Skip to main content

Lægerne og det seksuelle

Christian L. Graugaard

2. nov. 2005
4 min.

Seksualiteten er en central del af menneskers liv, og det er derfor kun naturligt, at vi som læger gør forsøg på at imødekomme og håndtere også dette eksistentielle aspekt. Det er veletableret, at der i almen praksis udøves et ikke ubetydeligt sexologisk arbejde, og hhv. 24% og 9% af unge piger og drenge angiver egen læge som en væsentlig kilde til seksualoplysning (1). Almenmedicinerens rolle i forbindelse med prævention, abort og sexsygdomme er således indlysende, men også mere subtile seksuelle og samlivsmæssige problemstillinger er - skønt afhængig af den enkelte læges interesser og temperament - velkendte i alment regi.

Incidensen af seksuel dysfunktion i den danske befolkning er kun ufuldkomment belyst, men undersøgelser har bl.a. vist, at 16% og 9% af hhv. 40- og 70-årige kvinder tilkendegiver et rådgivningsmæssigt eller terapeutisk behov (2). Udbredelsen og arten af seksuelle vanskeligheder er delvis aldersspecifik, men skønt forekomsten af fx erektiv dysfunktion øges markant i ældre populationer, optræder fænomener som nedsat lyst, hæmmet orgasme, vaginisme, for tidlig sædafgang, smerter ved samleje og mangelfuld lubrikation ikke sjældent blandt yngre og midaldrende. I en gruppe af 31-33-årige danskere angav 13,8% og 19,0% af hhv. kvinder og mænd utilfredshed med deres aktuelle sexliv (3).

Foruden primære seksuelle problemer kan seksuel dysfunktion tillige opstå som følgevirkning til en række psykiske såvel som somatiske sygdomme. Psykose, kræft, diabetes mellitus, dissemineret sklerose og iskæmisk hjertesygdom er eksempler på tilstande med en iøjnefaldende seksuel symptomatologi, men også ved talrige andre lidelser ses der en negativ indvirkning på den seksuelle funktion med følgelig risiko for tab af livskvalitet (4). Noget tilsvarende gælder for medikamentel behandling, idet der er rapporteret om lette eller svære seksuelle bivirkninger inden for så godt som samtlige præparatgrupper. Hertil føjer sig dysfunktioner på traumatisk basis, og det er veldokumenteret, at eksempelvis tortur, overgreb, tab og krise ofte giver sig til kende som diffuse eller manifeste seksuelle gener.

På trods af fremherskende fordomme er seksuel dysfunktion således langtfra noget eksotisk »luksusproblem«, men derimod en gængs problemstilling af oplagt klinisk relevans. For de fleste mennesker er seksuallivet både betydningsfuldt og værdsat, men til trods for emnets klare medicinske adkomst, eksisterer der ofte et uhensigtsmæssigt »tovejstabu«, idet patienten forsigtigt afventer lægens udspil, mens lægen på sin side er bange for at overskride patientens (og sine egne?) grænser. Resultatet er, at det seksuelle i alt for mange tilfælde fastholdes som et marginaliseret mørkeland - patienten lades i stikken, skønt vedkommende ofte med en beskeden indsats kunne have været hjulpet.

Det er ønskeligt, at enhver klinisk arbejdende læge besidder en vis sexologisk basalviden, ligesom vedkommende må have kendskab til grundlæggende symptombilleder og behandlingsprincipper samt kende muligheder og indikationer for viderehenvisning. Omvendt siger det sig selv, at kun de færreste klinikere skal have indsigt på specialistniveau, og i mange situationer vil empatisk lydhørhed over for den seksuelle tematik være en udmærket begyndelse. Optimalt set bør der på ethvert sygehus være fagpersoner med mere indgående sexologisk kompetence, ligesom den centraliserede ekspertise bør opnormeres, idet Rigshospitalets sexologiske klinik for tiden er den eneste specialafdeling af sin art i offentligt regi. Ydermere er der behov for oprustning af såvel præ- som postgraduat undervisning, idet udbuddet i dag er bekymrende sparsomt og sporadisk (5). Endelig kunne man ønske sig bedre og mere systematiske sexologiske forskningstiltag, ligesom seksualiteten med fordel kunne medtages som en variabel i langt flere ikke-sexologiske forskningsprojekter.

Seksualiteten er en central del af menneskers liv, og med fremkomsten af nye sexologiske »designer drugs« er der sat udfordrende fokus på sexologiens praksis og teori. Imidlertid må lovende farmakologiske behandlingsmuligheder ikke forlede os til at tro, at det sexologiske felt nu er udtømt endsige adækvat dækket ind. Tværtimod stiller de moderne lægemidler kun yderligere krav til det sexologiske arbejde, som aldrig må blive defensivt mekanistisk, men til stadighed være rummeligt, opmærksomt og stringent.


Referencer

  1. Ung 99. En seksuel profil. Rapport II. Frederiksberg: Forebyggelsessekretariatet i Frederiksberg Kommune, 1999.
  2. Fog E, Køster A, Larsen GK, Garde K, Lunde I. Female sexuality in various Danish general population age-cohorts. Nordisk Sexologi 1994; 12: 111-7.
  3. Ventegodt S. Seksualitet og livskvalitet. Ugeskr Læger 1996; 158: 4299-304.
  4. Graugaard C, Hertoft P, Møhl B, eds. Hjerne og seksualitet - aspekter af teori og klinik. København: Munksgaard, 1997.
  5. Kristensen E. Hvad lærer danske læger om forekomst og behandling af seksuel dysfunktion? Ugeskr Læger 2002; 164: 4808-10.