Skip to main content

Lægestandens kollektive biografi

Informationschef Tommy Østerlund, toe@dadl.dk

16. maj 2007
5 min.

I virkeligheden er det lægestandens kollektive biografi, vi har skrevet, sagde professor Kurt Jacobsen, da han ved åbningen af Lægemødet 2007 præsenterede bogværket Ve og Velfærd sammen med journalist Klaus Larsen. De to har brugt det meste af tre år på at grave igennem historien om den danske lægestand og tilblivelsen af den danske velfærdsstat. En mageløs beretning om to hundrede års sam- og modspil mellem den medicinske klasse og skiftende politiske systemer.

Når den første præsentation var lagt på Lægemødet i Korsør, var det naturligvis for at markere sammenhængen med Lægeforeningens historie. Lægeforeningen blev dannet i Korsør den 1. september for 150 år siden. Dels var det for at markere, at der nu foreligger et færdigt manuskript. Nu kender vi indholdet, og der er en aftale om udgivelse med forlaget Lindhardt og Ringhoff. Projektet er lykkedes! Selve udgivelsen finder sted den 1. september 2007.

Et stykke samfundshistorie

Men det er ikke nogen traditionel jubilæumsbog. Det har været ambitionen at markere jubilæet med en bog, der har en bredere appel i samfundsdebatten.

Ganske vist går lægernes standsforening som en rød slange gennem fortællingen om lægen og samfundet, men Ve og Velfærd er et stykke samfundshistorie, en samfundsvidenskabelig beretning om en epoke, der har ændret vores levevilkår så fundamentalt.

Det er også forklaringen på, at det ikke er læger, der har skrevet bogen. Kurt Jacobsen er historiker og professor på Handelshøjskolen i København. Det seneste, han har skrevet, er historien om Falck. Klaus Larsen er journalist og knyttet til Ugeskrift for Læger. Han har senest været med til at skrive bogen om Yngre Lægers 100 års jubilæum. Endelig er det også forklaringen på, at det ikke er Lægeforeningens eget forlag, der udgiver bogen. Vi håber, at et kommercielt forlag kan sprede historien til et større publikum.

En fortælling i seks dele

Ve og Velfærd er et storværk på næsten 500 sider. Den er fortalt kronologisk og falder i seks dele. Den tager udgangspunkt i begivenhederne tirsdag den 1. september 1857, men selve fortællingen starter tilbage i 1800-tallets begyndelse. Her tager lægerne de første skridt på den lange vej mod at blive en moderne profession. Her dannes i 1803 i den dybeste enevælde Sundhedskollegiet, der udsender den første forordning til alle landets læger. I de følgende år spirer den medicinske profession ved siden af kloge mænd og koner i det tilbagestående danske bondesamfund, der rammes brutalt af koleraepidemierne i kølvandet på de slesvigske krige.

I fortællingen slår det meget tydeligt igennem, hvor stor betydning epidemierne, først koleraen, i endnu højere grad tuberkulosen og siden den spanske syge, har haft for udviklingen af sundhedsvæsnet. Første del af beretningen ender i Det moderne Gennembrud i 1880'erne, hvor bakteriologien for alvor bryder igennem, og vi får de første nye sygehuse siden Frederiks Hospital. Anden del dækker perioden frem til Første Verdenskrig, der starter med forfald og tilbagegang.

Men epoken ender i et brag af en fremgangsperiode, hvor systemskiftet i 1901 har en ketchupeffekt på hele samfundet og ikke mindst sundhedssektoren. Det ender bl.a. i tre medicinske Nobelpriser, det ender i sygekasser, kommunesocialisme og moderne sygehuse. Desuden ser den første danske medicinalvirksomhed, Løvens Kemiske, dagens lys i 1908.

Nyt lys på besættelsestiden

Del tre handler om Første Verdenskrig og mellemkrigstiden med det første sundhedsministerium, om end det kun overlevede to et halvt år. Den første lægelov, en socialreform og tilløb til racehygiejne. Det fører lukt ind i del fire med besættelsen og tiden derefter, som politisk set nok er et af de mest kontroversielle afsnit i Ve og Velfærd. De danske læger var endog meget aktive i modstandskampen, om end ikke så ofte med våben i hånd, så med hjælp til formidling, logistik og økonomi, og lægerne havde en hovedrolle i redningen af flere tusinde jøder. Lægeforeningens bogholderisystem blev brugt til at kanalisere et millionbeløb til jøderne.

Men de danske læger var repræsenteret på begge sider. Lægerne stillede både tre medlemmer til Frihedsrådet, deriblandt formanden Mogens Fog, og så formanden for de danske nazister Fritz Clausen og en type som SS-lægen Carl Peter Værnet. Derfor er afsnittet om krigsafslutningen og retsopgøret særligt interessant. Ve og Velfærd kaster blandt andet nyt lys på den kontroversielle historie om Lægeforeningen og de tyske flygtninge, og den går også dybt i de etiske debatter om lægernes egen »udrensningsproces« efter krigen. Også dengang stillede man spørgsmålet, om der skulle gælde en særlig etik for lægefagets udøvere og en anden for resten af samfundet.

Kan sundhedsvæsenet overleve markedet?

De sidste to afsnit handler om den buldrende fremgangstid i årtierne efter krigen, hvor træerne groede langt ind i himlen, og den økonomiske afgrund endnu ikke var synlig fra toppen af de sygehuskatedraler, som skød op over hele landet. Afgrunden blev synlig straks efter det skelsættende år 1973, der bl.a. bragte den første oliekrise. Men der gik endnu nogle år, før bremserne blev brugt. Derefter blev det imidlertid for alvor smalhals. De store årgange af yngre læger kunne ikke få arbejde, og det førte til året for »den tabte uskyld« 1981 med den første lægestrejke.

Ve og Velfærd slutter med perioden op mod årtusindskiftet, hvor markedskræfterne blev sluppet løs på sundhedsvæsenet og nedbrydningen af samfundets traditionelle autoriteter førte frem til den første lov om patientrettigheder i oktober 1997. Ved slutningen af præsentationen til Lægemødet rejste Kurt Jacobsen det polemiske spørgsmål, om det danske sundhedsvæsen, der er bygget på principper fastlagt for hundrede år siden, kan overleve mødet med det frie marked?

Bogen kan bestilles nu

Det er med andre ord en formidabel beretning, der vil ramme bogmarkedet i forbindelse med Lægeforeningens jubilæum. Det kan vi love. Vi kan også love, at vi har gjort, hvad vi kunne for at have styr på det lægefaglige. Tre læger: Torben Pedersen, Erik Jylling og Ulla Davidsen har læst med og givet gode råd. Endelig kan vi love, at medlemmerne får lov at købe bogen til rabatpris. Ved forudbestilling nu, fås storværket for kr. 299,- . Det er omkring 100 kr. billigere end i boghandlen.

Se i øvrigt annoncen og på Læger.dk