Skip to main content

Lægernes Pensionskasse: ATP-analyse "ubrugelig"

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

3. dec. 2012
3 min.

ATP har analyseret 38 pensionskasser og -selskaber og konkluderer, at afkastene bliver lavere, jo højere deres administrationsudgifter er. Men selv om Lægernes Pensionskasse står nogenlunde pænt i analysen, er den ifølge pensionskassens direktør Niels Lihn Jørgensen "fagligt ubrugelig". Faktisk forholder det sig stik modsat. Og han tilføjer, at ATP selv vil lide store tab, den dag, renten begynder at stige.

Det kan være dyrt at få sin pensionsopsparing forvaltet - og jo dyrere, det er, desto dårligere er afkastet som regel. Og ifølge en analyse, som ATP har foretaget af de danske pensionskasser og pensionsselskaber, er de dyreste pensionsselskaber ikke pengene værd.

"Tallene peger ikke på nogen klar sammenhæng mellem investeringsomkostninger og afkast", sagde ATP's analysechef Ole Beier Sørensen i onsdags til dagbladet Børsen.

Han tilføjede, at det snarere forholdt sig omvendt: "De højeste afkast findes hos selskaber, som har meget lave omkostninger", siger han til avisen.

ATP kom selv ind på en suveræn førsteplads i ATP-analysen: Selskabet, der forvalter pensionsmidler for de fleste voksne danskere, har en administrationsudgift per medlem på bare 53 kroner per medlem og et afkast før skat på 12,2 pct.

En af de dyreste pensionskasser - Pensionskassen for Apotekere og Farmaceuter - bruger 1.207 kroner om året per medlem til administration. Her er afkastet ifølge ATP's analyse så lavt som 2,8 pct. før skat. Og dette mønster præger i større eller mindre grad de 38 pensionskasser og -selskaber, som ATP har analyseret.

I gennemsnit bruger pensionskasser og livsforsikringsselskaber 959 kr. om året til administration. Det gennemsnitlige afkast er på 4,9 pct. før skat.

Lægernes Pensionskasse ligger omtrent midt i feltet: Her er administrationsomkostningerne per forsikret 619 kr. om året, mens afkastet før skat er 5,2 pct.

"ATP har selv udsigt til store tab"

Selv om Lægernes Pensionskasse ligger pænt, som nr. 10 ud af 38, finder direktør i Lægernes Pensionskasse, Niels Lihn Jørgensen, ATP's analyse "fagligt set ubrugelig":

"ATP's sammenligning tager udgangspunkt i vidt forskellige pensionsprodukter, som kræver helt forskellige investeringsstrategier. Selskaber med garanterede pensioner har været nødt til at investere i renteforsikringer for at være sikre på at kunne levere de garanterede pensioner. Og renteforsikringerne har givet voldsomt store gevinster i de seneste år", siger han.

"Bortset fra ATP har pensionsselskaberne igennem flere år været i gang med at udfase de garanterede pensioner og dermed sælge renteforsikringerne og realisere gevinsterne på dem. Og der er nogle allerede kommet meget langt. Med omtegningen i foråret kom vi rigtig langt i Lægernes Pensionskasse, hvor kun 15 pct. af ordningerne nu er med garanti. Det betyder, at vi har høstet rentegevinsten til medlemmerne og undgår at få et tab, når renten stiger igen", siger Niels Lihn Jørgensen og føjer til:

"De, der som fx. ATP ikke har udfaset de garanterede pensioner og dermed har måttet beholde renteforsikringerne, vil få store tab den dag, renterne stiger - hvilket sker før eller siden".

En anden konklusion i ATP's analyse er, at de penge, pensionskasser bruger til at købe dyr investeringsekspertise, ikke resultater i et højere afkast. Men heller ikke det holder for en kritisk betragtning, mener Niels Lihn Jørgensen - i hvert fald ikke i Lægernes Pensionskasse:

"De omkostninger, vi afholder til aktiv investeringsforvaltning - dvs. ved at hyre dygtige porteføljeforvaltere, der investerer aktivt, og ved i det hele taget at have en aktiv investeringsforvaltning - giver hos os resultater i form af et højere afkast", siger han.

"I de sidste ca. 10 år har vi gennem aktiv investeringsforvaltning opnået et gennemsnitligt årligt afkast, der knap 2 pct. point større, end det ellers ville være", slutter Niels Lihn Jørgensen.