Lægerne og sygefraværet

I en tid, hvor samfundet skriger på mere arbejdskraft, er det naturligvis iøjnefaldende, at vi har et sygefravær, der er halvanden gang så stort som antallet af ledige. De seneste tal viser, at der er ca. 87.000 helårsmodtagere af sygedagpenge. Stigningen er til at få øje på: ca. 20% over fire år. Det er især langtidssygefraværet over 15 dage, der bekymrer. En ansvarlig beskæftigelsesminister og sundhedsminister må naturligvis beskæftige sig med dette problem. Lægeforeningen er blevet spurgt om vores bud, og vi tager derfor handsken op.

Forebyggelse af sygefravær udfolder sig i alt væsentligt på arbejdspladserne og handler, som fremhævet af Det nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, om støttende ledelse, kollegialt samarbejde, udviklende arbejdsopgaver og et godt fysisk arbejdsmiljø. Lægerne støtter gerne op og foreslår vurdering af om den nuværende lægeerklæring om uarbejdsdygtighed nu også fremmer forebyggelsen af sygefraværet.

Der er positive erfaringer fra almen praksis i Horsens og fra Arbejdsmedicinsk Klinik i Skive, hvor sygemeldingen er erstattet af en »mulighedserklæring«. Den sygemeldte og arbejdspladsen foretager sammen en vurdering af, hvad der skal til for at få den sygemeldte tilbage på arbejde. Den sygemeldte medbringer erklæringen til lægen, der vurderer, om forslaget er fyldestgørende og om der er konkrete behandlingsbehov. En smuk symbiose, hvor væsentlige aktører samarbejder i stedet for, at det er mistillid til den sygemeldte, der styrer forløbet. I Norge er man gået så vidt som at lovgive om et obligatorisk møde mellem den sygemeldte og arbejdspladsen efter 12 uger.

Lægerne bliver beskyldt for ikke at være håndfaste nok overfor patienten, men mange læger kan tale med om de mange tilfælde, hvor attesten ønskes anvendt til at begrunde fravær, hvor den ansatte ikke reelt er syg, men har andre problemer med arbejdspladsen.

Kommunerne spiller også en væsentlig rolle i forebyggelsen af langtidssygefraværet, og samarbejdet med lægerne er afgørende. Kommunerne har faktisk for nylig fået et nyt redskab til at fremme brugen af delvis raskmeldinger, men den bruges endnu kun i beskedent omfang. Antallet af delvist raskmeldte er fordoblet siden 2002 og udgør nu ca. 14.000 helårspersoner, men dette tal bør kunne komme langt højere op. Det er nødvendigt med en langt mere offensiv anvendelse af de redskaber, der allerede er i arbejdsmarkedslovgivningen og i aftalerne. Det drejer sig f.eks. om personlig assistance, særlige arbejdsredskaber eller særlig indretning af arbejdspladsen eller rundbordssamtaler, hvor alle parter mødes og støtter op om den sygemeldte. Til gengæld skal lægers viden om muligheder i arbejdsmarkedslovgivningen og om APV, jobkonsulenter mv. øges.

Men papir og procedurer gør det ikke alene. Man må bag om tallene og se på sygdomsbilledet. I en undersøgelse fra Region Midt er fundet forekomst af psykisk sygdom hos 48 % af de langtidssygemeldte. Mest opsigtsvækkende er, at knap halvdelen af tilfældene var uerkendte. Det besværliggør naturligvis rehabiliteringsbestræbelserne. Halvdelen er sygemeldt for en lidelse i bevægeapparatet, hertil kommer, at mange langtidssygemeldte har flere lidelser. Det er derfor vigtigt, at sygemeldte kommer i tidlig kontakt med lægen, der ofte ikke ved, at deres patienter er sygemeldte. Tidlig indsats vil kunne klare meget. Men for en del kræver det også en større indsats at afklare, hvad der ligger bag en langtidssygemelding. Det er en gruppe, der ofte har ringe uddannelse, begrænset arbejdsmarkedserfaring og beskedent netværk. Det kræver tæt samarbejde mellem arbejdsplads, kommune, almen praksis, psykiatrien og andre speciallæger. Lægerne er indstillet på dette samarbejde.