Skip to main content

Lægers anvendelse af »ej S«

2. nov. 2005
2 min.

Det har vist sig, at der er tvivl om kvaliteten i data vedrørende lægers anvendelse af ej S, dvs. ønsket om at apoteket ikke udleverer det billigste substitutionspræparat.

Lægemiddelstyrelsen er kommet med følgende udtalelse:

Forkerte tal for lægers fravalg af substitution

Der har i den senere tid været debat om de praktiserende lægers fravalg af substitution. En læge i Frederiksborg Amt følte sig urimeligt kritiseret af amtets lægemiddelenhed. Ifølge kritikken havde lægen fravalgt substitution på halvdelen af sine recepter og dermed bidraget til unødvendige udgifter for den offentlige sygesikring.

En stikprøve på det lokale apotek afslørede, at lægen rent faktisk ikke havde fravalgt substitution. Amtets sundhedsdirektør gav lægen en undskyldning og lovede at rette fejlen. Det er dog tvivlsomt, om sundhedsdirektøren kan holde sit løfte, da de forkerte oplysninger næppe skyldes amtskommunen selv.

Sådan opstår fejlene

Når det fremgår af amtets statistikker, at lægen har fravalgt substitution, selvom dette slet ikke er til-fældet, skyldes det forskellige fejlkilder.

Det er fx set, at et apoteks edb-system automatisk og uden grund har tilføjet, at lægen havde fravalgt substitution, inden oplysningerne blev videregivet elektronisk til amtet. Denne type fejl opdages som regel først en eller flere måneder efter, at den er opstået. Inden de bliver rettet, kan der i månedsvis være blevet dannet forkerte oplysninger i store mængder.

Tastefejl er en anden fejlkilde, som stort set er umulig at opdage. Fejlene afsløres nemmest, hvis tallene præsenteres for den enkelte læge - eller hvis de er åbenlyst forkerte. Fx ordination af p-piller til små drenge. Fejlene bliver frasorteret i Lægemiddelstyrelsen - hvis de vel at mærke opdages i tide.

Endelig må apotekerne som udgangspunkt kun ekspedere korrekt udfyldte recepter. De fleste recepter er i dag elektroniske og kan derfor tjekkes helt automatisk. Det sker bare ikke.

Datakvalitet

Hvis man ikke kan have tiltro til de tal, myndighederne modtager, er det et problem for alle, der anvender oplysninger fra statistikker m.m., som bygger på tallene.

Det er Lægemiddelstyrelsens vurdering, at de oplysninger om lægemiddelekspeditioner, der indsamles fra apotekerne, generelt er retvisende og anvendelige til statistik. Der er dog nogle undtagelser. I de tilfælde, hvor der optræder systematiske fejl, er der intet andet valg end at undlade at anvende og publicere oplysninger for den pågældende periode.

Lægemiddelstyrelsen har gennemgået sine statistikker og opgørelser over lægers fravalg af substitution. Da der er tvivl om datakvaliteten - og dermed om tallenes rigtighed - har Lægemiddelstyrelsen set sig nødsaget til at trække alle opgørelserne tilbage.