Læger skal vel hovedsagligt uddannes af læger?

I de såkaldt gode gamle dage var det stort set kun læger, som uddannede læger på de lægevidenskabelige fakulteter. Det prægede de medicinstuderende fra dag et og var med til at opbygge »lægeidentiteten«. I dag har de sundhedsvidenskabelige fakulteter mange forskellige uddannelser under samme hat, og andelen af læger, der varetager undervisningen på bachelordelen (den gamle 1. del) er stærkt aftagende.

Skal fremtidens lægestudium være uden læger på bachelordelen?

Ole Sonne, lektor, dr.med. og formand for de universitetsansatte læger (ULF): »Der er i dag ca. 180 læger, som er lektorer og professorer på de tre fakulteters prækliniske institutter. Det er markant færre end for få år siden. Aldersfordelingen af de institutansatte undervisere er endvidere sådan, at lægerne udgør en uforholdsmæssig stor fraktion af de kolleger, der pensioneres de næste ti år. Dekanerne og institutlederne må gå meget mere aktivt ind i, som et minimum, at ansætte læger igen i stillingerne, ellers bliver bachelordelens undervisning uden lægeligt perspektiv. Der skal bare ansættes ca. ti læger, 1-2% af en årgang på landsplan, for at forhindre katastrofen. Karrieremulighederne i klinikken er i dag langt bedre end på universiteterne, så noget særligt må gøres for at tiltrække lægerne. Ved ansættelserne ser man oftest på de videnskabelige kvalifikationer, og her er scient.er langt foran os, fordi deres studium er meget mere forskningsorienteret. Men de mangler det lægelige perspektiv i undervisningen«.

Hvorfor vælger så få kvindelige læger en universitetskarriere?

Helle Prætorius, lektor og ph.d. i fysiologi på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet, har dog valgt denne karrierevej: »Jeg ville egentlig være kliniker, men jeg fik et forskningsår i studietiden, og efter min ph.d. og turnus blev jeg opfordret til at tage på et udenlandsk forskningsophold. Så var jeg fanget af den basale, medicinske forskning - det ene projekt tog det andet. Man bliver grebet af at finde ud af, hvordan fysiologi og patofysiologi hænger sammen. Der er flere sten i vejen, når man vælger en universitetskarriere frem for en klinisk karriere. Man skal hele tiden søge penge, og konkurrencen om bl.a. stillinger kan se hård ud. Men der er også fordele; man har en meget stor indflydelse på sin arbejdstilrettelæggelse, og jeg undrer mig over, at ikke flere kvinder søger ind på universiteterne. Måske hænger det sammen med, at man skal gøre opmærksom på sig selv, hvis man vil indenfor. Det kræver en sikkerhed og overbevisning, som nok kan skubbe gode ,forskeremner` over i den kliniske karriere.

Hvis jeg skulle pege på tre tiltag for at fremme interessen for en universitetskarriere, skulle det for det første være at sikre en ordentlig karrierevej, som inkluderer en speciallægeuddannelse i basal medicin. For det andet at sikre en løn, som kan harmonere med lønnen i klinikken. Man skal desuden være meget ildsjæl for forskning og undervisning for helt at acceptere de nuværende store lønforskelle. Jeg anerkender en forskel, men den er for stor nu. Og for det tredje skal man være bedre til at rekruttere medicinstuderende til forskningsprojekter, gerne med medicinske perspektiver i«.

Hvad får en ung læge i dag til at vælge forskerkarrieren?

Peter Holst, kandidat fra 2005 og nyslået ph.d. på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet: »For mig er forskerkarrieren helt klart et tilvalg, og den kliniske karriere er ikke et fravalg. Arbejdsformen, friheden i at tilrettelægge sit arbejde og glæden og spændingen ved at få ny viden er helt afgørende. Jeg er sikker på, at jeg vil gøre en større forskel inden for forskning end i det kliniske arbejde. Forskningen sætter ingen grænser, kun din egen fantasi og kreativitet. Det er tiltrækkende! Og det er tiltrækkende at arbejde i små team med fælles succesoplevelser«. Peter Holst peger også på, at det ikke er en dans på roser at være forsker. Der skal skrives mange ansøgninger, og der er konkurrence om både penge og stillinger. På den anden side giver selvstændigheden i arbejdet også en særdeles god mulighed for at kombinere arbejde og familieliv. »Det er ikke mindre hårdt at være forsker end kliniker, men det er sjovere«, slutter Peter Holst.

Hvor ser ledelsen problemer med de få læger på bachelordelen, og hvordan løses problemerne?

Ole Skøtt, professor, dr.med., dekan ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet: »Det er vigtigt, at læger deltager markant i uddannelsen af læger på alle niveauer i uddannelsen. Vi har rigtig gode erfaringer med universitetslærere, som har en meget bred vifte af baggrundsuddannelser, men at blive uddannet til læge indebærer en professionalisering og indsocialisering i en opfattelse af at være læge, som rækker ud over de enkelte fagligheder, som studenten møder undervejs i studiet. Derfor betyder det faktisk noget at møde læger undervejs. Det er også lettere at perspektivere undervisningen og finde gode kliniske eksempler, når man har en lægebaggrund. På de kliniske dele af studiet er det selvfølgeligt, at læger står for langt hovedparten af uddannelsen, men på de basale medicinske fag er det jo ikke en selvfølge alle steder. Det er vigtigt, at lægeandelen i lærerstaben ved lægeuddannelserne er betydelig. Der er flere grunde til, at der ikke er så mange læger. En vigtig grund er formodentlig, at de fleste lægestuderende faktisk ønsker at blive klinisk arbejdende læger. Jeg deltog for nogle år siden i et udredningsarbejde i forskningsrådsregi om grundforskningens vilkår ved de prækliniske institutter. Uddannelsessammensætningen i ,vækstlaget` i forskningen på det tidspunkt viste, at andelen af medicinere i de yngste forskerstillinger var meget ujævnt fordelt. I anatomi, fysiologi og farmakologi var der en ret stor andel af medicinere, mens det var yderst sparsomt i f.eks. biokemi, mikrobiologi og immunologi. Let og attraktiv mulighed for at tiltrække talentfulde medicinstuderende er scholarstipender og forskningsårsophold.

Efter kandidateksamen er der også mange barrierer for lægers forskningstilknytning. Vi fik jo heldigvis ændret fireårsreglen, så det blev muligt at udføre et ph.d.-studium, før speciallægeuddannelsen påbegyndes, men vi mangler modeller for fortsat forskningstilknytning og mulighed under speciallægeuddannelsen. Hvis man har haft et succesfuldt ph.d.-forløb med spændende resultater, der skal følges op, er det jo ikke let at vente med at fortsætte undersøgelserne til speciallægeuddannelsen er gennemført. Delestillinger mellem klinik og forskning på dette tidspunkt og senere vil være væsentlig. Det er mit indtryk, at der nu kommer mere og mere indhold i ideerne om delestillinger, og at regionernes sundhedsvæsen, inklusive universitetshospitalerne, går meget aktivt ind i forskningstilknytning, som jo er en forudsætning for at levere undervisning på universitetsniveau.

Et særligt problem for rekruttering af læger til basalfagene er lønnen, som ikke er konkurrencedygtig med lønniveauet hos klinisk arbejdende læger. Dette problem er en udfordring. De universitetsansatte læger er for få til at udgøre en magtfaktor i lægeforeningssammenhæng, og de øvrige medlemmer af AC har måske svært ved at se rimeligheden i at lægernes faggruppe skulle forgyldes i særlig grad. Bibeskæftigelse som konsulenter og rådgivere i hospitalssammenhæng og individuelt aftalte ordninger kan bidrage til at løse problemet. Det kan også et samarbejde med regioner og sygehusvæsenet om at understøtte muligheden for delestillinger mellem klinik og forskning, inklusive basalfagene«.