Lægerne føler sig skyldige up front

Ida Gjørup er overlæge på Infektionsmedicinsk Enhed på Herlev Hospital. Hun har deltaget i fem lokale dialoger mellem patienter og pårørende og involveret personale. Hun har kun deltaget som lægeansvarlig for afdelingen og har ikke personligt været »anklaget«.

Ugeskriftet har bedt Ida Gjørup beskrive, hvad der typisk sker, når der skal finde en dialog sted.

Før mødet bruger de læger, der skal deltage, meget tid på at læse journalen og tale med andre om det forløb, der er kommet kritik af.

»Lægerne er typisk rystede og føler sig skyldige up front«.

Ida Gjørup sætter sig også ind i journalen og i forløbet og taler i flere omgange med lægen. Ser hun, at der er grund til kritik – har lægen talt dårligt eller på anden måde uhensigtsmæssigt til patienten eller glemt at tage en blodprøve f.eks. – siger hun det til de involverede læger og opfordrer dem til at erkende, at de kunne have gjort det bedre og sige undskyld.

»De vil ofte finde det naturligt at komme med en undskyldning. De har det typisk ubehageligt, fordi de synes, at de har gjort det godt, men alligevel frygter de, at nogle instanser i en eventuel senere klagesag vil finde huller i deres handlinger, og at det ender med en næse«.

Under selve dialogmødet fremlægger patienten og de pårørende, hvad der har fået dem til at klage. Lægerne forklarer sig og lægger de faglige overvejelser i forløbet frem. Eventuelt undskylder de sig.

»Det kan være meget svære samtaler, hvis patienten eller de pårørende er meget vrede. Det oplever vi i nogle tilfælde. Også at klagen bliver taget videre, og der kommer en sag ud af det – til trods for at lægerne har undskyldt og beklaget og taget fejlen på sig«.

Efter samtalen gennemgår de involverede læger og plejepersonalet klagen for at finde ud af, hvilken lære man kan drage af den. »Vi spørger hinanden, hvad kan vi gøre bedre?«

Dårlig kommunikation går som en rød tråd gennem dialogmøderne. Og billedet er i høj grad det samme: Læger og plejepersonale synes, at de har givet en god og tilstrækkelig information til patienten. Men det viser sig, at patienten og de pårørende ikke har modtaget den information, der er givet.

»Vi prøver derfor efter dialogmødet at lære personalet noget om kommunikation og om den tilstand af krise og angst, som patienten – og de pårørende - ofte vil være i, især når det er noget akut, så de ikke modtager informationen godt nok«.

»Dialogsamtalerne er en rigtig god ide. For patienterne og de pårørende, fordi de føler, at der bliver taget hånd om dem. For lægerne, fordi de har mulighed for at forklare sig og undskylde. Og dertil kommer, at der er en vigtig lære af dem for lægerne: Læger har en stresset dag, og det kan resultere i, at de taler hurtigt eller grimt til en patient. På dialogmødet bliver man konfronteret med, at det går ikke. Lægen bliver tvunget til at tænke: Jeg må forbedre den måde, jeg giver besked på. Hvordan forklarer jeg, at en patient har lungebetændelse og blodforgiftning, og hvad det er for en antibiotika, jeg giver?

Det kan måske lyde enkelt. Men det kan være svært for patienterne at tage oplysningerne ind, fordi de er bange og måske i krise. Derfor skal du som læge gøre dig al mulig umage og forsøge at sætte sig i patientens og de pårørendes sted«.