At tiltrække læger kræver prioritering af resurser. Derfor var det bekymrende, at flere politikere i valgkampen gav indtryk af, at vi helt skal friholde den nye, dyre sygehusmedicin for prioritering.
Der er mange udlægninger af folketingsvalget. En af dem er, at de store geografiske forskelle i fordelingen af stemmer er udtryk for, at skiftende regeringer ikke har formået at tilgodese alle dele af landet lige godt. Og at det har været med til at skabe de problemer, vi i dag ser i ”Udkantsdanmark”.
Mange danskere oplever et lokalsamfund, hvor købmanden forlængst har drejet nøglen om, skolen er lukket, offentlige arbejdspladser er nedlagt, og mange produktionsarbejdspladser er forsvundet.
Lægedækningen i Danmark er både geografisk og socialt skæv. Det er sikkert kontroversielt at påstå, men det er et faktum, at vi i dag ikke længere kan give alle danskere det samme tilbud om lægehjælp.
Mange steder halter det også med den lokale lægedækning. Det gælder både på de sygehuse, der befinder sig længst væk fra universitetsbyerne, og det gælder, når det handler om at kunne tilbyde alle danskere en praktiserende læge og en praktiserende speciallæge.
Lægedækningen i Danmark er både geografisk og socialt skæv. Det er sikkert kontroversielt at påstå, men det er et faktum, at vi i dag ikke længere kan give alle danskere det samme tilbud om lægehjælp. I de kommende år er der udsigt til, at problemet forværres. Alene inden for almen praksis forudser vi, at en tiltagende del af landkortet ikke længere dækkes af praktiserende læger.
Derfor var det positivt, at der i valgkampen var et betydeligt fokus på lægemanglen, både den generelle og den specialespecifikke. Flere af partierne talte om at gøre noget ekstra for at få læger ud til de dele af landet, hvor problemet er størst.
Hverken Lægeforeningen eller PLO har midlerne til at løse de problemer, men vi bidrager gerne. Vi ser derfor med interesse hen imod, at den nye regering følger op på de positive signaler fra valgkampen og tager udfordringen med at sikre lige lægetilbud til alle danskere alvorligt.
Oven i dette kommer så konsekvenserne af den nye sygehusreform, med kortere indlæggelsestider og større afstand til nærmeste sygehus. Det medfører flere og langt mere komplicerede opgaver i lokalsamfundet, og dermed lægger det et yderligere pres på at få lægerne ud i nærheden af, hvor borgerne bor.
Supersygehusene får næppe rekrutteringsproblemer. Spørgsmålet er derfor, hvordan vi får tiltrukket læger til at arbejde tæt på borgerne? Hvis ikke det lykkes, giver de store sygehuse i virkeligheden ikke særlig god mening.
At tiltrække læger kræver prioritering af resurser. Derfor var det bekymrende, at flere politikere i valgkampen gav indtryk af, at vi helt skal friholde den nye, dyre sygehusmedicin for prioritering.
Vi har allerede set eksempler på, hvad de kraftigt stigende medicinudgifter medfører i dagligdagen både på sygehuse og i praksissektoren. Især sparekataloget fra Region Midtjylland er et meget håndfast eksempel på, hvad friholdelsen af den dyre medicin betyder helt ude hos patienter og personale.
Valgkampen gav indtryk af, at der på tværs af det politiske spektrum er vilje til at udvikle de sundhedstilbud, der er tæt på borgeren. I en tid, hvor den offentlige vækst er beskeden, kan det kun ske ved et aktivt politisk valg. Vi har valgt politikerne. Det er nu tid til, at politikerne vælger for os.
