Skip to main content

Lægers indberetningspligt

Hans Buhl

2. nov. 2005
3 min.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Lægeforeningen er imod kvindelig omskæring. Der er tale om psykisk og fysisk lemlæstelse af unge liv. Vi har tidligere ligestillet det 4.000 år gamle midtafrikanske ritual med tortur. Men det betyder ikke, at vi i forbindelse med kriminalisering af omskæring vil anbefale former for lovgivning, der kriminaliserer læger, hvis de undlader at melde omskårne pigers forældre til politiet. Der er og skal i indberetningspligten være en klar skelnen mellem de formål, som indberetningen tjener. Lægen skal gå til myndigheder, hvis han kan forhindre en mishandling, men ikke nødvendigvis, hvis mishandlingen for længst har fundet sted.

Indberetningspligten for læger er beskrevet i socialserviceloven, og bestemmelsen har følgende ordlyd: »Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældre eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen«. Indberetning skal altså foregå til de sociale myndigheder, og den skal have til formål at standse, forebygge eller afværge, at et barn udsættes for mishandling eller former for nedværdigende behandling. Der er næppe tænkt på omskæring af små piger i denne sammenhæng, men bestemmelsen dækker forholdet.

Det er klart tilfældet, hvis lægen får en begrundet mistanke om, at et barn er i fare for at blive ført ud af landet for at blive omskåret i hjemlandet. Her har lægen pligt til at søge at forhindre mishandlingen. Men bliver en læge i forbindelse med en undersøgelse opmærksom på, at pigen for år tilbage er blevet omskåret, men i øvrigt lever i en god og kærlig familie under gode sociale kår, er lægen ikke forpligtet til at foretage nogen anmeldelse. Problemet er naturligvis, hvis pigen har yngre søskende, der er i farezonen for at blive omskåret på samme måde som storesøsteren. Er det begrundelse nok for en anmeldelse? Og problemet er i det hele taget, hvordan lægen kan sikre sig et rimeligt grundlag for mistanken om, at en mishandling vil finde sted.

Her, som i andre etiske dilemmaer af samme karakter, er lægen placeret i en gråzone, der ikke kan udfyldes af paragraffer udtænkt ved et justitsministerielt skrivebord, men udelukkende ved lægens egen sunde dømmekraft. Det er en balance mellem ønsket om at hindre lemlæstelsen af små piger og af hensynet til, at de samme piger har behov for lægetilsyn i andre sammenhænge. Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, at forældre, der er opmærksomme på, at de ved kontakten med lægen risikerer en politianmeldelse, vil holde sig (og pigen) på lang afstand af behandlersystemet. Det gælder i og for sig også for den omskårne pige, der har gener af den mishandling, hun er blevet udsat for, og har brug for lægehjælp. Her er det hensynet til patienten, der kommer først.

I denne sag som i andre, der på det seneste har været diskuteret i offentligheden, er tingene blevet stillet op meget sort-hvidt. Det er der måske ikke noget at sige til, når det drejer sig om fx tolerance over for nynazister eller den aktuelle debat om kvindelig omskæring. Vi elsker at hade nyna-zister, og vores afsky kender ikke nogen grænser, når forældre mishandler deres børn. Men så enkelt er det ikke. For lægerne er der er en gråzone i disse sager, hvor der skal balanceres på en knivsæg. Det kræver omtanke.