Skip to main content

Læger strømmer til - men ny migrantklinik kan ikke finde lokaler

Journalist Bente Bundgaard,bbu@dadl.dk

28. mar. 2011
4 min.

Over 30 læger har meldt sig under fanerne som frivillige, når den planlagte sundhedsklinik for udokumenterede migranter åbner i København.

Det er Røde Kors, Lægeforeningen og Dansk Flygtningehjælp, som står bag initiativet, der skal yde sundhedsbistand til såkaldt udokumenterede migranter - det vil sige udlændinge, der ikke har lovligt ophold i Danmark.

Disse mennesker har kun ret til sygehusbehandling ved akut sygdom. Men læger har i henhold til lægeløftet pligt til at drage »lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse«, og derfor er initiativet opstået med at etablere en særlig klinik for denne meget udsatte gruppe.

Den vil i vid udstrækning blive baseret på frivillig arbejdskraft, og foruden de p.t. 31 læger har også ti sygeplejersker og 17 tandlæger meldt sig.

Projektleder Anne Sofie Pedersen fra Røde Kors er overrasket - positivt overrasket - over den store opbakning.

»Vi er overvældet af antallet af henvendelser - vi har slet ikke annonceret. Det er nogle, der har enten læst om det i pressen eller hørt om det gennem netværk. De har uopfordret sagt - når I starter, så vil jeg gerne være frivillig«, siger hun.

Problemet for Anne Sofie Pedersen er bare, at hun p.t. ikke har nogen dato for, hvornår klinikken kan starte, eller hvor den kommer til at ligge.

Det er endnu ikke lykkedes at finde lokaler.

Allerhelst ville hun lave en aftale med en eksisterende klinik om at få lov til at bruge den som ramme for migrantklinikken. Så var alt på plads, og klinikken slap for at investere i møbler, udstyr, m.m. for kun få timers brug om ugen.

»Vi forventer at holde åbent om aftenen og kun om aftenen. Så hvis vi kan være i en klinik fra 17 til 21 for eksempel, ville det være rigtig godt. Det vil i starten være en aften om ugen og på sigt to aftener om ugen«, siger hun.

Med hensyn til udnyttelsen af eksisterende lokaler og udstyr forestiller hun sig, at der kan laves en samarbejdsaftale, som placerer ansvar, ligesom klinikken tegner de relevante forsikringer og selv sørger for f.eks. it-udstyr.

Anne Sofie Pedersen regner med, at der alt i alt vil blive tilknyttet 80-100 frivillige behandlere - ikke blot læger - men de får ikke alle til huse i den kommende klinik.

»Der vil også være speciallæger, som arbejder fra deres egen klinik, og det samme vil være gældende for f.eks. tandlæger, fysioterapeuter og psykologer. De tager imod i egen praksis, som vi kommer til at henvise til«, siger hun.

Men indtil videre er det lokalerne, der er stopklods.

»Vores tidsplan bliver forskudt på grund af, at vi ikke har nogen lokaler. Når vi har lokalerne, er vi klar til at åbne«, siger hun.

Rune Aabenhus er en af de læger, der helt fra starten har været med i arbejdet med at etablere den kommende migrantklinik.

Hvorfor det?

Jeg har haft med disse patienter at gøre i fem-seks år, fordi jeg har haft kontakt med nogle af de foreninger, der hjælper flygtninge under jorden. Og så har jeg jo aflagt lægeløftet.

Er det ikke ulovligt?

Det er ikke forbudt at yde lægehjælp til mennesker med akut behov. Man kan så diskutere - hvad er akut? Masser af disse mennesker er i hvert tilfælde akut ved at køre ned eller risikere forværring af deres lidelser.

Hvor mange mennesker drejer det sig om?

Et estimat er, at der opholder sig 1.000-5.000 mennesker under jorden i Danmark. Det er konservativt. I Sverige - med ca. 8 mio. indbyggere - er estimatet f.eks. 50.000.

Hvilken type patienter er det?

Det er meget almenmedicinske problemstillinger, de kommer med - og med en helt klar psykologisk komponent. Der er enkelte, som vi har været nødsaget til at ringe til hospitalet for at kunne hjælpe.

Hvordan skal klinikken være?

Den skal helst ligge relativt centralt og tilgængeligt. Den skal ligne en almen praksis med det apparatur - blodtryksmåler, mikroskop m.m. - der hører til. Helt almindelige basisting. Der vil også komme nogle mere avancerede blodprøvetagninger, og der mangler vi en ordning. Vi har tænkt os at spørge f.eks. nogle hospitalslaboratorier.

Ledelse snart på plads

Allerede 1. maj forventer Røde Kors at have den kommende kliniks ledelse på plads. Lederen får også til opgave f.eks. at oplyse såvel sundhedspersonale rundt omkring som den bredere offentlighed om de udokumenterede migranters problemstilling.

Ligesom det bliver en del af stillingens indhold at samle viden om klinikkens arbejde og ikke mindst rejse penge til dens drift.