lidt mere fiks«, siger han.

Ifølge Torben Beck Jørgensen er det helt forventeligt, at en gruppe, der får blotlagt deres fejl, vil værne sig mod det.

»Det viser erfaringen. Men den viser også, at når det bliver indført på et eller andet tidspunkt, så vil lægerne meget hurtigt vænne sig til det og vil kunne se det udmærkede i at få luget ud i ,the bad apples`«, siger han.

Torben Beck Jørgensens vurdering er, at åbenhed vil blive gennemført før eller siden. Ikke så meget på et argument om, at samfundet bliver et

bedre demokrati ved at få et gennemlyst sundhedsvæsen, men fordi patienter bliver betragtet som borgere med rettigheder, blandt andet til at beskytte sig selv mod dårlige læger.

»Jeg forstår godt, at man er solidarisk over for sin gruppe. Hvis man ikke er vant til at blive kigget over skulderen af udenforstående, så kan det være ubehageligt, men det må man vænne sig til. Et lidt mere rimeligt argument er, at det ved mange fejl er svært at se, om der er tale om en personfejl eller en systemfejl. Og mange vil være dødnervøse for at blive hængt personligt ud, hvis der var tale om en personfejl. Men hvis man lavede en kontekst, hvor det ikke så meget var den konkrete person, der blev hængt ud, men også de forhold, som forårsagede fejlen, så ville det være positivt. For så ville der komme en ny dynamik og være endnu mere fokus på systemfejl«, siger han.

Find din kirurg i avisen

Fokus på fejl er noget, de for nylig har haft i England, og hvor avisen The Guardian den 16. marts i år bragte en artikel, der formentlig vil få det til at løbe koldt ned ad ryggen på flertallet af danske læger.

Under overskriften »Hospitaler nægter patienter facts om mortalitetsrater« var en lang artikel, hvor journalisterne via den engelske lov om aktindsigt i forvaltningen havde fået indsigt i hjertekirurgers succesrate eller mangel på samme.

Artiklen udsprang af en sag ti år tidligere, hvor en undersøgelse af spædbørnsdødsfald på et hospital i Bristol viste, at to kirurger lå langt under gennemsnittet. Efter pres indvilligede regeringen i 2001 i, at kirurgernes mortalitetsrater blev offentlige, og de tal skulle have været tilgængelige sidste år. Det var de imidlertid ikke, og ved at søge aktindsigt offentliggjorde journalisterne på The Guardian dem selv.

Dog inddelte journalisterne operationerne i højrisiko og lavrisiko og korrigerede tallene for det. Avisens undersøgelse viste også, at nogle hospitaler og afdelinger slet ikke indsamlede valide data om operationernes succes.

Kort forinden havde Ben Bridgewater, hjertekirurg på South Manchester University i Manchester, på vegne af en gruppe hjertekirurger i Nordvestengland offentliggjort en undersøgelse i BMJ. Artiklens mål var at præsentere navngivne kirurgers mortalitetsrater for isoleret førstegangskirurgi på kranspulsåre og aortaklapkirurgi, hvor der var korrigeret for høj- og lavrisikooperationer. Konklusionen var, at samtlige de undersøgte kirurger levede op til standerne og faldt inden for accepterede mortalitetsgrænser for begge operationer.

»Sondringen af resultater i henhold til lav- og højrisikopatienter er ikke perfekt, men kan tjene til at informere offentligheden om kompleksiteten af denne type analyse og forebygge, at

kirurger undgår højrisikopatienter, som måske kan have nytte af en operation«.

Defensiv medicin

Som omtalt i Ugeskrift for Læger (2005; 167:944-5) og andre medier vender Lægeforeningen sig kraftigt mod regeringens forslag om at offentliggøre navnene på de læger, som i dag får kritik fra Patientklagenævnet. I dag er lægerne og andet sundhedspersonale anonyme.

Et af argumenterne er, at udsigten til at se sine svagheder offentliggjort vil få læger til at fravælge visse, risikofyldte operationer eller behandlinger.

Rundspørgen til medlemmerne viser, at seks procent af medlemmerne ville være upåvirkede. Resten - svarende til 94 procent - har i varierende grad svaret ja til, at det vil få negativ indflydelse på vedkommendes behandling af patienter, hvis den pågældende fik kritik af Patientklagenævnet og kom på nettet. Cirka hver tredje svarede, at det i høj grad ville få negativ indflydelse på behandlingen.

Resten svarer, at det i varierende grad vil påvirke dem negativt. Igen er speciallægerne dem, som vil blive mindst defensive, mens de yngre læger og praktiserende læger fordeler sig nogenlunde jævnt.

Og to tredjedele afviser fuldstændig, at det vil få positiv indflydelse på vedkommendes behandling, hvis eventuel kritik kom på nettet. Resten mener, at det en sjælden gang eller i varierende grad ville påvirke dem positivt.

Det bedste ved fejl er, at man kan lære af dem. Men når en læge får en såkaldt § 6 af Patientklagenævnet, så aner ingen, om vedkommende overhovedet lærer af den, siger Michael Dupont:

»Når en kollega får en næse, er der ingen followup. Ingen kolleger tager fat i vedkommende og siger: hvad kan du lære af det? Jeg synes, vi skulle arbejde på at få lavet et system hvor dem, der får en § 6, bliver forpligtet til en seance af nogle timers varighed med en kollega, hvor både fejlen og forløbet blev diskuteret, og hvad man i givet fald kan lære af det«.

Professor Lone Scocozza sidder også i Patientklagenævnet, og hun mener, at patienterne som forbrugere så mange andre steder i samfundet, bør kunne vælge læger til og fra afhængig af kvalitet.

»Jeg kan jo se, at der er gengangere af læger med 2-3 påtaler. Men det er kun os i nævnet, der kan se det. Det må da være en almindelig demokratisk handling at give brugerne mulighed for at vælge læge efter kvaliteten af de ydelser de giver. At læger er deres egne dommere, mener jeg ikke hører hjemme i 2005. De ting, man andre steder i samfundet kan se er groteske - at politiet behandler klager over politiet, for eksempel - det accepterer man i lægeverdenen. Jeg synes, det er bagstræberisk af Lægeforeningen at sætte sig imod det. Det ender jo sådan på et eller andet tidspunkt. Men lige nu tror jeg ikke, det bliver til noget, fordi Lægeforeningen er så stærk. De truer med at trække sig ud af Patientklagenævnet, og det tror jeg ikke, der er nogen, der ønsker«, siger hun og fortsætter:

»Så jeg tror ikke, at Lars Løkke Rasmussen får forslaget igennem. Han har ikke helt forstået, hvor meget selvjustitsen betyder - at man er sine egne vogtere. Jeg kan godt se, at det kommer til at virke som en udhængning, men resultatet skulle jo være bedre ydelser. Og det er jo helt tydeligt, at patienter i dag forventer sig nogle andre muligheder end tidligere. For eksempel at kunne se hvilke læger, der har begået hvilke fejl«, siger hun.

Fakta

Sådan har læger det i udlandet

På den anden side af Øresundsbroen bor de svenske læger, som i årevis har levet med, at offentligheden fik deres fejl at vide

Mens de danske læger vægrer sig mod at få deres navne offentliggjort, når de har begået fejl, så har blandt andre svenske, hollandske, newzealandske og amerikanske læger i årevis måttet finde sig i, at patienterne i varierende grad har kunnet få oplysninger om deres fejl og misgerninger.

Fra den amerikanske name and shame-tradition til den hollandske, som af privatlivsårsager ikke offentliggør navnene på læger som sådan, men hvor patienter på nettet kan tjekke en læges autorisation og se, om den er inddraget.

De høringer, som det nationale disciplinærtribunal for sundhedspersonale holder, har i knap ti år været offentlige. Og selv om de fleste af de læger, som kommer for disciplinærtribunalet, ikke ønsker deres navne frem, så kan et åbent system anskues fra flere sider, siger Gay Fraser, executive officer fra det newzealandske Health Practitioners Disciplinary Tribunal.

»Det kan afskrække sundhedspersonale fra at begå fejl, det kan være et lærende redskab for sundhedspersonale og offentligheden, og det kan tjene til at beskytte offentlighedens sundhed. Et åbent system tillader også de læger, som ikke bliver involveret, til at gå fri af mistanke«, siger han.

Hvad angår de svenske patienter, så har de en telefonlinje til den svenske Socialstyrelse eller Ansvarsnævnet. I telefonen kan de få oplyst, om en given læge har fået en næse, advarsel eller frataget sin autorisation. Det oplyser Socialstyrelsens pressevagt.

I Danmark kan en patient, hvis vedkommende kender navnet på den læge, som har fået frataget sin autorisation, i seks måneder søge på vedkommendes navn på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.