Læger uden kilometergrænser

Der er halvmørkt inde i salen. Sæderne i Bella Centret er fyldt op med praktiserende læger, der tavst sidder og lytter. På Lægedages talerstol står indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen og taler om det frie lægevalg, borgernes rettigheder og den overenskomst, som P.L.O. har forhandlet færdig med Sygesikringens Forhandlingsudvalg. Der er hjerteblod i talen, men også en advarende bemærkning. Den handler om kilometergrænser og det frie lægevalg. Ministeren er utilfreds med at, valget ikke er helt frit. Tidspunktet er den 11. november 2002.

»De praktiserende læger er der for patientens skyld, og det er ingen hemmelighed, at jeg havde ønsket, at lægerne og amterne med den nye overenskomst havde givet borgerne fuldstændig frit valg af praktiserende læge«, siger Lars Løkke Rasmussen. Det er reglen med de 15 km, hvor lægen kan sige nej til en patient, som gør ministeren stærkt utilfreds, og han fortsætter:

»Det går bare ikke. Nu bør der udvises fleksibilitet i forhold til de borgere, der af gode grunde måtte ønske et friere lægevalg. Hvis ikke overenskomstens parter kan levere den vare, så bliver det jo nødvendigt at se på, om det overhovedet er rimeligt, at spørgsmål om patienters rettigheder skal være et overenskomst-spørgsmål«, sagde indenrigs- og sundhedsministeren, og understregede, at det ikke var sagt som en trussel, men alene en »almindelig oplysning«.

For ganske nylig modtog vi så et brev fra ministeren, hvori han godkender forhandlingsaftalen. Brevet, der er sendt den 21. februar fra Slotsholmen, afspejler, at man overordnet set, synes den nye aftale indeholder en række gode elementer. Det gælder f.eks. almen praksis' rolle i kvalitetsudvikling, at det nu er muligt at skifte læge hurtigere, og at patienterne kan få flere oplysninger om lægerne. Men brevet indeholder også en del malurt.

Kilometergrænser - helt præcist 15 km mod hidtil 10 km - er ikke helt faldet i god jord på Slotsholmen, og det kan godt ærgre os, at vi er gået galt af hinanden her, for dybest set er vi ikke uenige. Vi går faktisk ind for frit lægevalg, og det synes vi, patienterne har fået med den nye forhandlingsaftale.

I virkeligheden er det ret ligetil. Antallet af læger, man kan vælge imellem, findes nu som udgangspunkt inden for en radius på 15 km mod før 10 km. Det udvider antallet af læger betragteligt langt de fleste steder. Kan læge og patient blive enige, er kilometergrænsen uden betydning, og dermed er valgmulighederne blevet endnu større. Alle snærende procedurer for dispensationsansøgninger er nu afskaffet. Hertil kommer, at man nu kan skifte læge ved udgangen af en måned.

De fleste patienter er hjemme, når de er syge. Derfor vil det gøre det besværligere for patienten at have læge i nærhed af arbejdspladsen. Og det er vel strengt taget derfor, man har egen læge - for at kunne få den nødvendige hjælp, når man har rigtig brug for det.

I modsætning til ministeren, mener vi, at det bedst løses ved, at patienten ikke har læge længere væk end 15 km. Derudover betyder kilometergrænserne også, at alle borgere i hele landet er sikret adgang til lægehjælp inden for en radius af 15 km. Hvis alt for mange patienterne fravælger læger i nærområdet, ryger fundamentet for at drive landpraksis, og det vil i høj grad ramme lokalsamfundene, som vil få meget langt til lægen.

Symbiosen mellem patienten og egen læge skal ikke underkendes. Vi har ingen interesse i at begrænse patienternes valgmuligheder, men vi vil gerne advare mod, at man forringer vilkårene for de svage patienter ved at lægedækningen reduceres.

Umiddelbart lyder skallede 15 km jo ikke af meget. Men det er lang vej, hvis man bor ude i et mindre landsbysamfund og ikke har bil. Og det er lang vej, når lægen skal tilse sine patienter ved sygebesøg. Vi ønsker selvfølgelig ikke at bruge for meget »uproduktiv« tid på landevejene.

I storbyerne er det ikke kilometerne, men tiden det tager at køre sygebesøg, der er afgørende. Det er en af grundene til, at kilometergrænserne i København er væsentlig lavere. Til gengæld er valgmulighederne for patienterne markant større. Her kan patienten typisk vælge mellem mange hundrede forskellige læger.

Hele det tætte og gode samarbejde, vi har med hospitaler, hjemmeplejen, sundhedsplejen og kommunen, vanskeliggøres betydeligt, hvis patienterne vælger egen læge langt fra deres egen bopæl. Hvis man forestillede sig, at vi skulle udvide kredsen af samarbejdspartnere over et større geografisk område, ville det gå ud over det tætte samarbejde, vi har nu. Det gavner ikke patienterne, og det fremmer ikke arbejdsglæden hos os.

Set med P.L.O.s øjne imødekommer forhandlingsaftalen patienternes behov for »fleksibilitet«, og tilgodeser også deres rettigheder, sådan som indenrigs- og sundhedsministeren efterlyste det på Lægedage sidste år. Samtidig indeholder aftalen gode muligheder for, at medlemmerne individuelt kan skrue deres professionelle virke som praktiserende læger fornuftigt sammen. Det frie lægevalg er en realitet nu - til gavn og glæde for både patient og læge - og det uden, at vi har sat kerneværdierne i almen praksis over styr. Frihed for enhver pris, kan være for høj en pris.