Skip to main content

Læger tager svære beslutninger - og nogle gange tager vi fejl

Formand for Lægeforeningen Mads Koch Hansen

19. okt. 2012
3 min.

DR's dokumentarprogram »Pigen der ikke ville dø« trak for nylig 1,4 mio. seere til skærmen. Udsendelsen om en 19-årig kvinde, der behandles på Aarhus Universitetshospital efter et trafikuheld, beskriver et forløb, som heldigvis ender godt for patienten. Hun vågner af sin koma, men inden da får hendes pårørende at vide, at hun ikke vil kunne overleve, og de bliver bedt om at tage stilling til organdonation.

Der har været skrevet meget om denne udsendelse, som oprindeligt skulle handle om organdonation, men ændrede fokus undervejs. Faktisk er det svært at sige helt præcist, hvor fokus ligger i udsendelsen. Handler den om mirakuløs overlevelse? Handler den om et fejlskøn i en konkret sag? Handler den om dårlig kommunikation?

Der er mange indgangsvinkler, men en ting er sikker. Udsendelsen handler ikke om organdonation. Den unge kvinde var ikke erklæret hjernedød, hvilket som bekendt er en helt ufravigelig betingelse for, at organer kan anvendes til donation. Alligevel har

en del af debatten i kølvandet på udsendelsen handlet om organdonation og patienters frygt. Det kan potentielt få meget uheldige konsekvenser for borgernes tillid til sundhedsvæsenet og vilje til at donere organer.

Et andet uheldigt aspekt er, at en del af debatten i udsendelsens kølvand reflekterer et sort-hvidt billede af lægers arbejde. Enten er læger helte eller også er de skurke. I denne sag mest det sidste. Jeg savner en forståelse for, at der er job i sundhedsvæsenet, som kræver svære eller hurtige beslutninger. Her er konsekvenserne af et fejlskøn i sagens natur ofte mere dramatiske end i mange andre fag.

Selvfølgelig skal læger være deres særlige ansvar bevidst, men læger kan som alle andre skønne forkert, og jeg vil gerne se den kollega, som kan sige, at det aldrig er sket for ham. Der er behov for en bredere formidling af, at sundhedsprofessionelle faktisk gør, hvad de kan, for at udføre deres job. Ingen begår fejl med vilje, og det slår ofte meget hårdt ned på

lægen, når det sker. Mon den advokat, som sår mistanke om, at læger i denne sag har været »for fikserede på, at Carina skulle være potentiel organdonor« ved, hvor dybt krænkende og urimelige de udtalelser er?

Hvis udsendelser som »Pigen der ikke ville dø« skal have en mission ud over at fortælle om en bevægende enkeltsag, så skal vi selvfølgelig lære af forløbet. Aarhus Universitetshospital har ændret sine retningslinjer, så samtale om organdonation først kan finde sted, når der ikke er flere behandlingsmuligheder og hjernens funktion er ophørt eller forventes snart at ophøre. Dansk Neurokirurgisk Selskab er på vej med fælles retningslinjer. Det er en konstruktiv tilgang til sagen.

Sundhedsministeren har udtrykt ønske om mere firkantede regler. Hun mener, at patienten skal være hjernedød, før lægen kan tale organdonation med de pårørende. Jeg håber, at hun vil holde hovedet koldt og stole på de faglige eksperter, når de siger, at man ikke altid kan vente til det tidspunkt. Det er et komplekst og følsomt emne, og der er brug for den faglige vurdering af, hvornår det bedst bringes på bane i det enkelte forløb. Forhåbentlig har sundhedsministeren den fornødne tillid til sundhedsvæsenet og dets læger - også selv om vi er fejlbarlige.