Skip to main content

Læger skal registrere mere

Anne Steenberger, as@dadl.dk

3. feb. 2012
6 min.

Når der i dag ikke er styr på, om kræftventetiderne bliver overholdt, skyldes det bl.a., at ikke alle læger registrerer de data, der skal til. Det afhænger nemlig af, hvilken klinisk kræftdatabase de er tilknyttet. Databaserne er forskellige, og kun de færreste er indrettet, så lægerne skal registrere de forskellige stop eller mellemstationer i et kræftforløb. Det er f.eks. lungecancerdatabasen.

Heller ikke Landspatientregisteret er i dag indrettet til at registrere forløbsdata.

Det skal der nu laves om på.

Sundhedsstyrelsen har af Sundhedsministeriet fået pålagt at overvåge ventetiderne, efter at Rigsrevisionen i sin seneste rapport kom med en kraftig kritik.

Efter al sandsynlighed vil resultatet blive, at lægerne skal til at registrere noget mere. Det vurderer Hans Peder Graversen, der er cheflæge i Region Midtjylland. Han har siden november sidste år arbejdet som formand for en gruppe, der skal etablere et system, der skal samle nationale, ensartede data for forløbstiderne i kræftpakkerne. Efter kritikken fra Rigsrevisionen er kravet fra Sundhedsstyrelsen at etablere et system, der ikke bare kan overvåge forløbstiderne i kræftpakkerne, men også de maksimale ventetider.

Og det kan man formentlig kun få, hvis lægerne ude på afdelingerne registrerer noget ekstra, vurderer Hans Peder Graversen.

»Opgaven bliver at lave et nyt rapporteringssystem. Det kan lade sig gøre relativt let at registrere pakkeforløbstiderne, ved at Sundhedsstyrelsen indfører en procedurekode, som kan anvendes, f.eks. hvis en patient kommer ind med en lungebetændelse og indledningsvis bliver registreret som sådan, men som viser sig at have en tumor. Men skal de maksimale tider med, kræver det en større registreringsopgave for klinikerne«, siger han.

Formanden for Danske Multidisciplinære Cancer Grupper (DMCG), Torben Palshof, deler den vurdering:

»Der skal ekstra indberetninger til, hvis vi f.eks. skal have de ureelle forløb med. Og hvis vi skal have data med i et centralt register, som viser både forløbstider i forhold til kræftpakker og i forhold til bekendtgørelsen om maksimale ventetider, vil det kræve nye registreringer. Der er en kode i LPR for hvornår patienten har givet samtykke til en tilbudt behandling - så hvis den bruges vil der kunne opnås viden om i hvor høj grad de maksimale ventetider overholdes«.

FAS er med

Mere registreringsarbejde til lægerne på et tidspunkt, hvor netop det arbejde har været stærkt kritiseret, bl.a. fra FAS - hvordan lyder det? Formand Anja Mitchell er med på den. Det, der er vigtigt, er, at registreringerne giver mening:

»Der er ingen tvivl om, at vi skal have styr på, om vi overholder de fagligt anbefalede ventetider. Vi foretager gerne enhver registrering, der er relevant for, at patienten får et bedre patientforløb. Også de ekstra, der skal til i et nationalt rapporteringssystem. Det skal blot ikke reducere den tid, lægerne har til behandling. Derfor kan det være relevant at undersøge, om nogle registreringsopgaver kan varetages af andre, og samtidig bør man rydde op i overflødige registreringer«.

Anja Mitchell tilføjer, at bedre registreringer af kræftventetider kræver velfungerende it-systemer, der er enkle at bruge:

»Det må ikke gå ud over den tid, vi har til patienterne«.

Sundhedsstyrelsen styrer

Regionerne har i dag et monitoreringssystem, der følger afdelingernes implementering af kræftpakkerne. Det har fungeret et par år.

»Det er bare ikke godt nok, fordi den ikke er koordineret. Man registrerer ikke helt de samme ting og på samme måde og kun pakkeforløb, ikke de maksimale ventetider«, konstaterer Hans Peder Graversen, der også på den baggrund er blevet sat i spidsen for at udvikle et nyt system.

Men efter Rigsrevisionens kritik og balladen om de lange ventetider for patienter med kræft i bugspytkirtlen fik Sundhedsstyrelsen entydigt ansvaret for overvågningen af Sundhedsministeriet.

»Opgaven vil sandsynligvis glide regionerne af hænde, fordi ministeriet har pålagt Sundhedsstyrelsen at stå for monitoreringen«, konstaterer Graversen.

Egentlig lyder det ikke voldsomt besværligt at få sådan et måleapparat i gang. Så hvorfor er det ikke sket for længst?

»For nogle år siden lavede Sundhedsstyrelsen et nationalt rapporteringssystem: MIS Kræft, hed det. Men det blev et misfoster, bl.a. fordi man tøvede med at kræve af lægerne, at de skulle registrere mere. Det endte med, at det kun var omkring 20 pct. af forløbene, der kunne måles«.

Så der skal mere registrering til. Det skal ikke ske i de kliniske databaser, mener Hans Peder Graversen.

»De kliniske databaser er bagudrettede og beskriver, hvordan et forløb er gået, og skal bruges til at analysere det. Der skal et andet system til, der kan monitorere ventetider. Det skal være et system, som myndigheder kan bruge til at monitorere ventetiderne med«, siger han. Meget tyder på, at det går den vej.

Efter redaktionens slutning har der været møde om det nye monitoreringssystem, hvor det endelige skelet formentlig er faldet på plads.

Hvorfor to målestokke?

Maksimale ventetider, som gælder både kræft- og hjertepatienter, er lovbefalede og at betragte som en patientrettighed. Ifølge dem må en patient højst vente på operation i to uger fra den dag, patienten har samtykket, til operationen. Sygehuset er forpligtet til at tilbyde henvisning til et andet offentligt eller privat sygehus her eller i udlandet inden for de maksimale ventetider. Hvis sygehuset ikke kan finde et offentligt eller privat sygehus, skal sygehuset - hvis patienten ønsker det - kontakte Sundhedsstyrelsen, som skal forsøge at finde et behandlingstilbud her eller i udlandet.

Pakkeforløb dækker både kræftpatienter og patienter mistænkt med kræft. De er ikke lovbefalede, men fagligt anbefalede og et politisk sigtemål. De siger, at der højst må være to uger til forundersøgelse fra henvisning med mistanke om kræft, to uger til operation/kemoterapi, fire uger til strålebehandling og fire uger til efterbehandling. De dækker altså flere patienter - f.eks. bliver ca. tre fjerdedele af dem, der henvises pga. mistanke om lungekræft, afsluttet med afkræftet mistanke. Pakkeforløbene er ikke 100 pct. implementeret overalt. Patienter, der ikke har en pakke at forholde sig til, kan henvise til de maksimale ventetider som rettighed.

Interview med Else Smith

1) I en pressemeddelelse fra 6. januar skriver SST:

Det blev på mødet i Task Force konstateret, at Sundhedsstyrelsen ikke de seneste to år har modtaget informationer om problemer med at overholde de maksimale ventetider på kræftområdet fra regionerne.

Er det ikke et forsøg fra SSTs side på at fralægge sig ansvaret?

"Nej, det mener jeg bestemt ikke. Ansvarsfordelingen er meget klar. Bekendtgørelsen tilsiger utvetydigt, at det er bopælsregionen, som skal meddele Sundhedsstyrelsen, hvis den ikke kan tilvejebringe et behandlingstilbud til en konkret patient, som er omfattet af de maksimale ventetider. Det er regionernes ansvar at tilvejebringe behandlingstilbuddet til patienten, og først hvis regionen ikke kan leve op til dette, skal den med patientens samtykke involvere Sundhedsstyrelsen."

2) Vidste SST ikke godt at der var problemer med at overholde de maksimale ventetider bl.a. til operation for bugspytkirtelkræft?

"På møderne i Task Force drøftes status for implementeringen af kræftpakkerne som et fast punkt - og herunder giver regionerne også en status for efterlevelsen af pakkeforløbenes forløbstider. I den forbindelse er det enkelte gange blevet nævnt, at der i nogle regioner var udfordringer i forhold til at tilbyde behandling inden for de maksimale ventetider på dette område, men samtidig har regionerne oplyst, at disse udfordringer blev løst ved regionalt samarbejde. Der blev ikke henvist til konkrete tilfælde, hvor garantierne ikke kunne overholdes, og hvor det var nødvendigt at involvere Sundhedsstyrelsen, sådan som bekendtgørelsen foreskriver."

3) Hvorfor kommer initiativet til en nationale samlet ensartet monitorering af både forløbstider og maks. ventetider først for alvor nu ?

"Fordi det hidtil ikke har været muligt at nå frem til enighed om andet end den tidligere monitoreringsmodel."

4) Har SST lært noget af dette forløb jf. Rigsrevisionens kritik? Hvad?

"Vi lærer altid noget, og vi mener pointen er, at der skal følges tættere op på konsekvenserne af store samfundsmæssige bevillinger - de skal gerne have den ønskede effekt."