Skip to main content

Læger spilder stadig tid foran computeren

De venter på log-in, de venter på at systemet skal komme op, de tumler med adskillige passwords. Det går langsomt med at udvikle sundheds-it. På nær i en enkelt region er it en daglig kamp for mange ansatte på sygehusene

40 pct. af lægerne oplever, at der ikke er nem og hurtig adgang til it-systemerne. Arkivbillede
40 pct. af lægerne oplever, at der ikke er nem og hurtig adgang til it-systemerne. Arkivbillede

Anne Steenberger, as@dadl.dk

18. mar. 2015
5 min.

”Danmark er europæisk sværvægter inden for sundheds-it,” lød overskriften på en pressemeddelelse fra Danske Regioner kort før jul. Den refererede til en netop offentliggjort international undersøgelse.

Nu siger en ny dansk rapport nærmest det stik modsatte. I hvert fald er der blandt det personale, der til daglig arbejder med det, ikke den samme begejstring at spore.

Rapporten er lavet af Dansk Center for Sundhedsinformatik på Aalborg Universitet, og er baseret på en spørgeskemaundersøgelse, gennemført i september sidste år. De samme spørgsmål er blevet stillet til læger og andre faggrupper i sundhedsvæsenet i nu fire år med det formål at kunne følge udviklingen set gennem it-brugernes øjne.

Og overordnet set er man ikke imponeret over udviklingen.

Man kunne spørge sig selv, om ikke det ville være fornuftigt om de regioner, der endnu ikke har et velfungerende system, koblede sig på en fungerende sundheds-it-platform, Sjællands kommende, eller Region Midtjyllands.” Mads Koch Hansen

Sundhedspersonalet er fx blevet bedt om at svare på om de synes, at der siden 2012 er sket store fremskridt i brugen af sundheds-it. Her viser det sig tydeligt, at Region Midtjylland kvitteres for sin investering i sundheds-it. 63, 3 pct. erklærer sig enig. Til sammenligning er kun 30 pct. i Region Hovedstaden enig i udsagnet. Formanden for Lægeforeningen, Mads Koch Hansen genkender det billede:

”Nogle regioner gør det godt, og andre hænger. Jeg hører kolleger sige, at der er sket fremskridt, mens andre fortæller, at det står skidt til. I Region Hovedstaden og Region Sjælland har man besluttet sig for en stor investering, der skal føre til en gylden model om nogle år. Men undersøgelsen afspejler, at der ikke sker de nødvendige forbedringer indtil da. Og det koster. Der går markant meget tid væk fra patienterne og det går ud over dem.”

Han tilføjer:

”I Region Midtjylland, hvor jeg selv arbejder, er der sker en positiv udvikling i de seneste fem år og vi er nede på meget få log-ins. Men vi lider stadig under et til tider langsomt system, der ind i mellem også går helt ned. Men det er min opfattelse at vi har fået en mere professionel og åben it-organisation, der har åbent døgnet rundt hele året, hvilket er helt nødvendigt. Blandt andet forberedes it-opdateringer mere grundigt, så vi ved det på forhånd og så vi kan tage vores forholdsregler.”

Tilgængeligheden stadig et problem

Det helt basale – og meget konkrete – tilgængeligheden, er stadig et stort problem i de fleste regioner. Over 40 procent af lægerne mener ikke, at der er nem og hurtig adgang til de væsentlige systemer.

Respondenterne er blevet stillet over for påstanden: ”I mit daglige arbejde har jeg nem og hurtig adgang til alle væsentlige systemer fra den kliniske it-arbejdsplads (bl.a. single sign-on). Samlet set erklærer over 40 procent sig uenige. Flest i Region Region Hovedstaden, ca 55 pct, dernæst kommer Region Nordjylland, ca 46 pct. tæt forfulgt af Region Syddanmark. Regionerne Sjælland og Midtjylland har færrest der er uenige – ca 24 i hver.

Mest enige i udsagnet er lægerne i Region Midtjylland – 56, 5 pct.

Stadig mange log-ins

Det er en tidrøver af rang, når man skal logge sig ind, når man skal fra et system til et andet. Det har været debatteret meget. Tallene fra undersøgelsen taler deres tydelige sprog: Problemet er ikke gået væk.

57 procent af dem alle svarer, at de logger ind 1-10 gange, knap 20 pct 11-20 gange. 17. 8 pct over 20 gange.

Blandt læger er det især områderne anæstesi/akut/ intensiv og kirurgi der har flest med hhv 30, 5 pct og 24, 4 pct der har flere end log-ins per dag.

Fordelt på regioner tegner Region Hovedstaden sig for den region, hvor der samlet set er flest ind over 20 gange om dagen – 23, 1 pct. På andenpladsen kommer Region Nordjylland, hvor 19, 6 pct. af de ansatte i sundhedssektoren på logge ind per dag.

Brugernavne og passwords

Antallet af brugernavne og passwords er også undersøgt. De fleste af alle adspurgte grupper – 60, 4 pct har mellem 1 og 3 af dem. Blandt lægerne har 14, 2 pct af dem fra 6 til mere end 10 brugernavne og passwords. Her er det især onkologerne, der må til tasterne mange gange og skrive nyt bruger- og password – 24, 6 pct. angiver at have seks eller flere af dem.

Konsekvensen er spildtid, når man skal vente på systemer og log-in. I gennemsnit vurderer alle respondenterne i undersøgelsen, at der kunne spares 21-30 minutter hver dag, hvis it-systemerne fungerede bedre. Men hele 23, 3 pct. af lægerne mener, at de kunne spare mellem tre kvarter og en time, hvis systemerne fungerede, som de kunne ønske.

Forskellige sundheds-it-systemer

Udviklingen i de fem regioner sker i utakt, der er betydelige forskelle i investeringerne. Mads Koch Hansen mener, at der er behov for fele penge ti lområdet – og mere ensartethed:

”Jeg tror samlet set, at der er brug for store investeringer i sundheds-it. Selvom man har etableret en god platform, vil der hele tiden være behov for at udvikle. Og spørgsmålet er, om det er hensigtsmæssigt med mange forskellige systemer. Man kunne spørge sig selv, om ikke det ville være fornuftigt om de regioner, der endnu ikke har et velfungerende system, koblede sig på en fungerende sundheds-it-platform, Sjællands kommende, eller Region Midtjyllands.”

Regionernes formand, Bent Hansen, går ind for en blød løsning:

”Der er investeret rigtig meget i sundheds-it og det vil indgå i de kommende økonomiforhandlinger med regeringen ved siden af alt det andet, vi har brug for at udvikle.”

Er det hensigtsmæssig med fire forskellige sundheds-it-systemer i vores lille land?

”Vi skal i hvert fald ikke ud i noget diktat. Vi har allerede et samarbejde mellem Region Midt- og Nordjylland om sundheds-it og jeg tror meget mere på, at vi skal have to til tre systemer, som er integreret med hinanden, og med tæt dialog mellem regionerne, så vi kan læse oplysninger på tværs og lære af hinandens systemer. Det er meget bedre end at have eet system i hele landet. Det er der lande, der har brændt fingrene gevaldigt på.”