Læger udvandrer fra tyske hospitaler

Kl. 7.05 - Soundtracket til Martina Mogls arbejdsdag er den elektroniske kimen af hendes mobil - en pulsmåler, der beskriver sin ejers aktuelle stressniveau. Lige nu ligger apparatet tavst ved siden af den tyske kirurg. Martina sidder i det halve kontor, hun deler med fem kollegaer. Stilheden før stormen brydes kun af de klikkende pc-taster, hendes fingre farer hen over.

»Jeg skal lige nå et brev til en afdød patients pårørende,« mumler hun. »Det er der normalt ikke tid til - men det her var tragisk. Et selvmord.« Martina stirrer på skærmen. Med hånden for munden dvæler hun et langt øjeblik. Så sukker hun, slukker monitoren og farer ud af kontoret.

Kl. 7.10 - Martina haster gennem hospitalsgange og pointerer, at det ikke er fordi, hun savner kontorarbejde:

»Faktisk fylder det en tredjedel af min arbejdstid - og der bliver mere af det.« Spørgsmålet, om man ikke burde ansætte flere sekretærer, slår hun hen med et overbærende smil.

Kl. 9.05 - Efter lægernes morgenmøde vågner Martinas mobil til dåd. Stemmen i telefonen afslører, hvad kirurgens smil skjulte: Charité har et personaleproblem.

»Jeg kan ikke assistere. Jeg skal selv på klokken ti,« svarer Martina overlægen, der mangler hjælp på operationsstuen. Hun taster 5-6 andre kirurgers numre - uden held. »Der er simpelthen ingen!« udbryder hun fortvivlet. Så er der endelig bid. Martina sukker: »Det var en kollega, der egentlig havde fri.«

Kl. 9.20 - I et stille øjeblik maler Charité-kirurgen et dystert billede af problemets omfang: »Overalt på hospitalet sløjfer ledelsen afdelinger, sengepladser og stillinger. Nedskæringerne rammer også os. Men i kraft af vores mange operationer har afdelingen overskud, og derfor har min chef kunnet forhindre det værste. Der opstår så det daglige problem, at vi gerne vil operere mest muligt - men at vi ikke har nok personale. Det gør arbejdet utroligt anstrengende.«

Kl. 9.35 - På vej til dagens første operation tilser Martina en patient. Den ældre mand skal akut opereres. Patienten taler kun gebrokkent tysk, er forvirret over situationen. Pludselig stopper lægen tiden, sætter sig og gennemgår besindigt det forestående indgreb. Selvom mobilen kalder på opmærksomhed, lykkes det hende at tale manden til ro. Så flytter urets visere sig igen, og Martina skynder sig videre.

»Den stationære behandling bliver stadigt kortere,« forklarer hun. »Vi får flere og flere patienter men har stadig mindre tid til dem. Oftest er det sygeplejersker, der tager sig af dem. Desværre presser nedskæringerne også plejerne, og det går i sidste ende ud over patienterne.«

Kl. 10.05 - Martina indleder operationen af et karcinom i galdeblæren. Stemningen blandt de unge læger og sygeplejersker er uformel - en overraskelse i et land, kendt for sine strenge hierarkier. »Vi har et godt forhold kollegerne imellem,« bekræfter Martina. Hun tilføjer, at det er opstigningen i hospitalspyramiden, der er hård:

»På førende sygehuse har vi kvinder svært ved at opnå ledende stillinger - og ses især som problematiske, hvis vi gerne have børn. Hvis vi vil forene familie og karriere, må vi typisk tage til takke med et job på et mindre sygehus i provinsen.«

Kl. 11.40 - Martinas operation overtages af to overlæger. Pusterummet tilbringes i kaffestuen med et glas vand og noget kage, en sygeplejerske har taget med. Mellem bidderne svarer lægen på mobilopkald.

Da hun bliver afbrudt af pårørende, har hun holdt pause i cirka et kvarter.

Kl. 16.00 - Eftermiddagen levner ikke tid til flere pauser eller mad. Askesen sætter sine spor. »Jeg må indrømme, at jeg er meget træt,« siger Martina til salen af studerende, hun nu skal forelæse for. De unge mennesker kigger skuffet, og bagefter ærgrer kirurgen sig. »Det var en didaktisk fejl. Men jeg var stresset.«

Kl. 17.30 - Martina er vagthavende og virker nu - ti timer inde i arbejdsdagen - som en maskine i konstant høje omdrejninger. Mobilen kimer ubønhørligt. Kirurgen giver anvisninger i alle retninger, mens hun kæmper sig gennem Charités etager og afdelinger.

»Jeg har én 24-timers dag om ugen og fire dage med 8-9 timer. Normalt må man arbejde 42 timer om ugen. Men en opt-out-aftale gør, at vi må arbejde 60.« Med et syrligt smil tilføjer hun: »Min kæreste mener, at jeg snarere arbejder 80.«

Kl. 18.20 - Martina er ved at lægge et dialysekateter. »Min dag er på vej til at blive rigtig god. Så ka' I ikke sætte noget musik på?« spørger hun ud i operationsstuen. Tonerne fra en skrattende transistorradio kan imidlertid ikke hamle op med mobilens. Kirurgen må afbryde operationen 6-8 gange for at svare kollegaer andre steder i huset.

Kl. 20.15 - En operation glider direkte over i den næste. Martina assisterer nu en aldrende overlæge i behandlingen af et sprængt operationssår efter fjernet bugspytkirtel. Selvom operationen forløber hektisk, virker hun sikker i sit arbejde - på trods af at hun har været på benene uden rigtig pause og spisepause i over 13 timer.

Kl. 21.25 - En sygeplejerske har bemærket besøget fra Danmark. Efter seks år på Charité har han skrevet kontrakt med et hospital i Schweiz. »Jeg kan ikke længere holde forholdene ud,« hvisker han. »Meget er blevet outsourcet til private. Men de sjusker, og det giver os en masse besvær. Tro mig: Stress er der nok af i forvejen. Og vidste du, at vores kontrakter først genforhandles, én dag før de udløber?« For sygeplejersken er udvandring den eneste udvej: »I lande som Schweiz eller Danmark får jeg flere penge til bedre vilkår.«

Kl. 22.05 - Martina har overhørt samtalen. »Jeg forstår godt de kollegaer, der ikke holder til arbejdet,« siger hun efter operationen. Hun virker udmattet. »På det seneste har der været faser, hvor jeg ikke havde lyst længere. Jeg kender tre læger, der er udvandret. De var rigtigt gode, men hos os er jobbet ikke længere attraktivt.«

Selv vil Martina søge et mindre hospital, formodentlig i Tyskland - af hensyn til privatlivet og de bedre opstigningsmuligheder. »Min kæreste er gået på kompromis mange gange,« indrømmer hun. »Han har i fem år gerne villet have børn. Jeg håber, jeg lettere kan kombinere familie og karriere et andet sted.« Hun smiler ved tanken. Så kimer mobilen, og den tyske kirurg kaster sig ud i arbejdsdagens sidste etape.

Kl. 9.00 - E-mail fra Martina Mogl: natten rummede yderligere to operationer, undersøgelser af syv patienter og forefaldende arbejde på afdelingen. Kl. 2.30 spiste Martina og holdt 45 minutters pause. Fra 4.30 til 6.00 sov hun. Arbejdsdagen sluttede to timer over tid ...

Dr.Med. Martina Mogl

Den 35-årige speciallæge i kirurgi har arbejdet på en af Tysklands største kirurgiske afdelinger - Klinik für Allgemein-, Visceral- und Transplantationschirurgie ved Charité - siden 2002. Hun tjener en grundløn på godt 32.000 kroner brutto - og får ca. 1/3 oveni i vagttillæg. Efter skat har hun godt 30.000 kroner til rådighed. Martina arbejder på en 2-års kontrakt, der ved udløb kan forlænges med en 3- eller 5-års kontrakt.

Charité

Universitetshospitalet i Berlin er et af Europas største. Dets 10.400 ansatte arbejder på fire campusområder, der tilsammen rummer 3.200 senge og har ca. 7.000 studerende tilknyttet.

Hospitalet behandler årligt 497.000 patienter ambulant og 130.000 stationært. Hver måned gennemføres ca. 7.000 operationer. En gennemsnitlig indlæggelse varer 7,6 dage.

Charité har en årlig omsætning på godt 8 milliarder kroner.

Kilde: www.charite.de