Lægerne vil selv tage ansvar for at prioritere

Skal en ny kemokur, der for to millioner kroner giver lungekræftpatienter to måneder mere at leve i, sendes på markedet? Eller er de penge bedre brugt på behandling af depressive mennesker?

Sådanne svære valg ligger i dag hos politikere eller lidt diffust spredt ud på diverse råd, nævn og styrelser.

Nu foreslår Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber (LVS) at det bliver samlet i et råd, der skal prioritere på et lægefagligt grundlag. Og det er lægerne selv, der skal være med til at træffe disse valg.

»Hver enkelt speciale vil traditionelt set altid have mest muligt til sit område. Og sådan skal det også være. Men et nationalt prioriteringsråd går ind i den overordnede økonomiske fordeling. Over for den kakofoni fra de mange specialer vil prioriteringsrådet se på behandlingerne så at sige lagt ved siden af hinanden og vurdere dem fagligt og økonomisk«, siger Michael Hasenkam, der er formand for LVS.

Danske Regioner lancerede forrige uge også en ide om et nationalt prioriteringsinstitut. Regionerne pegede på det britiske NICE-institut som model. Det vurderer bl.a. nye behandlinger og sætter et økonomisk loft over, hvor meget de må koste i forhold til effekten. Ulla Astmann, formand for Danske Regioners sundhedsudvalg siger om LVS' forslag:

»Jeg er glad for, at lægerne er indstillet på at diskutere prioritering, og at de er klar over, at der er en økonomisk ramme. Så langt, så godt«.

Men selve den konstruktion med et nationalt prioriteringsråd er Ulla Astmann ikke sikker på vil opfylde de krav til en prioritering, som regionerne stiller.

»Vi har ikke selv lagt os fast på en endelig model endnu. Men vi mener, der skal være et politisk grundlag, som siger, hvilke varer der skal være på hylderne, altså hvilke behandlinger vi skal tilbyde, og hvad økonomien i det er«.

Nyt i Danmark

Det er en ny tanke i Danmark, at læger så direkte skal gå ind i en overordnet prioritering, ikke bare ud fra faglige vurderinger, men også ud fra økonomiske hensyn.

»Læger har altid følt sig for fine til at gå ind i det økonomiske. Men vores indstilling er nu, at vi gerne vil være med til at vurdere, hvad der er godt for patienterne og det vil vi gerne give et input til det«, siger Michael Hasenkam.

Tanken er at prioritering skal tænkes sammen med udarbejdelsen af nationale kliniske retningslinjer, som beskriver den bedste, dokumenterede behandling. Han understreger, at ideen netop ikke er, at den enkelte læge skal stå ved patientens sygeseng og prioritere ved at overveje det økonomiske aspekt ved en behandling.

»Selve retningslinjerne vil angive, hvad der er den normale, fornuftige behandling, også ud fra en økonomisk betragtning, forstået sådan at man ikke til en brækket hånd vil anbefale en dyr skinne til en halv million, der kun giver en marginal forbedring. Men der kan gøres undtagelser ud fra devisen følg eller forklar. Følger man ikke anbefalingen, skal det forklares«, siger Hasenkam.

Dermed ligger der i sig selv prioriteringer i de kliniske retningslinjer. Og det er dem, prioriteringsrådet skal bruge, når det skal foretage de overordnede prioriteringer mellem behandlinger.

Et nationalt prioriteringsråd skal ud over læger i nøglepositioner bestå af repræsentanter fra patientorganisationer, Etisk Råd, regioner og Sundhedsstyrelsen. Det skal ikke være egentligt besluttende:

»Det skal give input til politikerne baseret på faglige anbefalinger. Et eksempel på input på det overordnede plan er kræftplanerne, som er et politisk værktøj, hvor politikerne vælger at give en masse penge på et område. Men dermed tager man jo samtidig fra andre patienter. Prioriteringsrådet ser på, om det er rimeligt eller om resurserne hellere skulle gå til et andet sygdomsområde. Politikerne foretager den endelige fordeling af midlerne«.

Ulla Astman foretrækker dog en armslængde længere afstand mellem læger og overordnet prioritering:

»Lægernes arbejde er at se på den enkelte behandling i forhold til den enkelte patient. De kan vurdere en behandling i forhold til antallet af patienter og effekt. Men lægerne skal ikke være med i forhold til de økonomiske rammer, og hvilke tilbud det offentlige skal have. Man kan firkantet sige det sådan: Hvis der er tre muligheder for behandling, og der kun er råd til to, så vælger politikerne hvilke to, men på et lægefagligt grundlag«.

Lægeforeningens formand Mads Koch Hansen siger:

»Det er helt nødvendigt, at vi fra lægeside tager livtag med prioritering i sundhedsvæsenet. Det foregår jo allerede i dag i forskellige fora, og det vil være fint at få en samlet tilgang til problemet. Spørgsmålet er, præcist hvilken model der er den rigtige. For os er det afgørende, at selve prioriteringen er en politisk proces, men at den foregår på et fagligt grundlag - hvilket indebærer bl.a. udarbejdelse af nationale kliniske retningslinjer. Sådan ser vi arbejdsfordelingen, og det er med de briller på, at Lægeforeningen nu vil diskutere oplægget fra LVS«.